Tomme skolegårde er succeskriteriet

Beboerne på de danske udrejsecentre oplever, at de mister deres tid. Dels fordi mange bruger timevis på at navigere i ofte uigennemskuelige asylregler, og dels fordi de bruger tiden på at bekymre sig om fremtiden. Men også fordi der ikke er andet at lave.

For en række beboere på de danske udrejsecentre er det umuligt at foretage sig det, som for andre kan være helt almindelige gøremål: Nogle må ikke tage et arbejde, en kompetencegivende uddannelse eller et danskkursus, andre må ikke have en elkedel eller et køleskab på værelset eller overnattende gæster. Og fra sidste forår er visse udlændinge uden lovligt ophold blevet forbudt at køre bil og have et gult sundhedskort.

Restriktionerne afhænger typisk af den enkeltes opholdsstatus, og i hvor høj grad de danske myndigheder vurderer, at man samarbejder om hjemsendelse. Idéen er simpel: Jo mindre samarbejdsvillig, jo mindre får du lov til. Jo sværere det er at opretholde mening i hverdagen, jo mere skal du få lyst til at forlade landet. Den tankegang er integreret i dansk lov og går under begrebet ‘motivationsfremmende foranstaltninger’, der blev indført i den danske udlændingepolitik i 1997 – og bliver brugt som myndighedernes argumentation for at frihedsberøve asylansøgere.

Fordi regeringens mål helt eksplicit er at gøre hverdagen på udrejsecentrene så trist, kedelig og besværlig som muligt, er det ikke unormalt for beboerne at beskrive udrejsecentrene som fængsler. Europarådets torturkomité har brugt samme ord om det såkaldte udlændingecenter Ellebæk i Nordsjælland, hvor alle beboere er frihedsberøvede. Her kom det sidste år frem, at asylansøgere arbejder for ned til 6 kroner i timen under det tidligere Kriminalforsorgen – der i dag har skiftet navn til Danmarks Fængsler, og som foruden Ellebæk står for driften på nabocentret i Sjælsmark og Kærshovedgård i Midtjylland.

I en upubliceret rapport om forholdene på Udrejsecenter Avnstrup, som Føljeton har læst, beskriver antropologen Carla Naur Nørremølle, hvordan de fleste af beboerne lægger “vægt på at føle sig stressede, dårligt tilpas eller fangede i deres situation.”

Carla Naur Nørremølle trækker på antropologen Stine Krøijers begreb om død tid, karakteriseret “af apati og en uvis og usikker fremtid”. Trods momentvise øjeblikke af glæde oplever beboerne, at tiden forsvinder, og at det gør det svært at have en meningsfuld hverdag.

“For beboerne er centeret en slags limbostadie, hvor de ikke kan komme videre med deres liv, og samtidigt forsøger de at skabe sig en hverdag, hvor de er. Ventetiden opleves dog ikke kun i årene, der forsvinder, men også i minutterne, timerne eller dagene der går, mens beboerne venter på mindre ting i deres hverdag,” skriver hun.

“For beboerne bliver det en kontinuert oplevelse af at blive sat til at vente uden hverken at kunne gøre fra eller til, fordi større kræfter omkring dem – enten myndighederne eller Røde Kors – beder dem om det (…) For at undgå den døde tid benytter beboerne bevidst forskellige taktikker for at holde sig travle.”

Må hente beboerne

For Røde Kors – der står for den daglige drift på Avnstrup og også leverer blandt andet omsorgsarbejde, sundhedsydelser og uddannelsestilbud på Sjælsmark og Kærshovedgård, der drives af Danmarks Fængsler – er det målsætningen, at asylansøgere i Danmark skal have en “tryg, værdig og meningsfuld hverdag”.

Men det er altså langt fra alle beboere, der faktisk oplever den sådan.

Det er i det vakuum, den gruppe af billedkunstnere, som Føljeton har fulgt over det sidste år, hver onsdag inviterer beboerne på de to udrejsecentre Avnstrup og Sjælsmark i kunstskole. Her forsøger de – som vi beskrev i første afsnit af føljetonen – at skabe en mening for beboerne i en ellers meningsløs hverdag.

Den ene af kunstnergruppens medlemmer er skulpturkunstneren Tine Hecht-Pedersen, der tit må gå rundt i afkrogene af udrejsecentrene for at hverve deltagere til dagens kunstskole.

“Nogle gange sætter vi vores borde ud i gangen eller helt ud på græsplænen, så man kan se os. Og så går vi ned og banker på døren,” siger Tine Hecht-Pedersen til Føljeton.

For at vise “tryghed og medmenneskelighed” tager hun sommetider et forklæde over sit tøj, når hun går rundt i gården for at få dem til at deltage. Så ligner hun “mere en mormor”, siger hun.

“Nogle mennesker lyser op, når man siger, man er frivillig. Skuldrene sænker sig,” uddyber hendes kollega Karen Land Hansen.

Få hyggelige rum

De fleste, der bor på Sjælsmark, er enlige voksne uden børn. Derudover fungerer udrejsecentret som beredskab og er derfor inden for de seneste år blevet gjort klar til at kunne tage imod over 500 ukrainske flygtninge, der er kommet til Danmark på særlov og altså ikke er asylansøgere. Det kan blandt andet ses i Sjælsmarks store gymnastiksal, hvor der står rækkevis af køjesenge klar til næste ryk. Asylansøgerne på Sjælsmark har deres egne værelser.

