Tjekhov i gylletanken

Mens støvet og lugten lægger sig efter det man kunne kalde et svinevalg, har Det Kongelige Teater præsteret en profetisk timing. Anton Tjekhovs udødelige klassiker Onkel Vanja danner rammen for en anderledes og aktuel fortolkning, som den litauisk-amerikanske instruktør Yana Ross forløser med bravour i iscenesættelsen af den russiske forfatters berømte drama fra 1897.

Med et lige dele alvorstungt og humoristisk tvist er fortællingen flyttet fra en russisk landejendom til en moderne dansk svinestald et sted i provinsen.

Gylle, gæld og grædende grise

Til lyden af grisegrynt og hvinende svin løftes tæppet for et dramatisk ensemble af klirrende kopper, fin de siècle-stemning og en række kulørte karakterer, som foruden Onkel Vanja (Nicolas Bro) tæller professor Alexander (Jens Jørn Spottag), Maria; Vanjas moder (Tina Gylling Mortensen), landlægen Mikael (Mads Rømer Brolin-Tani), Alexanders datter Sonja (Mathilde Arcel), Alexanders hustru Helena (Sofia Nolsøe) og den tidligere gårdejer Jens Jensen (Morten Brovn).

Først, som man troede, at scenografen var gået konservativt til værks, afslører stykkets komiske elegance en dybere og mere progressiv sandhed. Med et snuptag bliver de historiske klude skiftet ud til fordel for en mere tidssvarende påklædning i form af karakteristiske overalls og beskidte gummistøvler, da Vanja og co. bliver bekendte med, at dagens besøgende turister fra byen har aflyst deres rundvisning på den ‘autentiske bondegård’.

At landbruget i højere grad betragtes som et ‘eksotisk’ kuriosum, hvor udefrakommende turister er med til at holde liv i svinebestandens beskedne økonomi, gør ikke ligefrem skellet mellem land og by mindre. Snarere tværtimod. Mens dagene og nætterne forsvinder i alkoholiske tåger for både Vanja, landlægen Mikael og den tidligere gårdejer og nu medhjælper Jens Jensen – og den narcissistiske professor og hans unge kone klager deres nød – forsøger datteren Sonja og Vanjas moder Maria at holde sammen på det hele.

Gården er nedslidt og forgældet, men Vanjas hårde arbejde har dog alligevel båret frugt. Svinene sælger stadig. Glæden er dog svær at spore noget andet sted end hos den nyforelskede Sonja, hvis betagelse af den klimabevidste og naturelskende Mikael desværre ikke er gengældt, hvorfor hendes ungdommelige optimisme ikke varer længe.

Den aldrende Vanja er imidlertid dybt forelsket i sin svogers nye kone (Helena), der har erstattet hans afdøde søsters plads ved professorens side. Hun vil dog ikke vide af den fallerede svinebonde, men sender i stedet sultne blikke mod den ombejlede Mikael, der dog ikke virker til at elske andre end naturen selv.

Vanja er en knækket mand og går ofte fuld rundt på gårdspladsen i den mørke nat. Hadet til professor Alexander vokser dag for dag, og i en desperat handling forsøger han at gøre en ende på den gamle kværulant én gang for alle. Alexander, der har boet på gården siden sin kones død, overlever dog Vanjas vanvid, men flytter senere tilbage til byen med løftet om fortsat at blive finansieret af den hårdtarbejdende svinebonde. Livet går videre, proklamerer den unge Sonja til trøst for sin knuste onkel.

En stemme til en anden del af Danmark

I Tjekhovs originale værk lider karaktererne under isolationen på landet, mens de drømmer om det intellektuelle liv i Moskva. At flytte Onkel Vanja fra et støvet, russisk gods til en moderne dansk svinestald er på mange måder et genialt dramaturgisk træk, da det oversætter den russiske dramatikers fundamentale temaer – stagnation, klasseskel og menneskelige relationer – til en kontekst, vi genkender fra den aktuelle danske debat.

Ved at placere stykket i en svinebesætning bliver isolationen og de demografiske forskelle enormt konkrete og sanselige. På trods af den lidt karikerede modstilling giver opsætningen en stemme til det Danmark, som svinevalget tog afstand til. Stykket mimer den danske diskurs om Produktionsdanmark over for københavnersnuderne. Svinestalden repræsenterer dem, der holder hjulene i gang (og lugten ud), mens de akademiske gæster (professoren og Helena) repræsenterer en urban elite, som lever af afkastet uden at forstå det lige dele fysiske og moralske slid.

Den klimabevidste Mikaels profetier om skovdød og klimakrise er ligeledes ekstremt potente og taler direkte ind i valgkampens fokus på landbrugets kvælstofudledning, iltsvind i de danske fjorde og den stærkt omtalte generationskontrakt. Når den aktivistiske landlæge taler om naturens forfald midt i et sterilt industrilandbrug, er det en klar kritik af vores måde at producere fødevarer på, som går direkte i flæsket på dansk svineopdræt.

Verden er dog ikke sort/hvid. Langt fra faktisk, er budskabet fra både Tjekhov og Ross, som ikke blot portrætterer de iøjnefaldende forskelle, men også har blik for de menneskelige aspekter, der samler os. Vanja drømte om et liv i bøgernes, kunstens og kulturens verden, men måtte tage sin fædrene arv på sine pligtskyldige skuldre, da ansvaret for gården overgik til ham.

Den ulykkelige svinebonde er ikke en ondsindet og profithungrende dyreplager, der bevidst ødelægger naturen for egen vindings skyld. Snarere er han en kompleks karakter, som af nød alligevel er endt med netop at gøre det, som han helst ville undgå. Yana Ross’ opsætning af Onkel Vanja viser, at den frustration, som Tjekhov skrev om i 1890’erne, lever i bedste velgående i 2020’ernes Danmark – den har bare skiftet birketræerne ud med betonelementer og gyllebeholdere.

Onkel Vanja er en fortælling om den vrede og afmagt, der opstår når man føler sig glemt af historien, mens man står midt i dens vigtigste værdikamp. Og ikke mindst om, hvordan det der splitter os ad ofte stammer fra subtile sammenhænge, som vi i kampens hede sjældent har blik for. Desuden spiller alle seks skuespillere forrygende i en velorkestreret scenografi, som nyder godt af den originale fortolkning.

Hvis man tror, at de gamle klassikere er kedelige, og at scenekunsten er passé i populærkulturen, kan man godt tro om igen. /Anders Rod Thomsen

Onkel Vanja, iscenesat af Yana Ross, spiller fra den 27. marts til 8. maj på Store Scene i Skuespilhuset på Det Kongelige Teater.