Det begynder med en venlig stemme

Vi er nået til sidste afsnit af denne uges føljeton om adfærdsregulering, og det må kunne konkluderes, at seriens fokus overvejende har ligget på den meget praksisnære del af adfærdsreguleringens komplekse spektrum. Vi har talt om den såkaldte sportsgren padel og den alkoholiske populærdrik Aperol Spritz (mandag), vi har været i metroen og tjekke ind og ud med det fysiske Basiskort (tirsdag), og vi har været til et forældremøde, hvor lærere, elever og forældre forsøgte at holde hinanden i ave ved hjælp af mere eller mindre subtile psykodynamiske adfærdsreguleringsteknikker (onsdag). Meget har ligget mellem linjerne, men det meste af dette “meget” kan findes med en enkel søgning på internettet.

Jeg skrev mandag, at adfærdsregulering som tema både kan være spændende og dræbende kedsommeligt, og at det nemt kunne blive “lange fire dage”. Og alligevel står vi her på fjerdedagen og kan se tilbage på en relativt succesfuld serie, som kun har kedet et fåtal af dem, der har læst den.

Så adfærdsregulering er overalt hele tiden. Det er ikke sæsonbestemt som pollen. Man må altid være en lille smule på vagt – som en kat, der sover. Adfærdsregulering er i parkeringsindustrien. I flyindustrien. Hvorfor er det stort set umuligt at få telefonisk kontakt til et flyselskab? Da der pludselig var mange udbydere af telefoni i telekommunikationsindustrien for nogle årtier siden, var det, som om teleselskaberne forsøgte at kopiere flyindustriens tilgang til kundepleje. Sangeren og entertaineren Niels Hausgaard skrev endda en sang om det. I “3 Mobil” fortæller han, hvor utroligt meget han har stået igennem i sit liv: “Jeg har spist foie gras uden at brække mig”; “jeg har krydset Atlanten i rustfri stålvask”; “jeg har elsket med Margaret Thatcher”; “Jeg har læst en bog om Uffe Ellemanns ideer”; “Jeg er faldet ned i en gylletank helt fuld af lort/ og kravlet op igen med et smil/ men jeg er aldrig kommet igennem til 3 Mobil”.

Alt er adfærdsregulering. Politiets knipler er også et godt eksempel.

Og med politiets hævede knipler som billede på hornhinden lancerer vi hermed vold i vores serie. Det begynder med en venlig stemme, der retter din opmærksomhed mod nogle regler, som du måske ikke vidste fandtes. Næste skridt: Nu er stemmen lidt mere insisterende. Ligesom en vinkender i din omgangskreds måske siger, at han kan smage nuancer af læder og morbær og tobak i en flaske rød Bordeaux, fornemmer du i det lille anråb noter af passiv aggressivitet. Og du har ret. Nu råbes der til dig. Om lidt mærker du et slag med et stumpt redskab i ryggen; det følges op af en kæberasler, dine tænder flyver i alle retninger, og du har blodsmag i munden. Og næste gang er det en bombe, der bliver kastet ned over dig af et system, der ikke ser sig forpligtet til følge nogen regler for civiliseret adfærd. Og de mennesker, der har ansvaret, er sådan nogle helt almindelige typer som dig – før du med denne serie blev bevidst om adfærdsreguleringens dystre sider. Du kunne selv have trykket på udløseren. Men nu er du heldigvis dig og ikke dem. Nu skal vi have “dem” over på vores side. Vi starter med lidt nudging. /Oliver Stilling