Det lyserøde evangelium
At lide er at leve
Lidelsens sakramente, landevejens helte og vandbærerens heroiske skæbne. En hyldest til arbejdshesten over dem alle, som stålfast sætter sig selv til side for at andre kan sejre til sidst.
Vandbærer/hjælperytter Paul Van Hylfte. Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Giro d’Italia er ikke bare et cykelløb. Det er en tre uger lang dannelsesrejse på tværs af et land, hvis kaotiske skønhed danner rammen om et inferno af carbonstel, spændte cykelhjelme og fyldte drikkedunke, som suser gennem det italienske landskab med små 50 km/t.
Herhjemme blev vi for alvor introduceret til Giroen via den nu salige Jørgen Leth, hvis filmiske mesterværk Stjernerne og Vandbærerne (1974) står som et lyserødt fyrtårn over løbets sceniske geografi. Filmen portrætterer den indædte kamp om sejren i Giro d’Italias 1973-udgave. Den uovervindelige Eddy Merckx stod over for den feterede hjemmebanedarling Felice Gimondi, spanske José Manuel Fuente og danske Ole Ritter, hvis udprægede professionalisme springer i øjnene fra start til slut i den nyskabende dokumentarfilm.
Cykling er dog mere end et ræs mod målstregen. Sporten rummer en stringent og hierarkisk rollefordeling, som på mange måder minder om det moderne arbejdslivs slidsomme forpligtelser. Set med Lethske briller er hjælperytteren – også kaldet vandbæreren – en intet mindre end uundværlig figur i cykelløbets interne hierarki.