Genfærdspoetik og ord, der spøger

“Ord er genfærd. At læse og skrive er måder at forblive forbundet med de døde, at tale med dem og huske dem på,” siger Siri Hustvedt fra den oplyste scene i Dronningesalen i Den Sorte Diamant. Den norsk-amerikanske forfatter er aftenens store stjerne til International Forfatterscene i København. Foruden det udsolgte arrangement på Det Kongelige Bibliotek livestreames samtalen mellem Siri Hustvedt og Politikens debatredaktør Lotte Folke samtidig på flere biblioteker rundt om i landet.

I bogen Genfærd (på engelsk Ghost Stories), der netop er udkommet på dansk hos Lindhardt og Ringhof, skriver Hustvedt om sit og ægtemanden Paul Austers 43 år lange samliv, om hans tiltagende kræftsygdom og senere død. Fortællingen er et erindringsværk og en kærlighedserklæring til forfatterens afdøde mand, men mest af alt er det en samtalebog mellem to elskende, som fortsætter deres vedvarende dialog på tværs af tid og rum.

Levende sider

Genfærd er et sammensurium af korte tekster om sorg, levede liv, sygdomsforløb og den uundgåelige angst for at miste den, man elsker. Bogen er fyldt med personlige anekdoter, faglige refleksioner og politiske opråb fra forfatteren selv, mens maskinskrevne breve og mailkorrespondancer mellem det litterære ægtepar fra tid til anden bryder rammen.

Brevene, som Paul Auster skrev på sit dødsleje til sit få måneder gamle barnebarn Miles, vækker glædelig genklang hos undertegnede. Austers litterære lyd skinner klart igennem for de af os, som efterhånden kender og savner den så godt fra moderne klassikere som New York Trilogien og Opfindelsen af ensomhed:

“Marts 2024 – Kære Miles. Mens jeg skriver disse ord en regnvåd eftermiddag hen mod slutningen af vinteren, har du levet her på jorden i fireogtres dage. I den store, myldrende verden uden for dit børneværelse er Mets taget til Florida for at forberede sig på den kommende sæson, politikerne rømmer sig for at blive klar til efterårets valg, og aktiekurserne stryger opad og slå rekorder uge efter uge,” lyder indledningen til et af brevene.

Brevene fra Paul til Miles var oprindeligt placeret i bogens slutning som et separat afsnit, men det stod hurtigt klart for Siri Hustvedt, at de hørte til som en mere aktiv del af fortællingen, forklarer hun fra scenen.

“På den måde er vi, Paul og jeg, i en form for litterær dialog. Det giver en helt særlig dynamik, som jeg er vældig glad for. Vi fortsætter således vores samtale, selvom han ikke er her mere,” siger hun og fortsætter: “At skrive om døden er en form for litterær genopstandelse. Det er en måde at genopleve Paul og vores tid sammen på.”

På scenen fortæller Hustvedt, at arbejdet med Genfærd blev en form for kunstnerisk overlevelse og litterær terapi for hende i tiden efter sin mands død. Bogen blev en måde at holde fast i ham.

Sorgens litterære arkitektur

Hustvedts bog skriver sig ind i en lang række af litterære sorgværker som amerikanske Joan Didions Et år med magisk tænkning og danske Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, der begge handler om at forstå, beskrive eller acceptere tabet af den afdøde.

Det kan være svært at sætte sorg på formel. Det samme kan siges om at skrive om den. Naja Marie Aidts Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage er et fragmenteret skrig fra selve eksplosionen over tabet af sin søn Carl, der på tragisk vis falder i døden midt i sine tyveres glade ungdom. Hustvedt, som skriver efter sin mands lange sygdomsforløb og et liv i fælles intellektuel såvel som følelsesmæssig fordybelse, er mere meditativ. Hvor Aidt kæmper mod det meningsløse fra det ene øjeblik til det andet, behandler Hustvedt den uundgåelige og langsomme død.

