Vi med Basiskort

Mens Føljeton i denne uge kører en spændende serie om adfærdsregulering, bringer den amerikanske finansavis Wall Street Journal en serie om “the financial impact of divorce”. En skilsmisseadvokat i Connecticut udtaler til avisen, at “jo mere fjendtlig skilsmissen er, desto mere usædvanlige er begge parters krav”.

Advokaten havde en klient, som brugte 70.000 dollars på at kæmpe for retten til en hund, som hans ekskone havde købt for 3.000 dollars. Manden var ikke specielt interesseret i hunden, han vidste bare, at hans tidligere partner elskede den. En finansrådgiver i Los Angeles fortæller, at hendes klient og dennes ekskone tilsammen brugte 10.000 dollars på advokatsalærer i en kamp om en lampe formet som et ben og en samling køleskabsmagneter.

Med andre ord har særlige omstændigheder, fordi de føles uretfærdige, presset disse mennesker til at træffe beslutninger, der både er dyre og forbundet med en masse bøvl (hunden).

I januar havde Politiken en serie artikler om Rejsekortet, som er ejet af DSB, Movia, Metroselskabet, Nordjyllands Trafikselskab, Midttrafik, Sydtrafik, FynBus og Bornholms Amts Trafikselskab, i folkemunde BAT. Jeg så godt overskrifterne, men fulgte ikke med i det, fordi det virkede kedeligt.

Først i februar gik det op for mig, hvad det handlede om. Disse selskaber ville afskaffe det fysiske Rejsekort og havde gennem massive markedsføringskampagner forsøgt at presse så mange pendlere og andre brugere som muligt over på smartphonens digitale Rejsekort – fordi det var nemmere og langt billigere for dem at administrere.

I kampagnerne havde trafikselskaberne dog undladt at nævne, at der stadig ville forefindes et fysisk kort – nu kaldet Basiskortet. Det ville nemlig være ulovligt helt at afskaffe sådan et af hensyn til de mange mennesker, der er kloge nok til ikke at have en smartphone, eller de mange ufrivilligt u-digitale. Men det var så heller ikke i orden ikke at gøre opmærksomhed på dette forhold. Som Politiken opsummerede et høringssvar fra Forbrugerombudsmanden: “Ved at udelade den væsentlige information om et nyt fysisk kort kan Rejsekort således have forvredet gennemsnitsforbrugeres økonomiske adfærd og tvunget folk til unødigt at hente en app.”

Og nu kommer vi til det væsentlige i denne artikel. Adfærdsreguleringens implikationer. Jeg havde nemlig et godt liv med det elektroniske Rejsekort på min smartphone. Men da det gik op for mig, at ejerne af Rejsekortet med uhæderlige metoder forsøgte at tvinge folk til at rejse digitalt ligesom mig, blev jeg rasende. Drevet af retfærdighedssans tog fanden ved mig. Jeg gik kontra og bestilte et såkaldt Basiskort, som kom med posten et par uger senere. Nu startede et pendlerliv på trods. Et pendlerliv, hvor den absolut eneste fornøjelse var, at jeg (og mine ligesindede) var en sten i skoen på DSB, Movia, Metroselskabet, Nordjyllands Trafikselskab, Midttrafik, Sydtrafik, FynBus og BAT.

At køre i offentlig transport med Basiskortet minder lidt om den skæbne, der mødte rygere i årene op til rygeloven i 2007. På kontorarbejdspladser, hvor de tidligere havde kunnet sidde og pulse stolt på cigaretter eller cerutter ved deres arbejdsstation, opstod nye forhutlede adfærdsmønstre. Det blev meget sølle at være ryger. Ikke-rygere så med en grad af medfølelse på, mens rygerne forsøgte at skabe miljøer for sig selv på bagtrapper og i kældre, hvor de kunne mødes om deres afhængighed uden at blive set ned på.

Man kan sige, at det i det mindste er mere anonymt at være pendler med et Basiskort, end det var at være ryger i første halvdel af 00’erne. Det er så også den eneste luksus. På metrostationer i København er der typisk kun ét sted, man kan tjekke ind og ud med sit Basiskort, og dette sted er placeret tæt på elevatoren. Hvis man skal skifte på rejsen, skal man tjekke ind og ud ved hvert nyt transportmiddel. Hvis man glemmer at tjekke ud efter endt rejse, findes der ikke en app, man kan gøre det på, sådan som det var tilfældet med Rejsekortet. Mig bekendt skal man så ringe til et telefonnummer og bede til, at nogen tager den, hvorefter man skal forklare situationen, og hvad det er for et udslag af glemsomhed eller ligegyldighed over for systemet, der har ført til, at man er havnet i den.

Hvis man søger oplysninger om Basiskortet på internettet, vil søgetjenesterne tilbyde hjemmesider, der er henvendt til pensionister. Og bare navnet: Basiskort. Det lyder jo ikke særlig sejt?

Der er en lille fornøjelse mere. Det er, at Basiskortet skal aflæses på et særligt aggregat – og altså ikke på de gamle Rejsekort-standere. Basiskort-aggregatets design minder lidt om en Sony Walkman fra 80’erne. Den er tidløs og måske i virkeligheden lidt for lækker? De lyde, som den afgiver ved indtjekning og udtjekning, er mere behagelige end de gamle Rejsekort-lyde.

Trafikselskabernes nudging, der var på grænsen til ulovlig, var tænkt som adfærdsregulering. De ville ensrette os alle sammen. Alle pendlere skulle være på samme måde. De ville indrette det komplette overvågningssystem. Det hele skulle være digitalt. I stedet har de skabt en modbevægelse. Et monster af en modbevægelse. Jeg ved ikke, hvor mange vi er, men mon ikke vi bliver flere og flere? /Oliver Stilling