Dette er ikke en midte

Midten er død. Længe leve midten.

For paradoksalt nok vil danskerne i de kommende år få mere af det, de netop har forsøgt at stemme væk.

Valget blev et mistillidsvotum til statsminister Mette Frederiksen (S) og hendes upopulære forsøg på at regere hen over midten. Tilbageslaget er så markant, at det ligner et opgør med de etablerede magtpartier.

Ikke siden jordskredsvalget i 1973 har de gamle partier fået en så klar og kontant afvisning fra vælgerne. Noget, der ligner en ny krisetid, er på vej.

Dansk politik fragmenterer således indefra. 12 partier er nu repræsenteret i Folketinget, efter at det højrepopulistiske protestparti Borgernes Parti akkurat klarede spærregrænsen.

Socialdemokratiets tilbagegang er dog det mest opsigtsvækkende. Men også Moderaterne er gået tilbage – blot på en måde, der gør deres position stærkere. Der ligger en næsten matematisk ironi i resultatet: Moderaterne går tilbage i mandater, men frem i indflydelse.

Det, der svækker Mette Frederiksen, styrker Lars Løkke Rasmussen. Mens hun presses til at tale om samarbejde – “vi må bøje os mod hinanden” – kan han nøjes med at indtage rollen som den, der afventer.

Hvor Mette Frederiksen har forsøgt at gøre midten til et politisk projekt – noget man kan vælge, og som vælgerne altså har vraget – fremstår den hos Lars Løkke som noget andet: noget, man ender med. Det forhåndenværende søms princip.

Han forsøger i det hele taget at udnytte situationen til det yderste. Det var bestemt ikke tilfældigt, at Lars Løkke på valgaftenen kom spankulerende med en pibe i flaben. Den skal signalere eftertænksomhed, erfaring og overblik – en politiker, der ikke reagerer, men overvejer.

Noget, der ligner en fredspibe, uden helt at være det.

Netop den iscenesatte ro understreger forskellen til Socialdemokratiets situation.

Hvor Løkke kan trække tiden, er Mette Frederiksen presset af resultatet. For kun med lodder og trisser – med slesk tale og politisk portvin – lykkedes det Socialdemokratiet at knibe sig op på sit dårligste valgresultat siden 1903.

Man skal helt tilbage til den i eftertiden knap så navnkyndige handskemager P. Knudsen for at finde en socialdemokratisk formand, der har leveret et ringere resultat. Vælgernes dom har karakter af en ydmygelse – og det er kun, fordi Venstre samtidig fik sit dårligste valg nogensinde, at Socialdemokratiets krise ikke fremstår endnu mere alarmerende.

Med en vælgeropbakning på blot 21,9 pct. er Socialdemokratiet gået 5,6 procentpoint tilbage siden sidste valg. Mette Frederiksen erkendte da også på valgnatten, at det er hendes midtersøgende kurs, vælgerne har vendt sig imod. Alligevel er hun klar til at forsøge igen.

Historien gentager sig ikke, men den rimer. Efter jordskredsvalget i 1973 blev de gamle partier brudt op af nye bevægelser og protestpartier. Men i stedet for et nyt stabilt flertal fulgte to årtier med fragmentering, svage regeringer og skiftende kompromiser.

Noget tilsvarende tegner sig nu: Et opgør, der ikke skaber klarhed. Den historiske erfaring er, at fragmentering ikke afskaffer midten – den fremtvinger den. Når ingen blok kan samle flertal, opstår et tomrum, som kun kan fyldes af forhandlinger hen over midten.

Og det er her, Lars Løkke træder ind på scenen igen. Med sin efterhånden ikoniske pibe.

Der er noget magrittisk over det hele. René Magritte malede sin berømte pibe og skrev under den: Dette er ikke en pibe.

På samme måde kunne man skrive hen over dansk politik i dag: Dette er ikke en midte.

For det, der ligner en politisk position, er i virkeligheden noget andet: et resultat, en rest, en nødvendighed og en fremtvungen magtmanøvre.

Og her står Lars Løkke Rasmussen nu med sin pibe. Fragmentering gør det sværere at samle 90 mandater, og dermed mere værdifuldt at sidde dér, hvor alle veje krydser hinanden.

Det ligner måske en ansvarlig midte, som atter er blevet tilvalgt af vælgerne. Men det er det næppe. Det er det, der er tilbage, når ingen andre kan samle et flertal. /Lars Trier Mogensen