En drøm om et menneske

Wattmålere, whereabouts og væskebalance. Moderne cykling er en hyper individualiseret datajungle, som de fleste almindelige mennesker ville have svært ved at finde rundt i. Der kan synes langt fra datidens simple mekanik og rene æstetik, når rytterne kører af sted på deres specialiserede carboncykler til en værdi af en gennemsnitlig dansk familiebil iklædt specialdesignet udstyr, lynhurtige solbriller og tætsiddende fantomdragter.

Forfatter og cykelkommentator Bastian Emil Goldschmidt peger på en tabt æstetik i feltet. Han nærer stor modstand mod den teknologiske overtagelse præget af enkeltstartscykler, aerohjelme (aflange cykelhjelme, som mindsker vindmodstanden) og de stadigt større cykelbriller, der ifølge Goldschmidt skjuler rytterne fra publikum.

“Noget af det menneskelige drama forsvinder, når man ikke længere kan se rytterens blik, frygten i øjnene eller smerten i ansigtstrækkene,” mener han. Det er en kritik af en sport, der i jagten på såkaldte ‘marginal gains’ (minimale optimeringer) risikerer at miste sin unikke autenticitet.

Fra jernhest til kulfiber

Kontrasten til cykelsportens uskyldsrene barndom er total. I bogen Gironimo! (2014) forsøger forfatteren Tim Moore at genoplive det oprindelige Giro d’Italia et århundrede forinden. 1914-udgaven af det italienske etapeløb var både længere (første etape var 420 km!), svært fremkommelig og ikke mindst langt farligere taget i betragtning af, at rytterne stod alene med de fleste opgaver såsom at reparere sin dengang voldsomt tunge, etgearede og ukomfortable jernhest undervejs i løbet.

Moore er hverken elitesportsudøver eller cykelfanatiker, men snarere eventyrer i ordets bredeste betydning. På samme måde som de gamle mestre vælger han at køre ruten på en autentisk cykel med træfælge og italiensk vin i drikkedunken. På trods af flere nærdødsoplevelser, tekniske nedbrud og fysiske skavanker formår forfatteren på mirakuløs vis at gennemføre sin overmåde ambitiøse mission på tværs af det italienske land, da han kvæstet kommer i mål i Milano efter at have tilbagelagt mere end 3000 kilometer fordelt over blot otte officielle etaper (sammenlignet med 21 i dag).

Nutidens Giro fremstår i høj grad som et klinisk setup sammenlignet med fortidens strabadser. Hvor Moore søger sportens tabte sjæl gennem en trættende tidsrejse til et Giro d’Italia, hvor overlevelse var et mål i sig selv, er alt omkring løbet i dag topprofessionelt med højteknologiske løsninger ned til mindste detalje.

Spørgsmålet er, om vi med den massive modernisering har mistet forbindelsen til det Giro d’Italia, som både Tim Moore og Bastian Emil Goldschmidt efterlyser, og om teknologien har overtaget en central plads i sporten som den dominerende faktor, når radiokontakt, watt-tal og pulsmålere dikterer slagets gang?

Menneske før maskine

Spørger man Brian Nygaard, forfatter, journalist og tidligere pressechef på flere professionelle cykelhold, er svaret nej. Bag Giroens moderne udtryk og de hurtige cykelbriller gemmer sig en særlig italiensk ånd, som han har brugt et halvt liv på at afkode. For Nygaard er Giroen ikke bare et cykelløb, men en kulturel undtagelsestilstand, hvor professionalismen altid er i infight med en intens uforudsigelighed i et terræn, der historisk har vist sig at være en næsten uoverstigelig mur for de danske cykelryttere.

Brian Nygaard har boet i Italien i størstedelen af sit voksne liv og kalder selv støvlelandet for sit “nye hjemland”. Han er uddannet cand.mag. i filosofi, men begyndte ad omveje for omkring 25 år siden at arbejde i cykelsporten. Først hos Bjarne Riis på Team CSC, siden som stifter af et selvstændigt cykelhold og dernæst som pressechef for andre storhold i branchen.

“Giro d’Italia er det løb, jeg glæder mig mest til hvert år. Selve løbet er enormt spændende, men for mig handler det i lige så høj grad om at rejse med Giroen rundt i Italien – fra nord til syd eller omvendt,” siger han til Føljeton og fortsætter:

“Mennesker, du møder her, er dem, der bor her. Det er de lokale. Til Tour de France er det svært at komme frem for turister, fulde hollændere eller danskere med klaphat. Ikke at der er noget galt i det, men Giroen er bare noget andet. Det føles mere som et hjemlands rundtur for mig.”

Den ekstreme modernisering af cykelløbet til trods mener Brian Nygaard ikke, at Giroen har mistet sin charme, som ifølge ham findes i løbets nære forhold til den italienske folkesjæl og det aflange lands geografiske historie. Den særlige Giro d’Italia-magi ligger med andre ord i, at etapeløbet insisterer på at være tro mod sit italienske ophav.

“Der findes en særlig italiensk måde at gøre tingene på, som måske også præger løbet i højere grad end den mere gennem-kommercialiserede tilgang, du oplever under Tour de France. Giroen er bare et helt andet løb. Det unikke ligger i selve Italien, og det er selvfølgelig en smagssag, hvad man bedst kan lide. Men for mig er det bare et mere indbydende landskab og en kultur, der tiltaler mig på en anden måde,” forklarer han.

Selvom løbet og rytterne er en del af en moderne verden med flere penge og bedre teknologi, holder Giroen stadig fast i sine stolte traditioner. Denne “italienske måde” at køre cykelløb på er ifølge Nygaard grunden til, at mennesket stadig står i centrum, selvom rytterne i dag har adgang til enorme mængder data, kører efter stramme træningsplaner, har individuelle diæter og højteknologisk udstyr.

“Jonas Vingegaard er ultra professionel og kører efter holdets strategi og sine watt-tal, men under Giroen skal han samtidig være til rådighed for pressen og vise publikum, at han også er værd at samles omkring. Det er ikke kun en teknisk eller fysisk opgave, men også en mental udfordring at vinde Giroen som en populær skikkelse. Det er vigtigt at have italienernes opbakning for at blive en stor Giro-vinder,” siger han.

Intet menneske, ingen maskine. /Anders Rod Thomsen