At lide er at leve

Giro d’Italia er ikke bare et cykelløb. Det er en tre uger lang dannelsesrejse på tværs af et land, hvis kaotiske skønhed danner rammen om et inferno af carbonstel, spændte cykelhjelme og fyldte drikkedunke, som suser gennem det italienske landskab med små 50 km/t.

Herhjemme blev vi for alvor introduceret til Giroen via den nu salige Jørgen Leth, hvis filmiske mesterværk Stjernerne og Vandbærerne (1974) står som et lyserødt fyrtårn over løbets sceniske geografi. Filmen portrætterer den indædte kamp om sejren i Giro d’Italias 1973-udgave. Den uovervindelige Eddy Merckx stod over for den feterede hjemmebanedarling Felice Gimondi, spanske José Manuel Fuente og danske Ole Ritter, hvis udprægede professionalisme springer i øjnene fra start til slut i den nyskabende dokumentarfilm.

Cykling er dog mere end et ræs mod målstregen. Sporten rummer en stringent og hierarkisk rollefordeling, som på mange måder minder om det moderne arbejdslivs slidsomme forpligtelser. Set med Lethske briller er hjælperytteren – også kaldet vandbæreren – en intet mindre end uundværlig figur i cykelløbets interne hierarki.

Vandbærerens lod

Den ideelle hjælperytter drømmer ikke om personlige sejre. Han er ifølge Leth defineret ved trofasthed og evnen til at hente vand, mad og ekstra tøj, alt imens han sætter egne ambitioner til side for at tjene stjernernes ordrer. I Stjernerne og vandbærerne dedikerer den danske filminstruktør et helt afsnit til disse landevejens arbejdsmænd, hvis mest fornemme opgave er at passe og pleje kaptajnens interesser.

Vandbæreren henter, som navnet afslører, først og fremmest vand til sin holdkaptajn. Afhængig af kompetencer og evner på cyklen, varierer hans opgaver i høj grad, hvad angår de taktiske elementer i cykelløbet. Med sin nasale rytmik forklarer Leth i løbet af filmen, at disse ryttere er gjort af et “særligt stof”. De tager føringer (kører foran stjernerne for at mindske vindmodstanden), venter hvis kaptajnen bliver ramt af uheld (eller skal tisse) og ofrer egne muligheder for at andre kan løbe med sejren.

Forfatter og cykelkommentator Bastian Emil Goldschmidt er, som hans lyriske forgænger, meget fascineret af vandbærerens selvopofrelse. Han ser cykelrytterne som repræsentanter for en disciplin, der gør op med hvad han til Føljeton kalder “samtidens magelighedssyge”.

“Et rigt liv er at søge udfordringer og at vænne sig til, at tingene gerne må gøre ondt,” bedyrer han. Ifølge forfatteren er cykelsporten – og i særdeleshed hjælperytteren – en af de sidste bastioner for dette eviggyldige ideal, som vi bør beundre og stile imod.

Spørgsmålet er, hvad der mentalt skal til for at kunne dyrke denne altoverskyggende askese, der mest af alt virker ret ekstrem for de fleste almindelige mennesker, som vælger metroen over cyklen, når den mindste smule støvregn melder sin ankomst?

Lidelsen som psykologisk præstation

Kristoffer Henriksen er professor ved Institut for Idræt og Biomekanik, leder af forskningscenteret Psychology of Sport, Excellence and Health og sportspsykologisk konsulent på 18’ende år hos Team Danmarks elitesportsafdeling. Han har været til OL som psykologisk rådgiver et væld af gange og ved, hvad der mentalt skal til for at en topatlet kan trives og præstere på én og samme tid.

Ifølge Kristoffer Henriksen er elitesporten – og cykelsporten i særdeleshed – fascinerende, fordi den er domineret af mennesker, der mestrer evnen til at fortsætte, selv når kroppen sender maksimale stopsignaler. Det er en mental præstation, der rækker ud over det rent fysiske, forklarer han.

