Den danskeste mand, jeg kender

Zubair Butt Hussain er den danskeste mand, jeg kender. Jeg sidder i hans stue og betragter ham, mens han arbejder. Jeg mødte ham for 15 år siden, da jeg var bagsideredaktør på Politiken. Jeg var ved at stable et stort offentligt arrangement på benene på Rådhuspladsen i København, der indbefattede tilberedning og servering af to kilometer gratis medisterpølse. Jeg skrev løbende om processen i papiravisen. En dag modtog jeg en mail fra en læser: Hvad med danskere med muslimsk baggrund? De kan ikke være med, når der er svinekød i medisterpølsen. Hvad med dem?

Læseren havde ret, så jeg gik på udkig efter en person, som med autoritet ville kunne blåstemple medisterbegivenheden på vegne af alle muslimer i Danmark. Valget faldt på Zubair Butt Hussain, som af og til havde optrådt på tv som talsperson for diverse muslimske foreninger – med slips og jakkesæt og dette flotte knaldsorte fuldskæg. Jeg skrev til ham og forklarede ideen bag projektet (det var en hyldest til middelklassen). Han indvilligede straks. I den artikel, jeg skrev om vores møde, stiller jeg ham det, man kalder et ledende spørgsmål:

“Jeg kunne godt tænke mig, at du sagde noget i retning af: ‘Jeg er muslim, og derfor spiser jeg ikke selv svinekød. Men jeg vil til enhver tid forsvare andres ret til at gøre det.’ Ville du kunne gøre det?”

“Ja, det kan jeg godt,” svarede han.

“Det er jo lidt at lægge ord i munden på dig. Hvis du sagde det, ville du så også mene det?”

“Ja, det kan du tro,” sagde han. “Jeg synes, det lyder ganske seriøst. Det skal stå folk frit for at spise, hvad de vil, gris eller ej.”

På fotografiet, der akkompagnerede artiklen, giver vi hinanden hånden som for at forsegle blåstemplingen og fejre hans Voltaire-agtige udsagn. På vej hen til stedet, hvor vi skulle fotograferes, talte vi om hans skæg, som jeg naivt troede var helligt eller noget i den retning. “Du må gerne røre ved det,” sagde han. Så på fotoet holder jeg i hans skæg med venstre hånd, mens han ser direkte på fotografen. Det føltes naturligt.

15 år senere betragter jeg Zubair Butt Hussain, mens han arbejder. Han sidder ved et spisebord af træ med begge hænder hvilende på pegefeltet på en Lenovo Thinkpad bærbar computer. Jeg aner faktisk ikke, hvad han laver. Så godt kender jeg ham heller ikke. Vores kontakt har været sporadisk. I en periode delte han billeder på Facebook fra sin arbejdsplads, når han havde fødselsdag. Hans kolleger havde pyntet op med dannebrogsflag omkring hans arbejdsstation og stillet slik uden gelatine frem til deres afholdte kollega. Det så så dansk, så dansk ud; hæve-sænkebord, kontorstol, reoler i lyst træ, linoleumsgulv, en printer i baggrunden. Et typisk kontormiljø i det offentlige, måske i en eller anden forvaltningsenhed i en styrelse under et ministerium. Han er for øvrigt født i Danmark og vokset op i Smørum. Som han engang sagde i et interview, er han “ikke indvandrer og har aldrig vandret nogen steder hen – ud over fra Smørum og ind mod København”.

Zubair Butt Hussain har en grøn sweatshirt på. Jeg kan ikke se hans benklæder for bordkanten. Han er ikke så høj. Han har stadig det velkendte velplejede skæg, der står lidt ud fra hagen som på den franske maler Gustave Courbets selvportræt Bonjour Monsieur Courbet (1854). Det er let marmoreret med grålige stænk, der er ligeligt fordelt over det samlede areal. Skægget stopper brat og skarpt i bakkenbartområdet øverst foran ørerne. Zubair Butt Hussain er kronraget, men jeg kan ane konturerne af, hvor hårgrænsen ville gå, hvis han lod håret vokse.

