Samlet om maden

På Udrejsecenter Avnstrup er det ikke alle, der må bruge køkkenerne. Det gælder eksempelvis de kvinder, der sidste år blev overflyttet fra Kærshovedgård til Udrejsecenter Avnstrup. Fordi kvinderne ikke måtte lave deres egen mad på Kærshovedgård – hvor regeringen bevidst begrænser beboernes rettigheder til det yderste – skulle der ifølge Udlændingestyrelsen så “vidt muligt ikke (…) ske en vilkårsforbedring‚” da de flyttede til Avnstrup.

Det betyder, at beboerne på Avnstrup i dag er delt op, når der er aftensmad. Nogle står i kø til en madordning, mens andre bruger køkkenerne som den eneste mulighed for at holde fast i familiens kultur.

På kunstskolerne i Avnstrup og Sjælsmark, som Føljeton har besøgt over det sidste år, er maden i stedet blevet til et fælles projekt i The Kinship Table: Over en række eftermiddage har over 70 af udrejsecentrenes beboere formet skåle og tallerkener i keramik og trykt dugene til et langbord, som de over flere gange mødes for at spise om.

På dagens besøg i Sjælsmark skal vi lave tallerkener og tryk på den dug, der skal bruges til middagen. På et stykke stof på væggen i kunstskolen hænger tegninger og malerier af en række madretter og dertilhørende opskrifter. Baked buns, tarte flambée og en karryret på mestendels øjemål. På en normal dag i kunstskolen er der mellem fem og ti gæster. I dag er vi nærmere 40.

Det skyldes, at Sjælsmark ud over at være et udrejsecenter også er blevet et beredskabscenter, der tager imod flygtninge fra Ukraine. Et stort hold er netop ankommet til Sjælsmark. Fordi de er på særlov og ikke er asylansøgere, er Sjælsmark blot et midlertidigt opholdssted i fire til otte dage. Derefter anvises ukrainerne typisk til en bolig på sygehuse i Holstebro og Løgumkloster, siger en medarbejder fra Danmarks Fængsler.

En midaldrende kvinde er lige kommet fra Kharkiv. Hun har strikket lilla sokker og spørger efter noget garn. Hun har været her i tre uger. “Jeg er blevet sendt hertil fra kommunen, og jeg ved ikke, hvor længe jeg skal være her,” siger hun med hjælp fra Google Translate.

De fleste smiler og fordyber sig. En af deltagerne bryder sammen, da hun får at vide, at hun ikke kan tage tallerkenen med tilbage på værelset. Den skal bruges til kunstprojektet The Kinship Table, der både danner rammen om et fælles måltid, men til sommer også skal udstilles på Kunstcenter Gammelgaard i Herlev og Taarbæk Kirke. Dele af det tidligere fremstillede kunsthåndværk har allerede været vist på Kreativt hus for børn i Roskilde.

“Det er deltagernes bord, selvom det er os kunstnere, der planlægger det og viser, hvordan man kan gøre det. Men hvad de ligesom gør i processen, det er deres. Det er vigtigt for os, at The Kinship Table er et deltagerbaseret kunstprojekt. Ellers bliver det kun et socialt projekt. Det skal det ikke være. Vi formidler deltagernes produkter videre på en kunstnerisk måde,” siger Tine Hecht-Pedersen til Føljeton.

Hver gang billedkunstnerne Tine Hecht-Pedersen, Hanne Ravn Hermansen, Karen Land Hansen, Rau Flyvbjerg Nielsen, Gitte Ladegaard, Tina Kallehave og Marie Flarup Kristensen tager hjem fra dagens kunstskole, deler de dagens oplevelser med hinanden i opsummerende noter på e-mail. Som det lyder efter en sommerdag på Sjælsmark:

“Skåledekorationerne udfoldede sig og dejlige samtaler, to kvinder fra Eritrea talte engelsk og en ung kvinde fra Iran, som kunne oversætte til farsi på sin telefon, hun havde ligget i sin seng, men kom op og fulgtes heldigvis med til værkstedet. Kvinderne fra Eritrea er kristne ortodokse og har faste nu, indtil påsken, de må spise kl. 15, uanset hvor i verden de er. Så der var madsamtaler og naturlig oprydning, så de kunne komme hjem og lave mad.”

