Yuya Shino/Reuters/Ritzau Scanpix
Man skal vide hvornår man skal trække sig. Selvom kokke-kollegaen Henrik Boserup i et bizart interview med P1 Morgen havde gjort sit bedste for at forsvare Nomas René Redzepi ved at påstå, at der altså ikke var tale om vold, når Redzepi ifølge The New York Times slog ansatte i maven og stak dem i benene med køkkenredskaber, ja, så blev presset alligevel for meget for Noma.
Natten til torsdag meddelte verdens tidligere bedste restaurant – meget godt timet med åbningen af dens pop-up i Los Angeles, hvor en menu koster små 10.000 kroner – at René Redzepi trækker sig som chef for Noma. Han er i øvrigt virkelig ked af det, så det skal blive spændende at se, hvordan stjernekokken vil nyfortolke retten kendt som “tudekiks”.
Måske kan Redzepi servere den for USA’s krigsminister Pete Hegseth, som tilsyneladende også er lidt af en lækkermund. Ifølge flere amerikanske medier brændte Pentagon svimlende 93 mia. dollars af sidste september, hvorunder Hegseth altså brugte 6,9 mio. dollars på hummerhaler og 15,1 mio. dollars på ribeye-bøffer.
Det er alligevel frås med skattepenge i en skala, så selv tidligere Farum-borgmester Peter Brixtofte ville vifte anerkendende med sin flaske Petrus. Alligevel blegner hummer-indkøbene i forhold til de pengebeløb, USA meget bogstaveligt skyder mod Iran. Vel at mærke i en krig, ingen i Det Hvide Hus helt kan forklare formålet med.
Ifølge Pentagons egen opgørelse brugte man 5,6 mia. dollars på krigsmateriel i løbet krigens første to døgn, mens hele 11,3 mia. dollars var blevet sprængt væk på bare de første seks dage. Voldsomme, uforståelige summer, som altså også er blevet brugt på at dræbe uskyldige iranske børn.
Som tingene står, kan alting dog blive enormt meget dyrere. Ikke kun for USA, men for os allesammen. Med miner i Hormuzstrædet, en historisk stor frigivelse af oliereserver fra Det Internationale Energiagentur samt en rundtosset Lars Aagaard (S), der opfordrer danskerne til “please, please, please” at lade bilen stå hvis muligt, begynder det unægteligt at lugte af inflation og energikrise à la 1973.
Hvilket bringer os tilbage til det med at trække sig: Efter en fem minutter lang telefonsamtale med USA’s præsident, kunne Axios onsdag berette, at krigen ifølge Donald Trump vil slutte “snart”, da der “praktisk talt ikke er noget tilbage at sigte mod”. Umiddelbart ligner det en meget trumpistisk vej ud af en krig, som allerede er uhørt upopulær blandt USA’s befolkning, og som kun vil blive mere upopulær, når amerikanerne næste gang skal tanke deres Chevrolet Silverado.
At det i sidste ende vil være benzinpriserne og ikke de humanitære omkostninger ved krigen, der gør udfaldet, kan selvsagt give en lyst til at scream into the void lige så voldsomt, som René Redzepi har skreget af Nomas ulønnede praktikanter. Men som satiremediet McSweeeney’s bemærker, kan the void – altså tomrummet – heller ikke tage det mere.
Tomrummet opfordrer til, at vi i stedet gør noget proaktivt, måske endda forsøger at gøre verden til et bedre sted. Vi tænker at begynde med en klimaneutral cykeltur i forårsvejret. /David Dragsted