Retfærdige lovovertrædelser?

I Storbritannien er aktivistgruppen Palestine Action blevet seneste skud på stammen af bevægelser, der har skabt opmærksomhed ved at begå civil ulydighed. Gruppen har siden 2020 – altså også før den 7. oktober 2023 – brudt ind i våbenfirmaers fabrikker rundt omkring i Storbritannien, ødelagt materiel (fx droner) og hældt rød maling ud over fabrikkernes matrikel for at symbolisere palæstinensernes blod. Våbenfirmaerne har alle haft forbindelse til Israel – enten ved at være israelsk (som Elbit Systems) eller at handle materiel med Israel (som italienske Leonardo S.p.A.).

Mange af Palestine Actions aktivister er blevet sigtet, anholdt, og nogle af dem er endda blevet varetægtsfængslet for deres handlinger. Flere af dem er også blevet frikendt med henvisning til nødret – altså at deres handlinger kunne retfærdiggøres, fordi de hindrede produktion af våben. Våben, der dræber mennesker. Våben, der dræber palæstinensere. Fx vurderede byretten i Leicester, at aktivisters hærværk mod en Elbit-fabrik nær Leicester var nødvendige for at redde liv og hindre ejendomsskader i Palæstina.

Palestine Actions kontinuerlige lovovertrædelser var dog for meget for den daværende britiske indenrigsminister. Yvette Cooper meddelte den 23. juni sidste år, at hun ville forbyde gruppen ved at sætte dem på terrorlisten, og det blev stemt igennem af det britiske parlament en uge senere. Coopers meddelelse kom efter, at aktivister havde brudt ind på en britisk militærbase og ødelagt et fly for at sætte fokus på det britiske flyvevåbens rolle i krigen i Gaza. Forbuddet mødte stor modstand, og folk protesterede i massevis. Omkring 2.500 mennesker blev arresteret for at udvise støtte til gruppen.

Terrorstemplingen blev den 13. februar dømt ulovlig af den britiske landsret. Retten henviser til ytrings- og forsamlingsfriheden, samt at gruppens handlinger ikke er grelle nok til at forbyde dem. Shabana Mahmood, den nuværende britiske indenrigsminister, vil appellere afgørelsen om, at Palestine Action ikke er en terrorgruppe. Så sagen er ikke slut endnu.

Vold og ikke-vold

Palestine Actions handlinger har også givet anledning til en mere moralsk debat om, hvordan man skal forholde sig til deres lovovertrædelser. På den ene side sætter gruppens civile ulydigheder fokus på, at Storbritannien indirekte bidrager til folkemordet i Palæstina ved at huse våbenfirmaer, der handler med Israel. På den anden side er det ulovligt at ødelægge ejendomme, og der findes andre og mere lovlige måder at vise sin utilfredshed på.

Selvom civil ulydighed som udgangspunkt er ikkevoldeligt – altså fredeligt, men stadig ulovligt – er man ikke enige i litteraturen om, hvor grelle lovovertrædelser, man kan acceptere:

“Den mest udbredte opfattelse af det ikkevoldelige er, at man ikke udøver personskade. Altså at man ikke skader andre personers kroppe direkte ved at banke dem, slå dem og skyde dem. Men der er også nogle, som mener, at ødelæggelse af ejendom er en form vold,” siger Christian Rostbøll, professor i statskundskab på Københavns Universitet, til Føljeton.

I nyere litteratur om civil ulydighed – blandt andet med den svenske lektor og klimaaktivist Andreas Malm som frontfigur – er man gået et skridt videre og taler for en ikke-civil ulydighed: “Denne litteratur er mere accepterende over for vandalisme og kan i visse tilfælde også acceptere, at aktivister kommer i karambolage med politiet,” forklarer Rostbøll. Andreas Malm har fx opfordret til at sprænge rørledninger for at få regeringer til at tage klimakrisen alvorligt. Det skriver Malm om i bogen Sådan springer man en rørledning i luften, som tidligere er blevet anmeldt af Føljeton.

“På trods af, at den ikke-civile ulydighed er mere voldelig, følger den alligevel nogle kriterier,” forklarer Rostbøll videre. Der er et succeskriterie: At man har en forventning om, det rent faktisk kan gøre en forskel at udøve volden. Der er et nødvendighedskriterie: at man ikke kan opnå det samme mål med mildere midler. Og til sidst er der et proportionalitetskriterie, som kan forstås på to måder: enten at man proportionelt kan udøve den samme uretfærdighed, som det, man kæmper imod, eller at man ikke udøver mere vold end nødvendigt. Volden kan ikke bare udøves med frit spil, men det bør være gennemtænkt og på en eller anden måde ‘den sidste udvej’, inden man fx går ud og punkterer SUV’er i København.

Sagen om Palestine Action har medført uenighed i den britiske befolkning om, hvorvidt det var i orden at forbyde gruppen: En undersøgelse viser, at 27 pct. af briterne var imod forbuddet, mens 33 pct. var for det. Resten vidste ikke, hvad de mente om det. Ikke desto mindre er der stadig en række aktivistiske grupper, som er villige til at gå den ekstra mil for at sætte fokus på klimakrisen og folkemordet i Gaza. Men hvor langt aktivister kan gå med volden, før det bliver uacceptabelt?

Den moralske debat om civil ulydighed er et udtryk for, at der er noget, der går noget forud for juraen. Uanset, hvordan sagen om Palestine Action ender, er “det ikke en definition, der afgør, om det er rigtigt eller forkert. Det at få defineret noget er ikke et normativt argument, og det fortæller os ikke, hvad der er rigtigt og forkert,” siger Rostbøll – uden, at han forholder sig til den konkrete sag.

Samme argument kan måske bruges om domstolsafgørelser: Bare fordi en handling bryder en lov, betyder det ikke, at den ikke kan være retfærdiggjort. /Gustav Albrechtsen