Kære læser

Hvad er planen?

Den bombede pigeskole i Minab, Iran. Foto: Abbas Zakeri/Mehr News/WANA (West Asia News Agency) via REUTERS ATTENTION EDITORS - THIS PICTURE WAS PROVIDED BY A THIRD PARTY

Det kom ikke ligefrem som en total overraskelse, da Israel og USA lørdag morgen begyndte at bombe løs på militæranlæg og anden vigtig infrastruktur i Iran. Tidligt fredag havde USA’s ambassadør i Israel Mike Huckabee sendt en email ud til sine ansatte om, at de, der ønskede at forlade landet, “should do so TODAY”. Et eller andet stort, der kunne ramme dem, var altså i vente.

Men dette store var intet at sammenligne med, hvad der ramte Iran. Allerede lørdag meldte iransk stats-tv, at landets islamistiske styres øverste leder, chef for de væbnede styrker og åndelige overhoved, den 86-årige Ali Khamenei, helt uhørt var blevet myrdet i et massivt bombardement af hans embedsbolig. Søndag kom det frem, at Israels og USA’s efterretningsvæsener var kommet i besiddelse af oplysninger om, at en række af styrets højtstående militære og politiske skikkelser skulle til et fælles møde, et krisemøde velsagtens. Og som Wall Street Journal formulerer det, stod USA og Israel pludselig med en “rare opportunity”: De kunne dræbe dem alle sammen på én gang. Søndag var der meldinger om, at Irans tidligere præsident Mahmoud Ahmadinejad også var blevet dræbt, men det er endnu ikke 100 pct. bekræftet.

Det kan godt være, at det iranske styre er ondskaben selv, men det er alligevel uhørt. Selv Politiken, der har været bemærkelsesværdigt tilbageholdende med at kritisere Israels lovløse ageren i Gaza, svingede sig op til en fordømmelse på lederplads: ‘De bryder folkeretten skamløst og åbent,’ lød overskriften.

Det er ikke, fordi man ikke ønsker, at disse mennesker bliver straffet for deres forbrydelser mod menneskeheden. Men hvad så nu? Hvad er planen? På papiret er Donald Trump og hans kumpaners tanke at bombe lidt endnu. Men ikke for længe, så det ser ud, som USA bliver trukket modvilligt ind i en større konflikt. Det naive håb er angiveligt, at oppositionen i Iran griber til våben og ‘gør arbejdet færdigt’, så landet kan blive et demokrati med et snuptag, og at Reza Pahlavi, søn af shahen, der blev afsat ved den islamiske revolution i 1979, kan vende tilbage som en slags overgangsfigur.

Der er helt sikkert monarkister i Iran, der drømmer om at få Pahlavi-dynastiet tilbage, men hvor mange, de er, vides ikke. For iranere, der ikke er monarkister, fremstår Pahlavi som lidt af en klovn. Da Israel og USA bombede Iran i juni sidste år, holdt han et pressemøde i Paris, hvor han sagde, at “dette er vores Berlinmurs-øjeblik” og opfordrede almindelige iranere til at gå på gaden. Det skete ikke. Til gengæld blev han kritiseret for ikke at fordømme Israels bombardementer af boligkvarterer. Han anses i det hele taget for at være alt for tæt på Israel.

Alle spørger, hvad der nu skal ske. Og hvad med pigeskolen i Minab, hvor angiveligt 165 personer, hvoraf de fleste var skolepiger, blev dræbt i et angreb? Allerede lørdag var Iran i gang med at sende ballistiske missiler den anden vej – mod Israel og amerikansk tilstedeværelse i Den Persiske Golf.

I det uafhængige medie Drop Site News skriver journalisterne James Scahill og Murtaza Hussain, at Iran har forberedt sig på det her scenarie siden 12-dageskrigen i juni. Sina Azodi, der er leder af mellemøststudier på Georgetown University i Washington, D.C, siger, at Khameneis død ikke har ført til, at iranerne er gået på gaden for at omstyrte regimet – så nemt er det ikke. “En ting, som israelerne har forsøgt de seneste to år, er at skære hovedet af den øverste ledelse hos deres fjender og så forvente, at de bryder sammen dagen efter. Det virker godt mod ikke-statslige aktører, men ikke mod en statslig aktør, der er ret modstandsdygtig, har en forfatning og andre strukturer på plads, og som allerede i sine tidlige år måtte gennemgå oplevelsen af total krig og mord på dets ledere.”

Det var såmænd galt nok i forvejen. Men siden lørdag er verden blevet et endnu farligere sted. /Oliver Stilling

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12