Penge mellem de små hænder

Adfærdsregulering er psykologi. Det foregår bevidst, og det foregår ubevidst. Tirsdag eftermiddag, dvs. i går, var der forældremøde på en folkeskole i et af Københavns brokvarterer. Temaet for forældremødet var en lejrtur, som børnene skulle på i maj. Mødet foregik i en gymnastiksal, og der var stillet klapstole frem til både børn og forældre. På en bordplade ude til siden lå der en masse A4-papirer med tryk på. I en stak var der en dagsorden for forældremødet, i en anden var der samtykkeerklæringer, i en tredje ‘Nyttig info om lejrskole, 6. klasse’ og i en fjerde var der et minutiøst program for lejrturen, der indbefattede en hel dag og to halve, altså to overnatninger. Med andre ord kunne forældrene i denne stak papirer, som tillige var blevet omdelt via folkeskolernes kommunikationsplatform Aula 11 dage forinden, finde svar på ethvert tænkeligt spørgsmål omkring lejrskolen.

Alligevel var fremmødet stort. I salen sad der vel 80 mennesker inklusive elever. Flere af børnene havde to forældre med. Hvis der er noget, som forældre i Københavns brokvarterer er optaget af, så er det ting, der ligger uden for deres kontrol, og en lejrtur med to overnatninger er en af dem. Det ved skolen, det ved lærerne.

Ofte er forældre en større mundfuld end børnene, fordi de skal pleases og stryges med hårene for at få tilfredsstillet deres umættelige behov for information. De skal adfærdsreguleres, og adfærdsreguleringen skal ske diskret, så de ikke kører hinanden op. Adfærdsreguleringen af forældrene sker ved, at lærerne viser, at de excellerer i adfærdsregulering af deres børn. Forældrene forsøger at adfærdsregulere lærerne ved at spørge ind til potentielle krisesituationer på lejrturen, som de ikke har taget højde for. Her må lærerne ikke tøve, når de svarer.

En af lærerne gennemgik med en Eckhart Tolle-agtig tålmodighed praktikaliteterne omkring rejsen. Det stod hurtigt klart, at der var styr på den mindste detalje. Lærerne havde jo også erfaringer fra tidligere lejrskoler at trække på. Forældrene fik som noget af det første at vide, at eleverne på dag 1 ville få markeret, hvor den fysiske grænse for deres færden ville gå, således at det ikke ville være lærernes ansvar, hvis de skulle forvilde sig væk. Lejrskolen lå ikke inde i en tæt skov, men midt i en provinsby på Lolland – men alligevel. Eller måske lige præcis derfor? Ligesom urban krigsførelse ofte er mere kompleks end krigsførelse i naturen.

Så blev der åbnet for spørgsmål. Et barn spurgte, om man ville blive sendt hjem, hvis man blev taget i at gå på gangen kl. 2 om natten. Svaret var nej. Læreren sagde, at han aldrig havde været på en lejrskole, hvor et barn var blevet sendt hjem. En forælder ville vide, hvor langt væk fra børnenes sovesal lærerne var indkvarteret. Spørgsmålet indikerede, at der blandt forældrene var nogle, som allerede var lidt i alarmberedskab. Lærerne kunne ikke svare 100 pct. præcist på det, men fik givet et indtryk af, at det i hvert fald var i gåafstand.

En far overvejede at spørge lærerne, hvad de forestillede sig var det værste, som kunne ske på sådan en tur, men han lod det blive ved tanken. Det ville være som at smide en håndgranat i lokalet.

Forældremødets største samtaleemne blev penge – en af det postmoderne samfunds største adfærdsregulatorer.

Af dagsordenen fremgik det, at “skolen tager ikke stilling til omfang af eventuelle lommepenge”. Så hvor mange lommepenge måtte børnene egentlig have med på lejrturen? Hvordan skulle man kunne nå til enighed om det, når der ikke var fastsat et beløb? Læreren forsøgte at sige, at det for så vidt var underordnet med lommepenge, for der var ikke brug for dem. Der var sørget for både mad og snacks. Ingen ville komme til at sulte eller lide nød. Så som udgangspunkt havde han ikke nogen holdning til, hvad beløbet kunne være.

Men det var, som om flere af forældrene havde svært ved at håndtere denne uvished. Det var ligesom en sprække i det fundament, der udgjorde lejrturen. Tanken om, at nogle af børnene ville gå rundt med pungen fuld af pengesedler, mens andre måske kun havde til en Filur, pinte forældrene. En forsøgte at få læreren til at spille ud med et beløb, så man dog havde et eller andet at forholde sig til. Læreren foreslog modvilligt en halvtredser pr. dag. Men det var ikke et krav. Det var et ureguleret område, og som sagt tog skolen “ikke stilling til omfang af eventuelle lommepenge”.

Pludselig rejste en mor på første række sig op (hendes mand blev siddende). Hun havde allerede gjort sig bemærket med flere spørgsmål. Bl.a. om ikke lærerne kunne oplyse, hvilke telefonnumre de ville ringe fra i tilfælde af problemer. Hun tog nemlig aldrig sin telefon, hvis hun ikke vidste, hvem nummeret på displayet tilhørte. Nu vendte hun sig mod resten af forsamlingen med et indtrængende blik. Hun havde en form for appel: Kunne vi ikke alle sammen blive enige om et fast loft på de lommepenge? Hun vidste godt, at det var umuligt at “styre”, sagde hun, men hvis vi nu i det mindste tilstræbte, at alle eleverne havde præcis det samme beløb pr. dag, så ville det bare være godt. Hun blev stående lidt sådan, mens forskellige tal blev slynget gennem lokalet. Nogle sagde en halvtredser, andre en hundredemand. 80 blev også nævnt. Det endelige beløb landede deromkring. Sprækken i fundamentet var blevet fikset, og alle virkede lettede.

Efter forældremødet sagde et barn til sin far, at 80 pct. af eleverne i 6. klasse har dankort. /Oliver Stilling