Kære læser

Påfuglen Lars Løkke

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Peacocking er et begreb, desperate mænd i manosfæren længe har kendt til: Forestillingen om, at du som en påfugl kan gøre noget opsigtsvækkende ved dit udseende og dermed tiltrække kvinder en masse. Noget, som ikke mindst blev populariseret af misogyne pick-up artists tilbage i 00’erne, og som på en eller anden måde er begyndt at sive tilbage i massekulturen. Nu med den krølle på påfuglehalen, at du også bare kan stikke ud ved at sige noget vanvittigt. Intet betyder alligevel længere noget – andet end den opmærksomhed, du får.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) er måske en lidt uventet pick-up artist. Alligevel synes han at have forstået det vælgertiltrækkende potentiale i at peacocke. Der er selvfølgelig piben, som han belevent vifter alle vegne. Men der er også det vidt delte interview i Euroman (som vi havde med i ‘Et sidste ord’ torsdag), hvor Løkke påstår, at han sommetider børster tænder med håndsæbe.

Man kunne kalde udenrigsministeren en fri fugl. Alternativt kunne man påpege, at Løkke blot ryster så tillokkende med fjerene, at medie-Danmark straks får fordummende stådreng. I P1 Morgen spildte de fredag endda tid på at interviewe en tandlæge om, at det er en dårlig idé at bruge håndsæbe. Tjo, det er også bare en dårlig idé at danse efter Løkkes trolde-pibe, bedst som meningsmålingerne viser, at hans rolle som kongemager er ved at glide ham af hænde.

Et vigtigt (men måske underfortalt) aspekt af den aktuelle valgkamp er, at en ny EU-forordning om politisk reklame trådte i kraft sidste år. Forordningen har nemlig medført, at Meta har bandlyst politiske annoncer på Facebook og Instagram. Altså kan partierne og folketingskandidaterne ikke længere spamme de sociale medier med målrettede annoncer til specifikke vælgergrupper; væk er de vilde 2022-folketingsvalgkamps-tider, hvor Liberal Alliance brugte 2,6 mio. kr. og Socialdemokratiet 1,13 mio. kr. på Facebook-annoncering.

Kampagnespillet er nu et helt andet. På SoMe må politikerne lave larm ved enten at trække på influencere (se Løkke hos Twitch-streameren Søndergaard), eller ved at sige noget med så meget meme-potentiale, at det bliver delt organisk (se Løkke i Euroman). Desuden er der alle dem, som alligevel ikke kan holde sig på måtten. Som Ingeniøren og DR har kunnet afsløre, er Jacob Mark og flere andre SF’ere fx kommet til at bryde reglerne og alligevel lave politisk reklame på Facebook. Synes ikke godt om.

Så er vi nu bare dømt til, at enhver politiker får sin egen pibe, vest eller stupide tandbørstningsrutine? Vi kan jo slutte på noget, Søren Kierkegaard skriver i sin notesbog tilbage i 1840 – bemærkelsesværdigt nok om en “Troels Lund”:

“Troels Lund fortalte, at han da han som Dreng […] saa ivrigen ønskede at faae en Pibe, og fik en at laane, og alle Ønskers Maal var ham dengang at eie en Pibe; 20 Aar senere fik han netop den samme Pibe til Foræring, ak hvor meget havde han ikke ønsket siden den Tid.”

Tiden skal forhåbentlig nok komme, hvor piben får en anden lyd, og politisk påfugle-selvudstilling ikke længere er noget alle ønsker sig. /David Dragsted

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12