Ofte lægger kunstnerne billeder fra dagen op på kunstskolens Instagram artatsjaelsmark. Men aldrig af ansigter, og kun med kunstværkerne eller de hænder, der har fremstillet dem. Det er et princip for kunstnerne, fordi mange af beboerne på udrejsecentrene føler sig utrygge, og deres fremtid er usikker. Derfor er det ikke alle, der vil genkendes.

For gammel mad

Første gang, Føljeton er på besøg i Avnstrup, går der rygter om, at madordningen for de kvinder fra Kærshovedgård, der er blevet flyttet til Avnstrup, er for gammel.

I et folketingsspørgsmål er Udlændinge- og Integrationsministeriet blevet bedt om at følge op på en række indsendte klager om, at “maden i flere tilfælde udløber, inden den skal spises, eller allerede har overskredet udløbsdatoen ved leveringen, og at emballagen i nogle tilfælde er begyndt at boble”.

Hertil svarer ministeriet, at der “ikke [er] forskel på kvaliteten af den mad, der leveres via ordningen i Udrejsecenter Avnstrup og den mad, som de enlige kvinder tidligere fik i Udrejsecenter Kærshovedgård.”

Derudover skriver de følgende:

“Røde Kors har oplyst over for Udlændingestyrelsen, at de ikke har oplevet problemer i forhold til holdbarhed eller overskreden udløbsdato. Det samme har leverandøren bekræftet ved forholdelse af problemstillingen. Den etablerede ordning er etableret som en pilotordning, der vil blive evalueret i løbet af 2025.”

Den omtalte leverandør er virksomheden Det Danske Madhus, der – ud over cateringtilbud til private – leverer færdigretter til ældre i eget hjem og på plejeinstitutioner gennem aftaler med en række danske kommuner. Det Danske Madhus oplyser til Føljeton, at de leverede mad til Avnstrup i perioden fra den 1. januar til 31. maj 2025 på en kontrakt, der ikke blev forlænget.

De kender ikke “umiddelbart” til resultatet af evalueringen af pilotordningen, siger Det Danske Madhus’ presse- og kommunikationsansvarlige Bjørn Rasmussen. “I forbindelse med kontraktens udløb modtog vi ros for samarbejdet.”

Det Danske Madhus leverer i dag kun mad til Udrejsecenter Kærshovedgård. Indtil i år leverede de også mad til Sjælsmark på en kontrakt, der ifølge Det Danske Madhus udløb den 31. januar.

Føljeton har søgt aktindsigt hos Miljø- og Fødevareministeriet for at undersøge hvilke klager, de har modtaget over maden på de danske udrejsecentre siden 2015. Ingen af klagerne omhandler madordningen for de kvinder, der i 2024 blev flyttet fra Kærshovedgård til Avnstrup. Og ingen tidligere klager på Sjælsmark har ført til anmærkninger til Det Danske Madhus på Fødevarestyrelsens efterfølgende kontrolbesøg.

Integreret i æblekage

I fælleskøkkenet på Avnstrup står Ira og forbereder en gryderet. Hun er netop kommet til Avnstrup fra Sverige og er alene med sine to børn på fire og et år. Børnene viser stolt deres værelse frem, som nærmest er tomt: kun et lagen på sengen og en oplader i væggen.

Kunstnergruppen fandt på The Kinship Table, fordi mad er “så vigtig en del af vores liv på tværs af kulturer”, siger de.

“Projektet skal vise, at der ikke er forskel på os. Uanset hvem du er i verden, må du altid gerne komme indenfor. Mad er jo en del af alle kulturer,” forklarer Tine Hecht-Pedersen. “Mad er et universelt samtaleemne. Man deler både et måltid og tillid,” uddyber Karen Land Hansen.

Derfor har de dedikeret en del af kunstskolens onsdage og ekstra workshopweekender til at forberede langbordet. I starten af året mødtes op til 35 mennesker for at spise sammen, hvor kunstnerne selv var seks med. Beboere, der ellers ikke normalt deltager i kunstskolen, dukkede op, var med til at samle opskrifter, dække bord og stå i køkkenet; lave hummus, daal og æblekage.

