Manosfæren for modne mænd

På en råkold februarmorgen har Føljetons udsendte fået lov at deltage i det halvmånedlige møde i faderklubben; Hemingway Club Hvidovre, der blev stiftet for mere end ti år siden som en af de første af i alt 55 klubber. Det faktum, at journalisten er knap halvt så gammel, som forskrifterne påkræver, lader heldigvis ikke til at være det store problem.

Om man er mand nok eller ej, er heller ikke på dagsordenen i Risbjerggaard Kulturhus denne mandag formiddag. Der er kaffe på kanden, og en indbydende varme breder sig som en sagte ild i de forfrosne lemmer. Med mandhaftig myndighed byder landsformand Ivan Partov hjertelig velkommen til alle mand, gråsprængte såvel som de af os, der i klubbens øjne endnu er våde bag ørerne.

Gennemsnitsalderen i lokalet er, foruden undertegnede, på den gode side af 70 år. Mand til mand hilser de tilstrømmende medlemmer på hinanden, før de sætter sig til rette ved de dertil indrettede samtaleborde. De fleste i poloshirt, skjorte eller strik. Lyden af et høreapparat, der indstilles i det fjerne, overdøves af venlige fraser blandt de nyankomne.

Dagens program præsenteres af klubbens næstformand, hvis cykelstyrsoverskæg er respektindgydende i sig selv. Alle møder i Hemingway Club foregår stort set efter samme skabelon: Et fagligt foredrag efterfulgt af en kaffepause, der rundes af med en fælles opsamling i plenum.

Kartoffeltyskere, ostemadder og fællessang

Formiddagens foredrag, Kartoffeltyskernes historie ved Ole Petersen, virker som noget nær det ideelle emne, hvis man vil vække interesse hos en gruppe ældre mænd. Den kyndige foredragsholder er tidligere præst, hvilket skinner tydeligt igennem, da vi undervejs tager flere pauser for at synge tematisk kuraterede salmer og gamle folkeviser. Alle med relation til den jyske hedes tindrende marker.

At det ikke er en sangklub eller et kor for modne mænd, lader sig ikke skjule. Fællessangen lader dog alligevel til at være en naturlig del af det faste ritual, som jeg senere erfarer ofte følger med til møderne. De fleste synger med, mens de knap så sangglade ser apatisk til. Jylland mellem tvende have, Jeg bærer med smil min byrde og Ole sad på en knold og sang er blandt dagens udvalgte musikalske indslag. Alle som én komponeret af mænd, hvis kulturelle arv øjensynligt lever videre i bedste velgående.

I pausen bliver det tydeligt, hvem der er her for at høre historien om de hårdtarbejdende tyskere, og hvem der helst kommer for kaffen og den dertilhørende ostemad til den nette sum af 35 kroner. Snakken går, og der er heldigvis flere velvillige Hemingwayianere, som vil tale med en nysgerrig ung journalist.

Ved min højre side sidder et par velklædte herrer og sludrer om gamle dage. De er tidligere kolleger, begge på den gode side af 70 år, og nyder at mødes et par gange om måneden til en snak og en kop kaffe blandt jævnaldrende.

“Jeg har været med en del år efterhånden,” fortæller den ene. “Og jeg fulgte trop for knap et år siden,” tilføjer den anden. De er begge læselystne mænd med et udmærket kendskab til Ernest Hemingways forfatterskab. Det er dog ikke interessen for den amerikanske forfatter, der er årsagen til, at de møder op i kulturhusets lokaler hver anden uge.

“Da vi stoppede med at arbejde, savnede vi at have noget fast at gå til. En mandeklub er ikke noget dårligt sted at mødes for sådan nogle som os. Så får vi en hyggelig sludder, mens vi samtidig bliver lidt klogere.”

Tidens tabere?

Samtalen om den udsatte mand og det moderne samfunds kønskvaler fylder ikke det store rundt om de mange borde. En latent stemning af fælles forståelse og generationel samhørighed hænger dog alligevel i luften. De mange mænds ønske om at være med, høre til og gøre sig gældende, står i skærende kontrast til den virkelighed, som flere af dem møder uden for klubbens trygge rammer.

“Mænd over tres er særligt udsatte i vores moderne samfund. Vi er mere ensomme, dør tidligere og har oftere færre eller ingen at tale fortroligt med sammenlignet med andre dele af befolkningen,” fortæller Ivan Partov efter et veloverstået møde.

Der er noget om snakken. Forskning viser, at omkring tre gange så mange mænd som kvinder ikke har nogen at tale fortroligt med. Derudover oplever mænd uden for arbejdsmarkedet oftere svær ensomhed sammenlignet med dem i arbejde. Det samme kan siges om dødsstatistikkerne, der længe har talt deres klare sprog; mænd lever markant kortere liv, hvis de er alene, mens kvinderne omvendt klarer sig bedre uden en mand.

Mandeforsker og chefpsykolog på Rigshospitalet Svend Aage Madsen er efterhånden citeret vidt og bredt for at mene, at manden er særligt udsat i det moderne samfund. Han har tidligere gæstet Hemingway Club for netop at tale om, hvorfor mænd klarer sig mindre godt, og hvad der kan gøres ved det.

“Hemingway Club er et modsvar til hele den udvikling. Vores altoverskyggende ambition er, at danske mænd har et sted at mødes, og at vi har det godt trods alderdom og færre sociale og arbejdsmæssige forpligtelser,” siger Ivan Partov. Hemingway Club skaber efter eget udsagn rum for maskuline værdier, interesser og holdninger i et samfund, hvor det sommetider synes svært at være mand.

At træde ind i et eksklusivt rum blandt ligesindede, jævnaldrende mænd skaber en maskulin fortrolighed og et fællesskab, som kan være svært at finde andre steder. Den hedengangne amerikanske forfatter, som lægger navn til klubben, forbindes ofte med mandige dyder som mod, handlekraft og viljestyrke. Kvaliteter, som muligvis synes længere væk for den moderne mand i dag.

Ernest Hemingway var dog ikke blot en ‘stærk mand’. Han var også en kontroversiel figur, der ofte forbindes med slet skjult misogyni og en problematisk livsstil præget af alkoholisme og følelsesmæssig afstumpethed.

Læs med i morgen, når vi ser nærmere på Hemingways forfatterskab – og de mere problematiske aspekter ved at reproducere den omdiskuterede forfatters maskuline idealer i en moderne kontekst. /Anders Rod Thomsen