Det pludselige, meningsløse tab er også centralt hos Joan Didion, der dog forsøger at gå mere objektivt til værks. I Et år med magisk tænkning agerer hun en slags intellektuel detektiv, hvis fornemste opgave er at forstå og kortlægge sorgens uregerlige væsen. Didion forsøger således at dekonstruere sorgen over tabet af sin mand for at overleve den, mens hun simultant forholder sig til sine egne følelsers overvældende styrke.

Hustvedts udgivelse lægger sig på mange måder i forlængelse af samme stil, men til forskel fra Didion integrerer den norsk-amerikanske forfatter samtidig den døde – her Paul Auster – som en aktiv del af fortællingen via sprogets forevigende form. Den afdøde Auster forbliver et lige dele sprogligt og kropsligt vidnesbyrd i Hustvedts bevidsthed:

“Men Pauls berøringer, hans ord, hans tanker, hans bøger og hans humor er en del af mig nu, ikke kun som bevidste minder, men som en måde at være i verden på. Han lever i mine sansninger, mine bevægelser, min gang og mine vitser. […] Vi overlappede,” skriver hun.

Evigt ejes kun det tabte

For de fleste forfattere går processen med at skrive om samt bearbejde tabet af en elsket måske mere direkte hånd i hånd, men for Hustvedt lader det til, at selve forevigelsen af den vedvarende dialog med Paul Auster bliver målet i sig selv. Han bliver således hendes litterære genfærd, såvel som han samtidig er det i fysisk forstand, når Hustvedt i bogen beskriver at opleve hans spøgelsesagtige nærvær efter begravelsen:

“Den 3. maj, den dag vi begravede Paul, mærkede jeg, at han kom ind i soveværelset, og i det korte, ekstatiske øjeblik vidste jeg, præcis hvor han var.”

Hustvedt reflekterer efterfølgende over, hvordan det i de fleste andre kulturer anses for helt normalt, at de døde ‘går igen’, mens vi i vores del af verden anser idéen som en ‘delirisk hallucination’. Fra scenen slår hun fast, at bogen er nonfiktion. Det er hendes oplevede virkelighed, som hun beskriver, hvorfor seancen med genfærdet skal læses lige så virkelighedstro som begravelsen af den afdøde Paul skal forstås.

At det hverken er en roman eller en biografi gør bogen svær at genrebestemme. Et erindringsværk er måske det tætteste, man kommer en reel betegnelse, men det virker samtidig en anelse sekundært. For Hustvedt er det først og fremmest et værk, som forsøger at skabe en levende dialog mellem hende og Paul Auster på trods af, at han nu er død, forklarer hun til Lotte Folke.

Bogen er i sig selv ikke noget nybrud, litterært mesterværk eller særlig velstruktureret. Snarere tværtimod. Forskellige afsnit, stemmer og tanker blandes konsekvent sammen på tværs af emner. Fra personlige beretninger til politiske vredesudbrud.

Siri Hustvedt har ikke desto mindre skrevet en bog, som formår at reflektere over, hvad det vil sige at miste sin elskede, der samtidig siger noget om, hvordan litteratur, sprog og ord fungerer som fælles forbindelsesled mellem os, der lever, og de, som er døde.

“Når en forfatter dør, udgør de bøger, han efterlader sig, hans ‘jordiske rester’,” skriver hun midt i bogen.

Genfærd er både en sorgfuld spøgelseshistorie og en samtalebog, som vækker siderne til live.

Metoden er ikke ny, men forfatteren italesætter og kontekstualiserer tabet på en begavet og meningsfuld måde, når hun både forholder sig til sin egen sorg, sorgen som tilstand og selve det at skrive og læse som det eneste reelle middel mod dødens stilhed.

“Paul lever videre i mig. Det gør alle forfattere, jeg har læst og haft en særlig relation til. De er for evigt en del af mig, ligesom jeg er en del af dem, som har læst mine bøger. Selv ind i døden,” understreger Hustvedt, mens hun med blanke øjne holder hånden over hjertet og ser ud mod den fyldte sal. /Anders Rod Thomsen

Engelsksprogede citater fra Den Sorte Diamant er oversat til dansk.