“Da jeg stod sammen med unge og lavede en dansk æblekage, var der flere, der sagde, at den kendte de. De var godt integreret i en gammeldags æblekage,” siger Tine Hecht Pedersen. “Det at kunne samle folk om et måltid, som de selv var med til at lave, skaber et fællesskab i den stressede situation, beboerne er i. Folk bliver stressede af at være på udrejsecentrene. Forældrene er så stressede, at nogle næsten ikke kan passe deres børn.”

Det næste Kinship Table dækkes en onsdag i april i Sjælsmark, men kunstskolen fortsætter også, når det sidste fælles måltid er spist. Håbet er, at nye projekter konstant kan gro ud af de tidligere, præcis som de har gjort før.

For det er ikke første gang, kunstnergruppen laver projekter som The Kinship Table. Fra 2020 til 2022 tog de initiativ til en række kunstworkshops under navnet Ceramic Reliefs/Imprints in Clay, hvor beboerne på udrejsecentrene lavede keramikrelieffer, der blev udstillet på Hørsholm Bibliotek og nu hænger permanent i Avnstrup.

I samme periode fremstillede beboerne tallerkener og underlag til tekander, der skulle gives til politikere og andre enkeltpersoner, der kunne invitere til te og dermed “starte samtaler, der fokuserer på at forbedre rettighederne for migranter og flygtninge i Danmark og globalt”.

Det fælles tredje

For kunstnerne er håndværket bag keramikken og måltidet en god samtalestarter om det, de i kunstskolen kalder det fælles tredje. Det fælles tredje er et begreb, der blandt andet er brugt i pædagogikken og psykiatrien, når to eller flere mennesker er sammen om et tredje objekt eller en arbejdsproces, der ændrer rammerne for samværet.

“Jeg taler ikke så tit om kunstskolen som terapi. Men det fælles tredje er godt til at beskrive det, vi laver og er sammen om,” siger Karen Land Hansen. Tine Hecht-Pedersen supplerer:

“Vi kommer ind bag mennesker på en helt anderledes måde. Det, man laver med hænderne, giver en god nærhed og kommunikation i stedet for at spørge, hvordan de har det. Nogle gange har man bare lyst til at sidde ved siden af nogen og mærke. Det har jeg lært rigtig meget af,” siger hun og fremhæver en ung dreng på Avnstrup, hun kalder et af sine “sjælebørn”.

“Han er en skøn dreng, men laver nogle gange ballade. Her lavede han den smukkeste tallerken, han blev ved med at modellere. Det var en fantastisk oplevelse at se, hvordan han bare løb af sted og skulle vise den til sine forældre. Det var ikke vigtigt for ham at få den med hjem. Han skulle bare vise den og så stille den op i informationen. Det betyder noget for hans selvforståelse.”

For mange af beboerne har det også givet selvtillid, når de efter eget ønske har fået deres navne på The Kinship Tables udstillingsplakat.

Karen Land Hansen har ligeledes haft “en meget tankevækkende oplevelse, da hun en dag var alene i Sjælsmark”.

“Der var tre eller fire deltagere, og den sidste blev. Det var en ung mand fra Iran, der spurgte mig, om jeg var troende. Jeg blev pludselig bevidst om, hvad det betød. Han havde været igennem en proces og var kommet frem til at tilgive i forhold til sit eget liv. Det ramte noget i mit eget. Jeg blev helt stum,” siger Karen Land Hansen og understreger, at det oftest er kunstnerne, der lærer af beboerne og ikke omvendt.

“Det handler også om at give. At alle kan give til hinanden. Der er ikke nogen, der ikke har noget at give. Det er et vigtigt ord. Det er den generøsitet, der ligger i projektet, og det at vi er forbundne,” fortsætter hun. “Vi møder altid utroligt stor venlighed, høflighed og varme.”

/Emma Louise Stenholm, fotos af Frederik Danielsen

Alle beboere er anonymiserede af hensyn til deres sikkerhed. Føljeton er bekendt med deres identitet. Flere af de interviewede personer bor ikke længere på Avnstrup og Sjælsmark.