En af dem er en ung 17-årig kvinde, der er kommet alene til Sjælsmark fra Iran. Hun vil også gerne med i kunstskolen, for hun har alligevel ikke andet at lave, siger hun med hjælp fra Google Translate, mens hun åbner døren til sit værelse. Der er hvidt og gråt, ingen møbler, og gardinerne er trukket for, selvom klokken er 15, og der er 25 grader udenfor. Vi er i den fløj, der kun tilhører kvinder. For nylig blev det besluttet at dele mændene og kvinderne op på Sjælsmark, fordi flere af de kvindelige beboere følte sig utrygge ved opmærksomheden fra centrets mænd.

På både Avnstrup og Sjælsmark har kunstskolen sit eget rum, der skiller sig ud fra de ellers spartanske omgivelser. De fleste øvrige rum er næsten tomme for møbler – med undtagelse af en opholdsstue i Sjælsmark, som beboerne har været med til at indrette, og en café i Avnstrup, hvor beboerne har kunst på væggene.

På væggene i kunstskolen hænger der farverige tegninger, malerier og collager, som beboerne ligeledes selv har lavet. I vindueskarmene står skulpturer i forskellige materialer. Ifølge Karen Land Hansen var bare det at søge om lov til at bruge lokalerne en stor læring om det danske udlændingesystem:

“Da vi først kom på Sjælsmark, var klubben og børnehaven det eneste hyggelige sted, indtil Røde Kors havde fået tilsagn fra Udlændingestyrelsen på en ansøgning om at få aktivitetsrum. Den sagsbehandling tog omkring ni måneder, så vidt jeg husker.”

Allerede for 20 år siden foreslog Folketingets Ombudsmand en forbedring af “bokvaliteten” på asylcentrene, så de “afspejler den lange opholdstid”. Men der er ikke meget, der har ændret sig på tyve år.

“Regeringen vil (…) lægge vægt på, at børnene har brug for trygge omgivelser, og det nye udrejsecenter skal derfor ikke være omgivet af hegn,” lød det i et forståelsespapir, da den forhenværende S-regering besluttede at få børnene ud af Sjælsmark, som blandt andre SF gik til valg på i 2019.

Mens børnene året efter blev flyttet til Avnstrup fra Sjælsmark, er hegnet der stadig. På Avnstrup er alle døre som udgangspunkt aflåst, hvis ikke lokalerne er i brug. På begge centre er fællesområderne som udgangspunkt tomme.

Sådan er det også på Kærshovedgård i Jylland. Her har Folketingets Ombudsmand efter et besøg konkluderet, at omgivelserne var “begrænsende for grundlæggende livsførelse” og derfor anbefalet en screening af nye beboeres selvmordsrisiko.

Ikke et fængsel

De danske udrejsecentre er Christiansborgs foretrukne mål, når der laves stramninger på udlændingeområdet. Med den nyligt foreslåede udvisningsreform beskriver SVM-regeringen, hvordan udrejsecentret Kærshovedgård i Ikast i dag har fået “de mest restriktive vilkår (…) nogensinde”.

Det skal altså ikke være rart at opholde sig på et udrejsecenter. “Derfor skal de heller ikke kunne køre rundt og leve et almindeligt liv i Danmark. De skal rejse hjem,” sagde den forhenværende udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad (S), da friheden for asylansøgere uden lovligt ophold blev indskrænket sidste forår.

For tiden er der ekstra stille på de danske udrejsecentre. Det skyldes, at antallet af beboere er faldende, blandt andet fordi antallet af asylansøgninger er på et historisk lavt niveau. Regeringen kalder det et udtryk for, at strammerpolitikken virker.

“Hvor er alle henne? Her er så kedeligt”, råber to mænd, der sidder i hver deres hvide plastikstol, da Føljeton besøger Sjælsmark en sommerdag.

“Jeg plejer at sige, at det er et succeskriterium, at der er tomt,” siger en Røde Kors-medarbejder. Ikke fordi antallet af asylansøgninger er lavt, men fordi stilheden i skolegården kan betyde, at flere har fået opholdstilladelse, forklarer han.

To medarbejdere ansat af Danmarks Fængsler dukker en anden dag op i kunstskolen for at lokke beboere med i en turnering på den enorme og altid tomme fodboldbane. Til Føljeton forklarer de, at beboerne har det med at tro, at de er betjente. Det skyldes, at deres arbejdsgiver påkræver dem at bære uniform på Avnstrup, selvom deres arbejde reelt ikke har noget politiet at gøre.

“Hvis du vidste, hvor mange gange jeg har skrevet og spurgt om vi må få nogle nye uniformer,” siger den ene. “Derfor bruger vi meget tid på og gør meget ud af at forklare beboerne, at Sjælsmark ikke er et fængsel.”

/Emma Louise Stenholm, fotos af Frederik Danielsen

Alle beboere er anonymiserede af hensyn til deres sikkerhed. Føljeton er bekendt med deres identitet. Flere af de interviewede personer bor ikke længere på Avnstrup og Sjælsmark.