Grøntvasket politik

Bevæger man sig mod yderkanterne af Longyearbyen, bliver man mødt af trafikskilte med et budskab, man kun møder få steder i verden. Vær opmærksom: isbjørnefare.

Verdens isbjørnebestand tæller omkring 25.000, hvoraf 3.000 bor på og rundt om Svalbard. Størstedelen af dem opholder sig på øgruppens nordlige og østlige områder. Her ligger havisen i længere tid end hvad den gør i vest, hvor Golfstrømmen påvirker klimaet i højere grad. Færre mennesker færdes i områderne, og isbjørnen kan derfor leve mere isoleret.

Svalbards befolkning oplever dog nu i stigende grad, at bjørnene med større hyppighed bevæger sig mod øgruppens mere befolkede områder. Flere hytteejere har for eksempel oplevet indbrud af bjørne på jagt efter føde. Under undertegnedes ophold på Svalbard for nogle måneder siden hørte hun om en mand, hvis hytte var blevet endevendt efter et isbjørnebesøg: køleskab og spisekammer var blevet åbnet, og indholdet fortæret. Tragikomisk nok var en pakke vingummibjørne også forsvundet.

Isbjørnens ændrede levevilkår er først og fremmest et resultat af opvarmningen af områderne rundt om øgruppen. Temperaturen på Svalbard stiger hurtigere end noget andet sted i verden – fem til syv gange så hurtigt som det globale gennemsnit. De negative konsekvenser for områdets økosystemer kan nærmest observeres i realtid. Men isbjørnen – og andre dyr som hvalros og sæl – bliver også gjort mere sårbare af øget aktivitet fra turisme og anden færdsel på øgruppen. Dette pres har fået den norske regering til yderligere at stramme det, som allerede er en af verdens mest omfattende miljøbeskyttelseslovgivninger.

Ifølge sociolog og ekspert i Nordlandsforskning, Tiril Vold Hansen, bør de nye regler – som blandt andet omfatter et forbud mod droner og færdsel til søs, begrænsninger på cruiseturisme og et afstandskrav til isbjørn og hvalrosser– dog ikke alene læses som det, de udgiver sig for. For selvom den norske regering unægteligt ser presset på naturen som en vigtig udfordring, benyttes tiltagene lige så meget for at støtte op om andre interesser.

Tilstedeværelsens symbolik

Som vi har beskrevet tidligere i føljetonen, giver Svalbardtraktaten borgere fra de lande, som har ratificeret aftalen, ret til adgang og ophold på øgruppen, samt til at drive jagt, fiske og visse typer erhvervsvirksomhed uden norsk arbejdstilladelse. Traktaten har bidraget til, at der på Svalbard bor særligt mange internationale borgere – omtrent en tredjedel af befolkningen.

Norske myndigheder bekymrer sig dog over den demografiske udvikling på øgruppen. De frygter nemlig, at en stigende andel internationale vil bidrage til, at der sættes spørgsmålstegn ved, hvordan Norge skal udøve sin suverænitet over Svalbard.

For at modarbejde denne forestilling forsøger man – gennem det, som professor ved Nord universitet, Torbjørn Pedersen, kalder ”politics of presence” – at sørge for en betydelig tilstedeværelse af norske borgere. Som vi nævnte i sidste afsnit, har mineaktiviteten på øgruppen været et vigtigt værktøj for at kunne gøre netop dette. Med klimakrisens udvikling er det dog blevet sværere for myndighederne at retfærdiggøre fortsat minedrift. Det har længe været planlagt, at driften skulle afvikles – og i juni 2025 blev den sidste mine nedlagt.

Lukningen stiller norske myndigheder over for et dilemma. For at opretholde det samme niveau af norsk tilstedeværelse i Longyearbyen og Svalbard, bliver man nødt til at stimulere andre erhvervsmuligheder end minedrift. Disse alternativer, som fx uddannelse og forskning, turisme og en lokal fiskeindustri, vil dog sandsynligvis tiltrække endnu flere ikke-nordmænd til øgruppen. Hvilket igen vil bidrage til at reducere den relative andel ​​norske borgere i Longyearbyen og Svalbard.

