Det modsatte af poesi

I den seneste udgave af kulturtidsskriftet Victor B. Andersen’s Maskinfabrik (nr. 84, årgang 51) er der en tekst af digteren Morten Søndergaard. Teksten er uden yderligere forklaring stilet til Søndergaards digterkollega Thomas Boberg. “Til Thomas Boberg”, står der i hvert fald under overskriften, som lyder: ‘Hvad er poesi?’

Det er da svært at forklare i en håndevending, tænker læseren. Men åbenbart ikke for Morten Søndergaard. Teksten fylder lidt mere end en A4-side, og det er næsten, som om den stråler. Ord og sætninger springer op fra opslaget, ivrige efter at blive læst. “Poesi er en stenøkse du samler op på stranden eller en smutsten der bare bliver ved med at slå smut på havoverfladen”; “poesi er en syre der ætser ned i alle systemer og blotlægger deres bange kød”; “Livet er hårdt, men poesien er hårdere”.

Den amerikanske digter Ezra Pound (1913-72) kaldte litteratur for “news that stays news”. I Victor B. Andersen’s Maskinfabrik tager Søndergaard formuleringen et skridt videre: “Poesi er det modsatte af nyhedsflow og breaking news, for poesi er news that stays breaking.”

Efter at have bevidnet de forgange fire ugers valgkamp og navnlig pressens dækning af den må man konstatere, at der også er et modsætningsforhold dér. Valgkamp er det modsatte af poesi. Der er så megen uværdighed. Mette Frederiksen og en falanks af håndlangere, der stiller sig op med endnu et udlændingefjendtligt udspil rettet mod folk, der “ikke vil Danmark”. Ida Auken og Peter Hummelgaard i badetøj som gusmestre i en eller anden sauna for at “møde” en halvnøgen middelklasse i øjenhøjde.

Inger Støjberg, der under en televiseret partilederrunde to gange i træk forsøger at anlægge en belærende tone over Franciska Rosenkilde, men fejler begge gange, fordi Rosenkilde har styr på fakta og kan gå på vandet. Troels Lund Poulsen, der sidder og hænger opgivende med overkroppen til en statsministerduel den ene dag og pludselig den næste står på tv-scenen og råber og virker aggressiv over for de andre partiledere, fordi hans spindoktorer formentlig har bedt ham vise tænder.

Principløsheden. Venstres udviklingsordfører Christian Friis Bach, som engang var radikal og før det generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, og som nu står på mål for sit partis ideer om massive besparelser på udviklingsområdet pakket ind som “effektivisering” og ”strømlining”. Som forfatteren Peder Frederik Jensen skriver i et opslag om Friis Bach på LinkedIn: “Jeg tror, personligt, at det her er den største skuffelse ved det her valg. Men jeg undrer mig samtidig, for hvordan forandrer man sig så meget, som menneske?”

Desperationen. En overskrift i B.T. over et billede af udlændingeordfører Frederik Vad: ‘S-profil i markant forslag i valgkampens slutspurt: Danmark skal have en ‘islamisme-beredskabsplan’.’ Han vil have, at staten skal kunne gribe ind, hvis unge under 18 konverterer til islam.

Mediernes manglende evne til selvrefleksion.

Valghandlingen i dag er i princippet en festdag. Men der er så meget salg og mersalg over det. Supersize me. Det er usexet, ucharmerende og uværdigt. Løsningen er dog ikke at blive hjemme. Gå hen til den skole og sæt dit kryds. Om ikke andet så for at strække benene. /Oliver Stilling