Han markerer noget tekst på skærmen. Teksten bliver blå. Hans øjne er brune og dragende, når han ser på en; når han ser på skærmen, er det, som om han klemmer øjnene en smule sammen.

På bordet ligger et chartek med nogle papirer, en spidset blyant, en kuglepen og en mobiltelefon. Fra tid til anden griber han ud efter telefonen. Denne dag arbejder han hjemme, men er i kontakt med hvad jeg forestiller mig er hans afdeling. “Hej,” siger han. “Må jeg forstyrre dig et øjeblik?” Han siger noget om “grundudtræk” og “variable” og nogle “definitioner”, der ikke er “reviderede”. Han skal til at lægge på. “Jeg ville bare lige høre, før jeg sætter det helt store møllehjul i gang… Fornemt, fornemt, vi tales.”

Zubair Butt Hussain er veltalende. Gennem årene har jeg noteret mig, at han godt kan lide at bruge kancellisprog – udtryk som “qua” og “og så fremdeles”. Han er også typen, der siger “i gåseøjne” og kalder sit skrivebord for “min pind”.

Ugen forinden var han gæst i det politiske debatprogram Debatten på DR 2. “Udfordringen er, når vi ikke kan se muslimer som danskere, så er det klart, at vi vedvarende vil pege på, at der er et eller andet integrationsproblem,” sagde han. “Hvis vi ikke accepterer, at danske muslimer bidrager – statistisk set også – stort set ligeligt med etniske danskere, så har vi et problem.”

På et tidspunkt havde han tre-fire opkogte højrefløjstyper stående på flanken. En af dem ville have “klanerne”, “banderne”, “de kriminelle” og “problemmagerne” smidt ud af landet. Han så direkte på Zubair Butt Hussain og hævede stemmen, som om han havde mistet fatningen og glemt, at han var på direkte tv – eller måske netop, fordi han var bevidst om det: “Vi skal sende et signal til muslimer, som ikke har noget at gøre her, at vi finder os ikke længere i det! Det er slut nu!”

Her i stuen har Zubair Butt Hussain og jeg ikke talt med hinanden i 10 minutters tid. Aftalen er, at jeg bare iagttager ham – som hvis jeg var Courbet, der skulle lave et portræt. Nu åbner han en kolonne på skærmen og tager den ene hånd op til panden, mens han laver en lille, næsten uhørlig kliklyd med tungen.

Jeg bryder tavsheden:

“Sig mig, bruger du normalt briller?”

“Ja, jeg er bare så forfængelig, at jeg aldrig har dem på, hvis der er nogen, som ser det. Det er faktisk rigtigt.”

Han nikker over mod et brilleetui, hvorfra et par stænger står op i luften som benene på et insekt, der er faldet om i varmen.

“Hvad er det egentlig, du laver?” spørger jeg.

Han virker glad for spørgsmålet. Han arbejder med et gammelt kodeprogram, der hedder Base SAS, der kan holde “millioner af data”, hvilket er smart, når det er sundhedsdata, man opererer med. Hvis der mangler et semikolon i en tekst på 1.700 linjer, virker koden ikke. Han kan godt lide det “detektivarbejde”, der så følger, siger han. Nogle kan skrive 20 linjers kode på fem linjer. Men det gælder om at gøre det lettilgængeligt for andre. “Det skal være sådan, at hvis man får en tagsten i hovedet og stiller træskoene, så skal nogle andre kunne overtage arbejdet.”

Zubair Butt Hussain erkender, at SAS “layoutmæssigt er megagrimt – virkelig grimt. Men når det kommer til datamængder, kan det bare noget, som andre programmer ikke kan. Det gør en kompliceret verden meget mere simpel.”

/Oliver Stilling