Man skal lede længe i overskrifterne for at finde ud af, hvor mange migranter, der lader livet på Middelhavet. Inden for de sidste få dage er mindst 28 mennesker omkommet på vej mod Europa. De omkomne fra bl.a. Bangladesh, Sudan og Somalia kæntrede, hvorefter de blev fundet langs Libyens kyst. Reuters har bemærket det, men ellers har meget få etablerede europæiske medier samlet op på historien.
Fortielsen er ikke udtryk for, at problemet er blevet mindre – ifølge FN-organisationen International Organization for Migration (IOM) Libyen er mindst 3.250 migranter døde eller forsvundet i Middelhavet mellem januar og den 21. marts. Snarere handler det om, at migranter i stigende grad forsvinder, før de når Europas kyster, hvorefter nyhedsværdien daler for de fleste vestlige medier.
Paradokset er, at jo mindre man som europæer hører om migranters dødsfald, desto mere bidrager EU med borgernes skattekroner til det system, der skaber tragedierne. Rejsen fra Libyen er bl.a. blevet farligere på grund af EU’s finansiering af den libyske grænsevagt.
Rejsen over Middelhavet er i forvejen risikabel, men bliver decideret livsfarlig, når man forfølges af den libyske kystvagt med toptunede både og udstyr betalt af EU og dets medlemslande. Grænsebevogtningen tvinger ofte migranter til at rejse i ly af natten, ofte i mindre gummibåde, der let kan kæntre.
Amnesty International har her tirsdag udgivet sin årsrapport The State of the World’s Human Rights, som beretter, at 26.940 asylansøgere, flygtninge og migranter blev opsnappet af den libyske kystvagt sidste år. Migranterne bliver anholdt, hvorefter de typisk køres til et af landets mange inhumane detentionscentre, hvor de ofte udsættes for vold og ikke har adgang til lægehjælp.
Man kunne tro, at uhyrlighederne ville give anledning til lidt moralsk selvransagelse fra EU’s side. Ikke desto mindre EU holder fast i migrationssamarbejdet med Libyen, der antager en endnu mere lyssky og mafiosoagtig karakter.
Libyens politiske situation er en speget affære med to forskellige regeringer, hvoraf ingen rigtig regerer. EU samarbejder officielt med Tripoli-regeringen i vest (Government of National Unity). I øst sidder en regering i Benghazi (Government of National Stability), som de facto styres af en diktatorisk feltmarskal ved navn Khalifa Haftar.
Som vi tidligere har beskrevet i Føljeton, kontrollerer Hafta alt af betydning i Libyen fra sit lille palæ uden for Benghazi: Oliefelter, hæren, domstolene og migrationsruterne. Siden Haftas magtovertagelse i 2014 har generalen klassificeret enhver form for modstand i sine territorier som terrorisme med dødsstraf til følge.
Fordi Haftar kontrollerer, hvad EU gerne vil have (olie), og hvad EU ikke vil have (migranter), har han ekstremt stærke kort på hånden. Og bag om de officielle pressemeddelelser forsøger EU’s lederskab da også at gøre deres hoser grønne hos den 82-årige krigsgeneral: Haftar skal bl.a. stå i spidsen for et EU-finansieret “maritimt redningskoordinationscenter” i Benghazi.
På Føljeton har vi tidligere sat fokus på konsekvenserne af EU’s migrationsindsatser i Nordafrika, og det vil vi fortsat gøre i løbet af foråret. /Claes T. Sørensen