Tiril Vold Hansen mener derfor, at norske myndigheder også benytter den strengere miljøregulering som et værktøj til at navigere i dilemmaet. Hun kalder det en “grøntvasking af geopolitik”.

Hvad betyder det, at Norge grøntvasker sin Svalbardspolitik?

“Rent juridisk, hvis du læser Svalbard-traktaten, så står der jo ikke, at der skal bo nordmænd på Svalbard for at øgruppen skal være norsk. Men i praksis er det sådan man opfatter det. Norske myndigheder tænker nok også på det på den måde – at når der bor nordmænd på Svalbard, så er det et tydeligt signal om, at Svalbard er norsk. Og modsat: hvis der ikke er en stor andel nordmænd til stede, så kan det fyre op under en forestilling om, at Svalbard er et internationalt territorium.”

“Så det her med grøntvasking af geopolitik spiller ind i det. Hvis man har et strengt miljøregime, så kan det også fungere som et værktøj for befolkningskontrol. Et hårdere miljøreglement vil nemlig kunne gøre det sværere for internationale industrier – såsom turismeindustrien – at overleve. Samtidig kan man etablere flere norske arbejdspladser i forvaltning.”

Gennem miljøreguleringen kan man med andre ord nemmere opretholde et norsk familiesamfund på Svalbard – og dermed understøtte en ’tilstedeværelses’-politik. Som Vold Hansen ser det, er opretholdelse af familiesamfundet dog bare ét af flere værktøjer i myndighedernes arsenal:

“Det at have en tilstedeværelse betyder jo ikke nødvendigvis, at du skal have et norsk familiesamfund, som mest muligt ligner samfundene på fastlandet. Man kunne jo forestille sig, at norske myndigheder forvandlede Svalbard til en stor nationalpark – og at arbejderstanden bare bestod af folk, som arbejdede med forskning og forvaltning. At man lagde hele familiesamfundet ned. Det havde måske heller ikke været utænkeligt, for der har jo ikke været et familiesamfund i hundrede år. Det startede jo som en ‘company town’. Men det ville nok også være lidt svært, for ikke at sige upopulært, at gøre det – når der jo eksisterer et samfund, som har udviklet sig. Ikke uafhængigt af norsk politik, men bare hellere ikke bare som følge af det.”

Det er jo trods alt folks liv, der er tale om her. Når man omtaler det på denne måde, fremstår indbyggerne dog bare som nogle brikker i et større geopolitisk spil?

“Ja. Og det synes jeg, norske myndigheder kunne tænke lidt mere på. Også selvom de er ganske gode til at holde åbne møder, hvis der skal indføres ny regulering. Men jeg tror, at mange på Svalbard savner mere åbenhed omkring, hvad der egentlig er motivationen bag den nye politik som indføres. Hvis det er geopolitiske hensyn, som ligger til grund, kan man godt sige det. Så tror jeg også, at folk vil acceptere det mere. Lige nu oplever de lokale en meget stor afstand; at de fjernstyres fra Oslo.”

Det lader dog ikke til, at norske myndigheder har planer om at gøre Svalbard til en stor nationalpark. I deres nyeste ‘Svalbardmelding’, altså strategipapiret for norsk Svalbard-politik, fremgår det, at man hellere vil introducere tiltag, der skal gøre det mere attraktivt for nordmænd at bosætte sig på Svalbard. Mange lokale indbyggere er dog skeptiske omkring, hvorvidt det er realistisk. Tilsvarende skeptiske er man omkring en anden række tiltag, som frygtes at gøre samfundet mere klasseopdelt. Dem kan du læse mere om i næste – og sidste – afsnit. /Åsa Vigen Bardal