Kære læser

Valgkampens papegøjesnak

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Her en uges tid inde i valgkampen er meget ved det gamle. Socialdemokratiet forsøger at vinde vælgernes gunst med forslag om tidligere pension, Alternativet harcelerer mod landbrugets svineri, og Dansk Folkeparti vil stadig ikke lade muslimer være i fred. Skakspillets brikker står med andre ord, som de plejer. Men en nytilkommen aktør er ved at ændre på reglerne i opmærksomhedskrigen: Chatbotten.

OpenAI’s ChatGPT blev lanceret i slutningen af november 2022. Folketingsvalget bliver dermed det første, hvor politikere og vælgere har adgang til generativ kunstig intelligens. Hvad kan snart ikke gå galt?  Uanset hvor tåkrummende Troels Lund Poulsen end var som KI-genereret Rambo, må vi nok desværre se i øjnene, at vi indtil videre kun har set toppen af sloppen.

Timm Bøttger, der er folketingskandidat for SF i Sydjyllands Storkreds, skriver alle sine debatindlæg og opslag på sociale medier i valgkampen med en chatbot. Andet ville ganske enkelt være for tidskrævende, siger han til DR: “I stedet for at jeg sidder og bruger flere timer på at finde de rigtige formuleringer og gør sproget flydende, så er det hurtigere at bruge den kunstige intelligens, når vi nu har den.” Jamen, det er da også et totalt urimeligt krav at stille til en politiker, at de selv skal formulere deres politik?

Andre opstillede kandidater bør nok være varsomme med at gøre Bøttger kunsten efter. I et berømt studie fra 2021 konkluderede den amerikanske lingvist Emily Bender sammen med sine kollegaer, at chatbots bedst kan forstås som såkaldte stokastiske papegøjer. Ligesom papegøjer efterligner botten den menneskegenererede data, den er blevet fodret med – men helt uden at forstå, hvad den betyder. Den har intet begreb om sandt og falsk, men er blot programmeret til at gætte på det statistisk mest sandsynlige svar.

Lektionen er ikke, at outputs fra chatbots er ubrugelige, men at de bør betragtes på lige fod med ytringer fra en særligt snakkesalig papegøje. Det kunne man jo som folketingskandidat med fordel overveje, inden man begynder at prompte sig til fremtidens regeringsgrundlag. En papegøje som politisk rådgiver: Kakadue ikke selv høre, hvor dumt det lyder?

Vælgere i vildrede

Det er ikke kun politikerne, men også vælgerne, der risikerer at fare vild i papegøjesnak. På få år har chatbots gjort sit indtog i hverdagen, hvor de gerne bruges som små hjemlige konsulenter i stort set alle aspekter af tilværelsen fra parforhold til pastaopskrifter. Derfor er det da også sandsynligt, at mange danskere vil få teknologien til at hjælpe sig med at sætte et kryds i stemmeboksen. “Det er ikke bare et sandsynligt scenarie. Det er et uundgåeligt scenarie,” siger Thomas Ploug, professor i kunstig intelligens og dataetik ved Aalborg Universitet, til faktatjekmediet TjekDet

Konsekvenserne viser sig allerede. En undersøgelse fra TV 2 viser eksempelvis, at ChatGPT har en forkærlighed for Radikale Venstre. Det giver måske meget god mening med tanke på, at chatbotters statistisk sandsynlige svar ofte placerer sig halvkedeligt inde i midten af enhver kontrovers.

Men botterne kan også trække én ud på yderfløjene. Spørger du Metas chatbot ind til den bedste kandidattest, foreslår den ofte ikke de gængse fra DR, Altinget eller TV 2, men derimod testen fra mediet Modstrømmen. “Den er faktabaseret,” skriver chatbotten til organisationen Digitalt Ansvar, der har undersøgt sagen.

Modstrømmen er et medie drevet af Mitchel Oliver Vestergaard, der er politisk rådgiver for Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt. For blot at illustrere det ideologiske landskab, Vestergaard befinder sig i, skriver han følgende i et debatindlæg fra februar med titlen ‘Daddy’s Home’: “De unge, der rykker til højre, gør det ikke med skum i mundvigene. De gør det med stolthed, rank ryg og et fremadskuende blik. Og de har tænkt sig at rydde op. Far er nemlig kommet hjem. Og han er kommet for at blive.”

Godt så, men kan far lave valgtests? Tja, Modstrømmens test består af 16 spørgsmål, der udelukkende handler om klassiske DF-mærkesager som tørklædeforbud og danskkundskaber i ældreplejen. Særligt morsomt bliver det, når testen spørger ind til, om rockeren Fasar Abrar Raja – ham fra TV 2-dokumentaren “Den Sorte Svane” – bør få annulleret sit statsborgerskab. Det er jo næsten, som om man forsøger at påvirke et eller andet.

Mindre sjov er dog den demokratiske skade, som testen risikerer at forvolde. Som direktør i Digitalt Ansvar Ask Hesby Holm forklarer til DR, ved vi fra sidste valg, at omkring 100.000 vælger at skifte parti på grund af valgtests. Med det vildledende domæne valgtesten.dk får den DF’ske test en aura af seriøsitet, der utvivlsomt allerede har fået mange vælgere til at hoppe i fupgryden.

Man kan ønske sig, at de sidste tre uger af valgkampen byder på mindre misinformation og papegøjesnak – uanset om den går mod eller med strømmen. /Claes T. Sørensen

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12