Kære læser

Til skade for det danske samfund

Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix

Engang talte man om ‘gode konservative værdier’. Selv revolutionshungrende venstrefløjsere anerkendte, at det også kunne noget at stå fast og lige vende skråen og ikke altid forivre sig. Men hvis man i dag er i tvivl om, hvor det borgerlige Danmark står i forhold til tidligere så fundamentale, fælles og ufravigelige principper som retssikkerhed og menneskerettigheder, så kan man bare kaste et blik på et Facebook-opslag, som en 57-årig folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti ved navn Nikolaj Bøgh lagde ud på Facebook kl. 5.19 torsdag morgen.

Man må give manden, at han står tidligt op. Han må virkelig ville det. Det er åbenbart drømmen at komme ind og sidde i opposition og gå til ugentlige gruppemøder med Mona Juul. Hvis man vil være politiker, er der ikke andet for end at forsøge at lave noget larm på sociale medier, og det er så det, han er stået tidligt op og har gjort.

Opslaget er en bandbulle rettet mod ngo’erne Mellemfolkeligt Samvirke, Oxfam og Amnesty International, som han kalder “meget venstreorienterede”. Lad os for en god ordens skyld slå fast: Det er de ikke. Det er ikke venstreorienteret at udvise bekymring og omsorg for andre. Så er Det Nye Testamente også venstreorienteret.

Men Bøgh er ligeglad – Bøgh er dødtræt af de her civilsamfundsorganisationer, hvoraf to modtager økonomisk støtte fra staten. “Jeg mener, det burde være frivilligt for alle danskere, om de vil bidrage til organisationer som Oxfam Danmark og Mellemfolkeligt Samvirke, sålænge de i stort omfang fører venstreorienteret politik, der i det konkrete tilfælde endda fremstår yderst samfundsskadelig og hæmmende for vores muligheder for at genopbygge vores forsvar,” skriver han.

Og hvad er så “det konkrete tilfælde”, som har fået Nikolaj Bøgh til tasterne i den årle morgenstund, måske stadig iført pyjamasbukser? Det konkrete tilfælde er, at organisationerne sammen med den palæstinensiske ngo Al-Haq og en ung palæstinensisk mand har forsøgt at få domstolene til at forholde sig til, om eksporten af danske våbendele er ulovlig, når våbendelene bevisligt bliver brugt til at begå krigsforbrydelser mod den palæstinensiske befolkning i Gaza. De har ønsket at lægge sag an mod Udenrigsministeriet og Rigspolitiet, men først blev det afvist af landsretten, og onsdag blev dommen stadfæstet af højesteret.

Som nyhedsbureauet Ritzau opsummerer dommen: “De har ikke det, der kaldes retlig interesse. Desuden er der ikke særlige omstændigheder, som kan begrunde, at sagen alligevel kan føres, mener Højesteret.”

Bemærk, at det er en afvisning af overhovedet at føre sagen. Det er paragraf 19 i grundloven, der står i vejen. Men til mediet Danwatch udtaler juraprofessor Jacques Hartmann, at “det klæder ikke en retsstat, at der ikke er mulighed for domstolsprøvelse af, hvad der umiddelbart fremstår som en overtrædelse af både international ret og EU-ret”.

I Danmark står vi således i den situation, at det er op til politikernes moral, om Danmark skal bidrage med våbenkomponenter, der medvirker til krigsforbrydelser og folkemord. Hvis man kigger ud over forsamlingen af folkevalgte (og en hel del af dem, der stiller op), så ser det ret sort ud. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12