Verdensfjerne formuer

I dansk politik skal der nogle gange kun en halv procent til for at udløse en hel komedie.

I Ludvig Holbergs Jeppe på Bjerget finder baronen en beruset bonde på vejen og beslutter at “spille en komedie med ham”. Jeppe bliver lagt i herskabets seng og vågner næste morgen i ren eksistentiel forvirring: “Drømmer jeg, eller er jeg vågen?”

I valgkampen 2026 udspiller der sig en besynderlig variation over samme motiv. Tre hundrede år senere er det dog ikke bonden, men direktøren, der vågner forvirret. Socialdemokratiet foreslår en formueskat på en halv procent. Straks opstår den samme holbergske tvivl: Er jeg stadig blandt de udvalgte? Eller er jeg blevet til en simpel skatteyder?

Den slags tvivl har hurtigt bredt sig til toppen af dansk erhvervsliv. Selv Mærsk-familien – som ellers nødig blander sig i dansk politik – har følt sig kaldet til at tale. Robert Mærsk Uggla, administrerende direktør i A.P. Møller Holding og barnebarn af Mærsk Mc-Kinney Møller, advarer: “En formueskat ville være skadelig for Danmark.”

Bekymringen er alvorlig. Ifølge ham er “landets økonomi ikke et nulsumsspil, og denne type fordelingspolitik risikerer at påvirke danske selskabers adgang til kapital negativt.”

I Holbergs komedie hedder undertitlen Den forvandlede bonde. I valgkampen 2026 kunne man næsten tale om den forvandlede direktør.

Reaktionerne er kommet øjeblikkeligt – og ser foreløbig ud til at gavne Mette Frederiksen mere, end hun kunne have håbet på. En række af landets rigeste erhvervsfolk har kaldt forslaget både “tåbeligt” og “vanvittigt”. Vestas’ topchef Henrik Andersen har ligefrem sagt, med en næsten fnysende fornærmelse, at han overvejer at flytte til udlandet:

“Nok er nok. Jeg kommer til at bruge en del af min tid på at finde ud af, hvor jeg så skal bo henne”.

Den, som hæver sig højt i verden, må også frygte faldet.

Hadet til de rigeste

Valgkampens begyndelse er præget af en sjælden diskussion om rigdom og retfærdighed. Socialdemokratiet åbnede slaget med forslaget om en formueskat på 0,5 procent af formuer over 25 millioner kroner – eller 50 millioner for ægtepar. Ifølge partiets egne beregninger vil omkring 22.000 danskere blive ramt.

Dermed har statsminister Mette Frederiksen fået mulighed for at sætte sig selv i klassisk socialdemokratisk scene – som socialt indigneret. Og teatret virker. Tydeligvis.

Timingen er alt andet end tilfældig. Et forslag, der rammer ganske få – men provokerer nogle af landets mest magtfulde erhvervsfolk – er næsten skræddersyet til en valgkamp.

I en live-spørgerunde på Instagram tirsdag aften blev hun spurgt direkte, hvorfor hun “hader rige mennesker”. Svaret kom hurtigt: “Det gør jeg ikke. Jeg hader ingen mennesker.”

Spørgsmålet i sig selv er politisk guld. For i en valgkamp kan rigmændenes forargelse være næsten lige så værdifuld som selve skatten. Det er i hvert fald svært at overse, at formueskatten ikke kun handler om penge – men også om at få nogle af landets rigeste til at reagere højt nok til, at resten af vælgerne kan høre det.

På sociale medier fortsætter forestillingen i samme tempo.

Liberal Alliances formand Alex Vanopslagh dukkede endda op i kommentarfeltet under statsministerens Instagram-session og spurgte, om formueskatten blot var endnu et eksempel på “misundelsesskat”. Statsministeren svarede tørt: “Jeg tror på, at vi skal løfte i fællesskab, og den strategi har du vist aldrig købt, Alex.”

Liberal Alliances formand har indtaget den måske mindst folkeforførende position i en dansk valgkamp: advokat for landets ganske få rigmænd. Ridderligt absurd.

Hvor Jeppe straks bliver despot og vil dømme folk til galgen, reagerer nutidens direktører småborgerligt og parcelhusagtigt: med fedtet forurettelse, bekymrede opslag og lange forsmåede forklaringer om, hvorfor staten ikke må røre netop deres penge.

Fjernt fra flertallet

Udspillet fra Socialdemokratiet er designet til valgkamp, mere end til en større samfundstransformation. Det er ikke ligefrem opspillet til en fransk revolution. Snarere en mindre justering i det danske skattesystem.

De største formuer er i løbet af de senere år vokset med hundredvis af milliarder. Siden 2020 har de ti rigeste familier i Danmark øget deres formuer med anslået 125 milliarder kroner.

I den blå avisdebat er forslaget om formueskatten imidlertid kommet til at lyde som finansiel dommedag. Direktører taler om kapitalflugt, tabte arbejdspladser og et Danmark, der vil bukke under.

Holberg ville have nydt scenen. I Jeppe på Bjerget lægges en fuld bonde i baronens seng for at se, hvad der sker, når en mand fra bunden pludselig får herskabets status. Resultatet er øjeblikkeligt kaos. Jeppe begynder straks at kommandere rundt med folk og true med straf. Rollen passer ham lidt for godt.

Holbergs pointe er simpel: Samfundets hierarkier virker urokkelige – lige indtil nogen begynder at pille ved dem. En formueskat på en halv procent vælter næppe dansk økonomi. Men den rokker ved noget andet: forestillingen om, at de største formuer befinder sig i en økonomisk fredningszone.

Holberg vidste, at samfundets opstyltede magthavere nogle gange afslører sig selv bedst, når nogen rokker lidt ved dem. Det er måske også derfor, at formueskatten fungerer så godt i en valgkamp. Ikke kun fordi den giver penge i statskassen – men fordi den får baronerne til at tale højt nok til, at resten af landet kan se, hvor aristokratisk og fjernt fra flertallet de lever.

Det er muligt, at formueskatten ikke ændrer ret meget i dansk økonomi – og at Socialdemokratiet ender med slet ikke at indføre den, selv hvis Mette Frederiksen genvinder magten. Men i valgkampen 2026 har den allerede vist én ting: Hvor hurtigt baroner kan begynde at lyde som Jeppe. I politik – som hos Holberg – begynder underholdningen ofte i det øjeblik, nogen skubber til magtens selvfølgeligheder. /Lars Trier Mogensen