“Det kræver en særlig mentalitet at blive ved, når der ikke er en hurtig belønning, og når kroppen sender tydelige signaler om, at man bør stoppe. Evnen til at blive i ubehaget ved smerten er helt essentiel for en elitesportsudøver,” siger Kristoffer Henriksen til Føljeton.

Vandbæreren er et ekstremt eksempel på, hvordan kombinationen af evner, træning og den rette indstilling kan flytte grænserne for, hvad der mentalt er muligt for en topatlet. I forhold til hjælperytternes bundne opgaver, når de skal assistere deres kaptajn på holdet og opgive egne ambitioner om at vinde, peger Henriksen derudover på stjernens evne til at motivere sine hjælpere som en af de væsentligste psykologiske parametre, hvis det skal fungere på et moderne cykelhold.

“Loyalitet ikke er noget, en kaptajn kan kommandere frem, men noget man opbygger i hverdagen. Det er fascinerende, hvad det er, der gør, at en rytter ‘vil dø for sin kaptajn’. Den lyst til at kæmpe for sin leder kræver en enorm selvopofrelse, som sommetider kan være svær at opfostre for en elitesportsudøver,” siger han og fortsætter:

“Dygtige holdkaptajner formår at løfte alle på holdet, så de finder identitet og mening i at hjælpe ham til sejr.”

Fascinationen af det ekstreme

Som mennesker bliver vi ofte tiltrukket af dem, der skiller sig ud og kan noget ekstraordinært. Når de viser os vejen til den absolutte verdensklasse, som Jonas Vingegaard har gjort det i Tour de France og Vuelta a España, følger vi dem i tykt og tyndt. Der opstår måske ligefrem en form for vikarierende oplevelse hos os, der ser på, hvor vi lider med rytterne og selv prøver at finde de sidste kræfter, mens vi ivrigt hepper og hujer på den anden side af skærmen.

Hvis man endnu ikke er blandt de indviede i denne (til tider ekstreme) klub af fanatisk fascinerede fans, som følger de lidende og letpåklædte lycramænd, er der ifølge sportspsykologen god grund til at blive det. Når vi sidder blødt og behageligt i vores magelige sofaer og ser på cykelrytternes fysiske formåen i det barske og kuperede italienske terræn, handler det nemlig i høj grad om en form for fælles kollektiv bevidsthed, som de fleste af os søger.

“Der sker en kollektiv synkronisering, når vi ser cykelløb hjemme på sofaen. Der er en enorm samhørighed i, at man ved, at det er lige nu, det sker. Det er lige nu, at Vingegaard sidder og overvejer, om han skal angribe eller ej, eller om han måske skal slippe taget og resignere,” forklarer Kristoffer Henriksen.

Bastian Emil Goldschmidt genkender denne følelse af en kollektiv bevidsthedsudvidelse, som cykelsporten faciliterer for dens beskuere. Goldschmidt lever sig ikke blot ind i rytternes lidelser og triumfer, men ser samtidig cykelrytterne som symboler på noget større, der rækker langt ud over det rent sportslige.

“Cykelsporten er en modstand mod magelighed. Sportens fascinationskraft bunder i en enorm modstandskraft og en tro på, at det ikke er meningsfuldt at komme let gennem tilværelsen. Tværtimod. Det gælder både for den sejrende kaptajn og den ihærdige hjælperytter, at det er gennem det hårde arbejde, at vejen til lykken findes,” siger han.

Når man hylder vandbæreren som lidelsens sande adelsmand, bunder det ifølge Goldschmidt i en personliggørelse af sportens ultimative offergave: at sætte sig selv til side for at andre kan sejre. Netop denne sandhed er essentiel at erkende, hvis man ønsker at forstå den fysiske og psykiske ekstremitet, som cykelsporten rummer. /Anders Rod Thomsen