Da muslimbashing blev mainstream

Under folketingsvalget talte folk i muslimske miljøer… Hov, jeg stopper lige mig selv her og indleder dagens afsnit i serien ‘Vi er allesammen danskere’ på en anden måde.

Det er den beskrivende frase “muslimske miljøer”, den er gal med. Der burde ikke være noget problem, men det er der, og vi har selv skabt det, os, der deltager i den offentlige samtale – politikerne, meningsdannerne, medierne. Der er blevet talt så grimt om danskere med muslimsk baggrund så længe, at det grundlæggende uskyldige udtryk “muslimske miljøer” har fået noget bekymrende, noget nærmest faretruende, over sig. Måske endda noget kriminelt. Hvad er det for miljøer? Hvad er det for muslimer? Hvad er det, de laver i de miljøer? Hvor mange er de? Hvad er de ude på? Har de arbejde? Er deres “sindelag” overhovedet demokratisk? Og endelig: Hvorfor rejser de ikke hjem?

Ubehageligt, ikke? Jeg mener: At tænke sig, at den offentlige diskurs har inficeret tankerne hos selv velmenende typer som dig. Tænk lidt over det, og læs så videre på næste linje, hvor vi starter forfra.

Under folketingsvalget talte folk i muslimske miljøer om, at de var misundelige på danske grise, fordi valget var blevet til et svinevalg. Flere danskere end nogensinde blev gennem mediernes dækning tvunget til at forholde sig til, om de virkelig vil være med til, at den danske svineindustri behandler grise så dårligt.

Misundelsen var en joke, et udslag af humor, en stående vittighed. Muslimer er ikke ægte misundelige på grise. Mange med muslimsk baggrund ville bare ønske, at der kom lidt mere opmærksomhed omkring den dehumanisering, der kan ske af hele befolkningsgrupper, når man skærer alle over en kam.

Okay, du køber præmissen. Tonen under valgkampen var grov, det må du erkende, og den er stadig grov. Der er stadig politikere og debattører, der kan sidde i radioen og på tv og sige, at “muslimer skal ud” – at udlændinge skal “remigreres” – uden at nogen med et redaktionelt ansvar griber ind.

Har du hørt om begrebet Overton-vinduet – navngivet efter den amerikanske politolog Joseph Overton? Det er et begreb, der definerer hvilke politiske ideer og holdninger, der på et givet tidspunkt anses for acceptable at diskutere i det offentlige rum. Nogle ideer kan være mainstream, andre bare uacceptable. Over tid kan vinduet flytte sig, så ideer, der tidligere var unævnelige, bliver en del af den gængse debat. “Stuerene, det bliver I aldrig,” sagde statsminister Poul Nyrup Rasmussen om Dansk Folkeparti i 1999. Han havde ret i, at Pia Kjærsgaard og hendes kumpaner ikke var stuerene, men ikke i, at de aldrig blev det. I dag er racisme mainstream, og mediebranchen har for lidt selvindsigt til at forstå, at den er en del af problemet.

Når tonen ændrer sig, og noget, der tidligere var unævneligt, bliver acceptabelt, flytter hele spektret omkring samtalen sig. I radioudsendelsen Magten på DR P1 efter folketingsvalget i sidste uge talte en af værterne næsten henført om, hvor fantastisk en valgkamp Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt har ført, hvor klar i mælet, han har været over for vælgerne osv. Men ikke noget om indholdet, ikke noget om, hvad Messerschmidt rent faktisk sagde, ikke noget om hans evindelige muslimbashing. Vi har vænnet os til det. Overton-vinduet har rykket sig.

Den anerkendte danske kunstner Lina Hashim (f.1978), der har irakiske rødder, lagde efter valget en story med sig selv op på Instagram, hvor hun forsøgte at italesætte, hvad det gør ved en at blive genstand for sådan en samtale.

“Jeg sidder med den her følelse i kroppen, som bare har plantet sig i mig på en måde, hvor det virkelig har føltes som at blive langsomt kvalt. Jeg synes, det er en grim politik, og jeg synes, det er ufatteligt grimt i det hele taget, at der sidder nogle politikere og taler om min krop på den måde,” sagde hun og fortsatte:

“Der blev talt om islam, og der blev talt om muslimske lande og MENAPT-landene og alle mulige ting, som jeg selvfølgelig ikke kan lade være med at tænke på, at det egentlig også har noget med mig at gøre. Fordi jeg bliver jo set, allerede inden jeg egentlig bliver set. Det gør jeg, fordi jeg bærer et navn, som klinger muslimsk, og fordi jeg har en hud, jeg ikke kan vaske af. Jeg har en hårfarve, som afslører mig, og på den måde er jeg fanget i den her krop, som hele tiden bliver det eksempel på, hvordan muslimer er så farlige for Danmark. For selv om jeg ikke er kriminel, så er jeg et sted, hvor jeg bliver udsat og målt hele tiden på mine danske evner.”

Jeg mødtes med Lina Hashim tæt på hendes studio på Vesterbro i København for at få hende til at sige mere.

“For mig handler det ikke kun om, hvad der bliver sagt i valgkampen, men også om den tone, der gør det muligt og legitimt at sige det. Retorikken er blevet meget hård, men også mere ‘normal’. Det er ikke længere chokerende at tale om mennesker med en specifik hudfarve som problemer,” sagde hun. “Og det er netop dér, det bliver farligt. For når sproget gentages nok gange, begynder det at føles som sandhed. Som sund fornuft. Medierne er med til at stabilisere og cementere den tone. Ikke nødvendigvis ved at være onde, med ved gentage, invitere, frame, viderebringe. Så det er ikke kun enkelte udtalelser, det er en hel atmosfære.”

Hvad kan du gøre, hvis du ikke selv er muslim? Du kan forsøge at være opmærksom på disse mekanismer. Og hvis du har en kollega eller en bekendt med muslimsk baggrund, kan du tjekke ind en gang imellem. Spørg, hvordan vedkommende har det. Hvis du ikke har nogen muslimer i din omgangskreds, så få det. /Oliver Stilling