En ny flygtningekrise

Sent onsdag aften overraskede den britiske indenrigsminister Shabana Mahmood med et besøg i Nordsjælland. Labour-ministeren er rejst til udrejsecentret Sjælsmark i Hørsholm, hvor hun taler med betjente fra Danmarks Fængsler, vandrer rundt på de sterile værelser og får serveret bleghvide toastbrød og en Arla-skolemælk i kantinen.

I en video slået op på hendes Facebook-profil man høre Mahmood forklare, hvorfor Danmark er en stor inspiration for regeringen i Downing Street, der gang på gang er blevet kritiseret for at dreje sig for langt mod højrefløjen – og samtidig stjæle de danske socialdemokratiske idéer.

“Den danske regering har vist, at man kan være fast og retfærdig i migrationsspørgsmål. Den har vist, at man kan give sikkerhed til dem, der har brug for det, samtidig med at man genopretter orden og kontrol ved sine grænser,” siger Mahmood. Hun fremhæver også, at Danmark har fået antallet af asylansøgninger ned på et historisk lavt niveau, og at hun vil kopiere en række af de danske tiltag.

Besøget fandt egentlig sted i sidste uge og er gået under radaren indtil nu. Også selvom Mahmood mødtes med udlændingeminister Rasmus Stoklund (S).

Det skyldes måske, at den store lancering af Mahmoods planer først kommer i dag, torsdag, hvor hun fremlægger en række nye stramninger. Blandt andet vil hun gøre det sværere for migranter at opnå permanent ophold i Storbritannien ved at forlænge ventetiden fra fem til 10 år. Samtidig vil ministeren fratage støtten til asylansøgere, der “bryder loven eller arbejder ulovligt”, og desuden smide dem ud af deres boliger. Alt sammen med den danske statsminister Mette Frederiksen (S) som forbillede.

Dynamikken er hverken ny, overraskende eller opfindsom: Ifølge Politicos opsummering af den danske inspiration, er Mahmoods nye regler selvsagt et forsøg på at “neutralisere” højrefløjen i Storbritannien. Ikke mindst notoriske Nigel Farage, der stadig er højt elsket blandt de største strammere – en gruppe, der stadig vokser.

Pendulet går kun én vej.

9 millioner nye flygtninge

Mahmood er ikke ene om at hente dansk inspiration. Torsdag rykker EU også videre med at diskutere et opdateret udsendelsesdirektiv, som Danmark trods sit retsforbehold har stået i spidsen for at presse på for. Kort sagt skal direktivet gøre det nemmere at udvise migranter og flygtninge, hvis de kan sendes tilbage til deres hjemland eller et af de lande, som EU vurderer er sikre.

EU står lige nu et sted, hvor antallet af asylansøgninger falder markant. Ifølge nye tal fra EU’s asylagentur EUAA er der 20 pct. færre, der søgte asyl i Europa sidste år sammenlignet med året før. Langt de fleste asylansøgninger kommer i dag fra Afghanistan, mens EU oplever et fald fra Syrien, Bangladesh og Tyrkiet.

Men inden for kort tid kan det billede blive vendt om på grund af det, der sker i Iran.

“Med en befolkning på cirka 90 millioner kan selv en delvis destabilisering medføre flygtningestrømme af et hidtil uset omfang,” skriver EEAA i en ny rapport og fastslår, at hvis bare 10 pct. af den iranske befolkning flygter ud af landet, vil det være det “største antal flygtninge, som EU har skullet tage sig af i årtier”.

For nu kalder EU-agenturet estimatet “spekulativt”. EU-Kommissionen har heller ikke udtrykt en større bekymring for, at et større flygtningepres er under opsejling med situationen i Iran. Så sent som tirsdag holdt de fast i, at de ikke ser nogen større “grund til at tro, at der er ændringer i migrationsstrømmene”.

Aftaler med Libyen og Libanon

Men EU-Kommissionen har tilsyneladende sin egen løsning. Mens EU skal drøfte det nye hjemrejsedirektiv, skal man samtidig også se på, hvordan EU kan styrke samarbejdet med Libyen og Libanon – hvor Røde Kors for sidstnævnes vedkommende advarer om “virkelig, virkelig store humanitære konsekvenser”, og mange allerede er internt fordrevne efter de seneste ugers bomber.

Der er endnu kommet meget lidt frem om, hvad et sådant styrket samarbejde med to lande vil betyde. Men EU har allerede aftaler med dem begge.

I 2024 gav kommissionsformand Ursula von der Leyen en hjælpepakke på 1 milliard kroner til Libanon, mod at regeringen “til gengæld [ville] forhindre mennesker, herunder syriske og palæstinensiske flygtninge og libanesiske statsborgere, i at forsøge at nå de europæiske kyster.”

EU finansierer også den libyske kystvagt i Libyen, som FN ifølge Al Jazeera beskriver som “et miljø, hvor menneskesmuglere og væbnede grupper kan begå omfattende og systematiske overgreb mod migranter uden at blive straffet”.

Ligesom det i begyndelsen af året kom det frem, at EU har planer om at oprette et maritimt redningskoordinationscenter i Benghazi, som den 82-årige libyske feltmarskal Khalifa Haftar skal stå i spidsen for. The Guardian bringer i dag et længere portræt af Haftar, som de skriver “styrer Libyen” – og dermed også hele Europa:

“Hans styrker kontrollerer oliefelterne og eksportterminalerne i det centrale Libyen. Hans kyststyrker overvåger den østlige kyst og styrer smuglerruterne, der bidrager til Europas migrationskrise. Hans baser huser de udenlandske militærstyrker, der bidrager til krigen i Sudan. For europæerne, der står over for migration, energisikkerhed og regionale afsmittende virkninger, kontrollerer Haftar alt, hvad der betyder noget,” skriver The Guardian. “Dette system støttes udefra af udenlandske magter og holdes sammen internt ved hjælp af tvungen tavshed.”

Nogen må sige noget, men den danske regering bliver næppe de første. /Emma Louise Stenholm