Rote Armee Fraktion 2.0

Europa er ikke i borgerkrig. Selv om gårsdagens tre terroranslag i Ankara, Zürich og Berlin har en enorm virkning ved at skabe panikagtig angst blandt millioner af europæere, er der ikke én tilsvarende stor og sammenhængende årsag bag. Bestialske former for kriminalitet hverken kan eller skal tillægges store politiske motiver, blot fordi de udføres i et demokrati. Og omfanget af lemlæstelse ved gårsdagens terroranslag er i sandhed langt større end graden af mulig mening: At dræbe en ambassadør på et kunstmuseum, at skyde bedende mennesker i en moské og at køre en lastbil ind i en menneskemængde er alle desperate vanvidsakter, der alene signalerer svaghed, desperation og kujoneri.

De åbne, frie samfund står endnu. Måske fordi Europa har prøvet noget tilsvarende tidligere? Indtil videre kan de serielle terrorangreb – som i både Istanbul og Berlin ser ud til at være begået af islamister, og i Zürch det stik modsatte – bedst sammenlignes med den frygtsomme tilstand, som en række venstreekstremistiske grupper såsom bl.a. Rote Armee Fraktion skabte i Europa tilbage i 1970’erne. Dengang kom terroristerne også både indefra og over grænserne.

Dengang brugte de radikaliserede unge også dødsvold, og disse selvbestaltede guerilla-soldater nød sågar opbakning blandt både overraskende store dele af befolkningerne og fra fremmede magter. Alligevel lykkedes det dengang at inddæmme og stoppe terrorbølgen – gennem en systematisk politiindsats. I dag findes der formentlig fortsat revolutionsromantiske typer, som sympatiserer med RAF, men alle kidnapningerne, mordene og brandattentaterne står i dag tilbage som kriminelle handlinger, uden større mening.

Inden alle går i irrationel panik – hvilket umiddelbart kan være ganske forståeligt, når mennesker majes ned på julemarkeder i den nærmeste storby til Danmark – er der grund til at minde om, at terroranslag er lige så usle, som de i få tilfælde kan virke udspekulerede.

På den ene side er terrorisme de militært set svages desperado-taktik. Uden evnen til at angribe de bærende søjler i den demokratiske retsstat rettes den indeklemte desperation mod sagesløse civile. Mere fejt og æreløst kan det simpelthen ikke blive. Men terrorisme har i nogle enkelte tilfælde også en form for idé.

Terrorisme kan på den anden side – og i de få tilfælde, hvor gerningsmændene er en del af et ideologisk ekstremist-netværk og ikke blot genopfører andres forbrydelser på egen hånd – være et forsøg på at polarisere befolkningsgrupper; skabe så voldsom splid mellem f.eks. religiøse minoriteter og det store flertal, at flere og flere ender med at føle sig nødsaget til at vælge side. Terroranslag kan så at sige være kynisk designet til at fremkalde en overreaktion mod bl.a. muslimer og/eller flygtninge, som så efterfølgende marginaliseres og dermed kan blive lettere at rekruttere for ekstremisterne.

Terrorismens eneste lille splint af mening ligger i at få de demokratiske retsstater til at kortslutte – og annullere basale borgerrettigheder for i stedet at begynde at mistænke og beskylde f.eks. minoritetsgrupper for at have  kollektivt medansvar for ugerningerne. Her er det afgørende at være opmærksom på, at det faktisk er selve reaktionen på terrorismen, som i praksis ender med at være farligst.

De kriminelle handlinger i sig selv kan ikke true os som samfund, dét kan kun det frygtsomme flertal, der vakler i tumulten bagefter. Og som tvivler på vores åbne og frie samfundsmodel, der vel at mærke har stået imod før.