Algoritmer blev mekaniseret og automatiseret, men der er stadig mennesker i maskinen

Sidste efterår blev en sjælden genstand sat til salg på auktion i Frankrig. Auktionshuset vurderede, at den ville blive solgt for mellem to og tre millioner euro, men før hammeren faldt, intervenerede en parisisk domstol. Genstandens historiske og videnskabelige værdi taget i betragtning, ville den sandsynligvis blive klassificeret som en nationalskat og måtte derfor ikke forlade landet.

Genstanden var La Pascaline, der blev lavet af Blaise Pascal i 1642. Den anses af mange som værende den første mekaniske regnemaskine. Pascals far arbejdede med skatteindtægter i Rouen, og Pascal hjalp ham med de enorme mængder af kedeligt og ensformigt beregningsarbejde. Regnemaskinen viste sig dog ikke til at være til så megen hjælp.

Gennem det syttende og attende århundrede eksperimenterede mange akademikere, håndværkere og mekanikere med at konstruere regnemaskiner, men de var svære at lave, upålidelige at bruge og dyre at købe.

“Da den består af en række hjul, fjedre og bevægelser, og da det kræver en dygtig urmagers hjerne og hænder at forstå den og sætte den i praksis, samt en dygtig aritmetikers færdigheder og viden for at kunne bruge den, frygter jeg, at dens brug aldrig vil blive almindelig,” skrev kongens ingeniør i et brev i 1646. Ingeniøren forudsagde meget rigtigt, at maskinen ville ende “i skabe og storslåede biblioteker” frem for de astronomiske observatorier, bureaukratiske kontorer og handelshuse, som Pascal havde håbet på. Men mon ikke Pascal ville være meget tilfreds med at hans regnemaskine endte som en nationalskat?

Den første regnemaskine, der til sammenligning var mere robust, var Thomas de Colmars regnemaskine fra 1820 – der særligt blev bredt brugt fra 1870. Selv da foretrak man dog at regne efter i hovedet og på papir for at være sikker på, at maskinen havde regnet rigtigt.

Trin for trin

Disse regnemaskiner, der længe var knirkende og skrøbelige, spiller også en rolle i videnskabshistoriker Lorraine Dastons fortælling om algoritmer. I bogen Rules: A Short History of What We Live By konceptualiserer hun algoritmer som en form for regel. Yderligere skelner hun mellem tykke og tynde regler. I modsætning til en tyk regel skal en tynd regel ideelt set kunne følges helt uden dømmekraft, erfaring og kontekst.

I dag anses algoritmer – i form af automatiserede computeralgoritmer – som den tyndeste form for regel. Men sådan har det ikke altid været.

Det demonstrerer regnemaskinerne meget godt. Algoritmerne var trin-for-trin beregningsprocedurer, men der var – som kongens ingeniør påpegede – behov for erfaring med både mekanik og aritmetik for at kunne bruge dem.

Det er altså ikke gennem konstruktionen af disse regnemaskiner, at algoritmerne mekaniseres og sidenhen bliver de automatiserede computeralgoritmer, fortæller Daston.

“Der er en forskel mellem mekaniseringen af en opgave gennem arbejdsdeling, som ikke involverer maskiner, og mekaniseringen af en opgave ved at erstatte menneskelig arbejdskraft, enten mental eller fysisk, med maskiner. Forudsætningen for at tro, at maskiner kunne udføre dette arbejde, var mekaniseringen i betydningen af arbejdsdeling,” understreger hun.

Gennem historien indtil da har algoritmer været forstået som en procedure, som man arbejder sig igennem trin for trin. Men gennem arbejdsdelingen opdeles beregningsarbejdet i forskellige trin, der fordeles mellem flere personer og enheder.

Mennesker i maskinen

Selvom algoritmer i dag anses for at være tynde regler – automatiserede og uden behov for menneskelig intervention – så er der bag enhver tynd regel en tyk regel, der rydder op efter den, siger Daston. For nutidens algoritmer er det mennesker, ofte usynlige af slagsen, der står for det oprydningsarbejde.

“Man har de tynde regler, idéen om at algoritmen kører af sig selv, at den absolut ikke kræver menneskelig indgriben, hvilket modsiges af det faktum, at der er en meget stor skjult hær af mennesker, der dagligt forhindrer den i at forårsage kaos,” siger Daston.

Mens det var tydeligt, at der var mennesker involveret, når der skulle drejes på tandhjulene på Pascals regnemaskine – og senere, da computere stadig refererede til mennesker, der lavede beregninger – er menneskene i dag trådt i baggrunden. Det betyder dog ikke, at de er mindre nødvendige for at få de algoritmiske systemer til at snurre rundt.

“Det er vigtigt at være opmærksom på, at det der foregiver at være en tynd regel, i virkeligheden kan være en tyk regel. Der har været meget hype omkring disse store sprogmodellers evner. Men i virkeligheden er der mange mennesker bag kulisserne, der konstant er nødt til at korrigere disse modeller, fordi de hallucinerer og giver falske oplysninger. Så hvad der faktisk sker, er, at det præsenteres som en tynd regel, men der er et helt apparat af mennesker, der justerer programmet for at forbedre det. Dette er endnu mere tydeligt med moderatorerne på de sociale medier. Moderatorernes utaknemmelige job er at sikre, at algoritmerne ikke løber helt ud af kontrol og gør noget, der er juridisk strafbart eller meget skadeligt,” uddyber videnskabshistorikeren.

Der er altså stadig mennesker i maskinerne.

/Emilie Ewald 

I næste del af vores føljeton ‘Fra kileskrift til kunstig intelligens’, der udkommer i næste måned, dykker vi dybere ned i denne arbejdsdeling, der accelererede under den industrielle revolution.