Klassikerkuratering på Østerfælled Torv

I de hyggelige, men ret eksklusive lokaler, hvor Østerfælled Kasernes heste engang knoklede, er det svært at komme frem. Salen er proppet med begejstrede læseheste og det sædvanlige københavnske kulturparnas, der er troppet op til endnu en storstilet premiere på Østerbro.

Sidste år var det iscenesættelsen af norske Tarjei Vesaas’ Fuglene, der trak fulde huse og fik anmelderne helt op at ringe. Forventningerne til Republique har derfor aldrig været højere. Teatret har fundet en guldåre: At tage de bøger, mange af os har stående i reolen og har nydt at læse (eller har dårlig samvittighed over ikke at have læst endnu) og forvandle dem til dramatisk scenekunst.

En monolog fra den aldrende Annie

Denne gang gælder det adaptionen af den franske nobelprismodtager Annie Ernaux og hendes roman Årene. En bog, der nærmest genopfandt selvbiografien ved at skildre det kollektive Frankrig fra efterkrigstiden til i dag gennem et både privat og mærkværdigt upersonligt filter.

Ernaux er en gigant, så barren er sat tårnhøjt. Da Karen-Lise Mynster træder ind på den kridhvide scene – som mest af alt ligner et tomt lærred, der bare venter på at blive malet – stiger håbet i salen da også mærkbart.

I en lige dele alvorlig og morsom monolog skyder den erfarne skuespiller fortællingen i gang. For mit indre blik vil hun nok altid være en blanding af ‘Ulla’ fra Matador og ‘Krummes mor’, men her på scenen er hun den aldrende Annie, der ser tilbage på et liv, som langsomt foldes ud gennem fem forskellige kvinder i fem forskellige aldre. Det er Mynsters stoiske og modne blik, der binder de mange tidsbilleder sammen.

Når bogen bliver en spændetrøje

De fem skuespillere – Karen-Lise Mynster, Ena Spottag, Christine Albeck Børge, Özlem Saglanmak og det nye talent Alvilda Lyneborg Lassen – bringer hver især en dragende dynamik og masser af liv til scenen. Men desværre bliver det hele en kende forudsigeligt.

Forestillingen følger nemlig romanens handling så slavisk, at det nærmest bliver en tro kopi af bogen, med kun meget få og ret ligegyldige afvigelser. I de knap to timer, stykket varer, er der ikke plads til de vilde fortolkninger. Det bliver mere og mere tydeligt, at vi bare får serveret små gendigtninger af historien om den franske kvindes bevidsthed: Fra efterkrigstidens kyskhed og 68-oprør til AIDS-angsten i 80’erne og vores egen mærkelige, teknologiske nutid.

Det er svære kår at spille under, og det hjælper ikke, at scenografien er så ensformig. Det hvide, minimalistiske udtryk giver ganske vist plads til skuespillerne, men det lægger desværre også en dæmper på de dramatiske muligheder. Ernaux’ værk er jo netop stærkest, når de mange forskellige arenaer fra det 20. århundrede træder frem i detaljerede erindringsglimt.

Foyeren som den vigtigste scene

At give nyt liv til en litterær klassiker er ikke ligefrem breaking news. Det gælder både på de skrå brædder som på det store lærred i biograferne. Den verserende debat om Emerald Fennells Hollywood-filmatisering af Emily Bröntes Wuthering Heights, der mest af alt bunder i en kritik af den “alt for pæne” Jacob Elordi i rollen som Heathcliff, er et glimrende eksempel på, hvordan en bog ofte er svær at omforme uden omkostninger.

Der vil altid være dem, der mener, at bøger er til for at blive læst – og ikke bør “skamferes” af hverken dramatikere eller filmfolk, mens andre hylder adaptionens kunst. Republiques systematiske mission om at dramatisere tidens største litterære værker er således ikke overraskende i sig selv, men den store dedikation og strategiske satsning er dog alligevel opsigtsvækkende.

Årene er faktisk for tro mod det oprindelige værk og fremstår derfor en smule intetsigende. Men Republique vinder alligevel. Mens de fleste teatre kæmper for at finde fodfæste i Netflix-tidsalderen, har det lille teater på Østerbro fundet en vinderopskrift: De tager de mest “ufilmelige” og populære litterære klassikere og forvandler dem til æstetiske og dramatiske teaterstykker.

Selvom der denne gang ikke var tale om en overvældende opsætning, får man øjeblikkeligt lyst til at læse Årene igen. Og heldigvis har teatret været forudseende nok til at sælge romanen til en favorabel pris ude i foyeren efter forestillingen. Det er her, cirklen sluttes: Republique har ikke bare spillet et stykke; de har kurateret din næste læseoplevelse.

Alene af den grund er forestillingen værd at se. For de af os med (for) store læseambitioner, der ofte ender ud i dårlig samvittighed eller lydbogslytning, er det måske ligefrem en velsignelse, at vi på Østerfælled Torv kan læne os tilbage og nyde en række velkuraterede værker opført af fremragende skuespillere. Også selvom bogen (som altid?) er bedre. /Anders Rod Thomsen

Republique fortsætter deres ambitiøse parløb med litteraturen gennem hele 2026. Foruden Annie Ernaux’ nobelprisvindende ’Årene’, der spiller frem til 28. marts, tager teatret i april livtag med Caspar Erics dagsordensættende poesi i forestillingen ’Crip’. Sæsonen rundes af i efteråret med en rejse ind i Tarjei Vesaas’ romanunivers i ’Isslottet’.