Kære læser

Bønner mod bønner om krig

Remo Casilli/Reuters/Ritzau Scanpix

Påsken står for døren: I Vatikanet er det som regel ensbetydende med, at den bliver varslet ind af paven, og hos Føljeton har vi en løs tradition for at rette vores øjne den vej. For Robert Prevost, pave Leo XIV, markerede palmesøndag hans første påskeprædiken, siden han overtog sit papacy sidste forår.

Der er intet ved den nye pave, der rigtigt stikker ud. Han har for eksempel udtalt, at hans pavedømme kommer til at være lige så kritisk over for LGBT-rettigheder som hans forgængere. Så skulle det lige være, at han er den første pave, der er født i USA, hvilket gør gårsdagens prædiken under palmesøndagsmessen på Peterspladsen en anelse mere bemærkelsesværdig.

Normalt minder prædikerne om hinanden: fred i verden, krigens ofre, de omkomne i Middelhavet. Denne søndag var ingen undtagelse, indtil Prevost omtalte krigen i Iran. Den er “grusom”, sagde han og fremhævede, at Jesus “står fast i sagtmodighed, mens andre opildner til vold”. “Jesus er Fredens Konge, som afviser krig, og som ingen kan bruge til at retfærdiggøre krig,” sagde paven, der har optrappet sin retorik mod USA. “Han lytter ikke til bønnerne fra dem, der fører krig, men afviser dem.”

Ifølge en række nyhedsbureauer er der ingen tvivl om, at de “andre”, som paven taler om, er USA’s krigsminister Pete Hegseth, der i sidste uge bogstaveligt talt bad for vold under en gudstjeneste i Pentagon.

“Må hver eneste kugle ramme sit mål mod retfærdighedens fjender og vores store nation. Giv dem visdom i hver eneste beslutning, udholdenhed til den forestående prøvelse, ubrydelig enhed og overvældende handlekraft mod dem, der ikke fortjener nåde,” sagde Hegseth: “Vi kæmper mod religiøse fanatikere, der stræber efter at skaffe sig atomvåben med henblik på en eller anden religiøs dommedag,” sagde han, som om han ikke selv er besat af tanken om netop dommedag.

Som vi har beskrevet i Føljeton, har den kristne eskatologi domineret tænkningen fra Ronald Reagan under den kolde krig til George W. Bush, der mente, det var Guds kald at invadere Iran og Afghanistan – selvom hans forsvarsminister hurtigt måtte ændre operationens navn fra Operation Infinite Justice til Operation Enduring Freedom for at understrege, at USA altså ikke var i en religiøs krig.

Alligevel beskrives Hegseths verdenssyn ifølge Washington Post af “flere tidligere højtstående militære embedsmænd, ledere af præstkorps, nogle veteranorganisationer, nuværende Pentagon-ansatte og nuværende officerer” som et markant skifte fra tidligere.

“Hver måned afholder Hegseth i Pentagon evangeliske gudstjenester, som ifølge juridiske eksperter er uden fortilfælde. Hans profil på de sociale medier og hans offentlige udtalelser afspejler rutinemæssigt hans opfattelse af kristendommen, som går ud på, at den skal dominere det amerikanske samfund og udpege dem, der er uenige med ham, som Guds fjender. Han har inviteret præster fra sin lille kristne trosretning til at prædike i Pentagon, herunder en fremtrædende præst, der mener, at kvinder ikke bør have stemmeret,” skriver avisen.

Man kunne indvende, at paven hverken behøvede at bruge hverken Gud eller Jesus til at retfærdiggøre fred. Men det ville ikke være hans opgave. /Emma Louise Stenholm

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12