Provokerende suverænitet

Efter Trumps trusler om at annektere Grønland har også Svalbards sikkerhedssituation fået øget opmærksomhed. Nu peger enkelte – som fx journalist og Svalbard-kender Birger Amundsen – på, at Trumps interesse for Grønland vil kunne få Putin til at vende blikket mere mod Svalbard, som har stor strategisk vigtighed for russerne.

De seneste år har Rusland været mistænkt for at stå bag en række gråzoneaktiviteter på øgruppen. I januar 2022 blev en af de to søkabler, som forbinder Svalbard til fastlandet, eksempelvis beskadiget. Og selvom norsk politi ikke har fundet tilstrækkelige beviser for det, antages skaden at være et resultat af menneskelig aktivitet. Ifølge politiet var der tegn på, at en russisk fisketrawler havde revet kablet over. Rusland står muligvis også bag signalforstyrrelser i luftrummet rundt om Svalbard i juli sidste år.

At Svalbard er særligt udsat for hybride aktiviteter, skyldes blandt andet de juridiske gråzoner i Svalbardtraktaten – den særlig internationale aftale, som du blev introduceret for i går. Den fastslår nemlig, at Svalbard – som er under norsk suverænitet – ikke må bruges til krigsformål. Men hvad krigsformål egentlig betyder, er op til fortolkning. Sikkerhedseksperter advarer derfor om, at dette fortolkningsrum også gør, at Rusland kan benytte øgruppen til hybride angreb, som kan teste Norge og Nato uden at det vil krydse tærsklen til krig.

Sådanne provokationer ligger potentielt også bag en række andre aktiviteter, som er stillet i stand af russere på det seneste. I efteråret 2025 bragte det statsejede mineselskab, Trust Artikugol, eksempelvis sin egen “politibil” til øgruppen. Det strider mod Norges straffelov, som forbyder brugen af ​​udenlandske designs, der kan forveksles med en offentlig myndighed. Siden 2023 er der årligt blevet orkestreret en militærparade i den russiske bosætning Barentsburg. Deltagerne hævder selv at optoget kun er en fejring af det russiske militærs sejr over Nazityskland, men det er noget eksperter stiller sig tvivlende til.

Samtidig beskylder Rusland Norge for at opbygge sin militære tilstedeværelse på Svalbard – og mener, at en sådan opbygning ville udgøre brud på traktaten. Dog siger traktaten ikke, at øgruppen ikke må militariseres, men at den ikke skal bruges til krig. Ligesom der ikke må etableres marinebaser eller forsvarsværker i de territorier, som er specificeret i aftalen.

Den påståede militarisering er ifølge det russiske udenrigsministerium kun én af flere måder, Norge bryder traktaten på. Som de ser det diskriminerer norske myndigheder nemlig russiske selskaber og interesser ved at oprette miljøbeskyttelseszoner, som begrænser erhvervslivet. Yderligere mener ministeriet, at Svalbards fiskebeskyttelseszone – et område rundt om Svalbard, hvori fisk- og fangstaktivitet begrænses – er ulovligt oprettet.

Som forsker Erdem Lamazhapov ved Fridtjof Nansens Institutt fortæller, er potentielle begrænsninger i erhvervsaktivitet en reel bekymring for Rusland. Tilgangen til naturressourcer er nemlig det, som giver legitimitet til russernes tilstedeværelse på øgruppen, som ellers har stor strategisk betydning for dem.

Hvad er det, som gør Svalbard så strategisk vigtig for Rusland?

“Svalbard er vigtig på grund af sin beliggenhed, da det ligger halvvejs inde i bastionforsvaret (et område i Barentshavet, som Rusland kontrollerer for at beskytte strategiske ubåde udstyret med kernefysiske ballistiske missiler, red.) til Rusland. Øgruppen ligger jo lige nord for Kolahalvøen, hvor Rusland har meget af sin militære kapacitet, nemlig Nordflåden – som blandt andet også kan sende ubåde som er atomkapable.”

“Så Rusland er ikke interesseret i, at Svalbard bliver til en NATO-base. Det ville være deres største mareridt, da det jo kunne forhindre Ruslands militære muligheder. Tilstedeværelse i området har med andre ord meget klare konsekvenser for atomafskrækkelse.”

Med andre ord: de militære kapaciteter på Kolahalvøen udgør kernen i Ruslands såkaldte second strike-evne – et lands mulighed for at respondere med kraftige repressalier, hvis de skulle blive udsat for et atomangreb. Hvis Svalbard skulle blive brugt militært af NATO, kunne det true Ruslands muligheder for modsvar ved et eventuelt atomangreb. At have kontrol over området – og aktiviteten deromkring – er med andre ord vigtig for begge parter.

“Den anden side af historien er, at Svalbard ligger meget godt til for forskellige satellitbaner. Der findes både et opskydningsfelt på Svalbard, men også en stor satellitinfrastruktur, Svalsat, som officielt set kun tjener civile formål – men potentielt også militære formål.”

Hvis det var Rusland, som stod bag den tidligere nævnte potentielle søkabelssabotage, var det måske netop for at ramme denne infrastruktur, forklarer Lamazhapov. Søkablet er nemlig helt centralt for satellitinfrastrukturens funktion.

Overdreven frygt?

Trods øgningen i hybride trusler, mener Lamazhapov alligevel ikke, at der er så stor grund til bekymring:

“Jeg ville nok sige, at lige nu er spændingerne på Svalbard egentlig ikke så høje. Det er fordi de fleste implicerede aktører ikke er interesserede i, at der skal være så meget konflikt rundt om Svalbard. Rusland har ikke kapacitet til at øge sin tilstedeværelse på Svalbard. Lige nu er der omkring 300 russere, som er på Svalbard fast. Og det, som de forsøger at gøre, er at opretholde den tilstedeværelse, som de allerede har. Men det er ikke nemt, da de økonomiske betingelser ikke tillader det.”

“Selvom Norge har fuld og uindskrænket suverænitet over Svalbard, er de samtidig ikke interesseret i, at der bliver så meget tumult omkring øgruppen. Norske myndigheder har altid haft den politik, at der ikke skal tales så meget om Svalbard. Opmærksomheden skal ikke trækkes dertil.”

Øget opmærksomhed rundt om øgruppen er dog noget, myndighederne frygter vil føre til spørgsmål om suverænitetshævdelse fra andre lande, herunder netop Rusland. Det vil man gerne undgå. For myndighederne er det derfor også vigtigt at symbolisere, at øgruppen er norsk, blandt andet gennem norsk tilstedeværelse.

I flere årtier har minerne været et værktøj for at gøre netop dette. Men denne aktivitet er nu ophørt: mine efter mine er de seneste år blevet nedlagt, og i juni 2025 blev den sidste lukket. Lukningen af minerne stiller dermed norske myndigheder over for et dilemma, som vi vender tilbage til i morgen./Åsa Vigen Bardal