Jussi og spækhøkeren

Du havde det nok på fornemmelsen, men nu har en ny rapport fra det såkaldte Bog- og Litteraturpanel bekræftet den erfaring, som nissen gjorde hos spækhøkeren i sin tid: Man kan hverken leve eller dø af litteratur og poesi. Panelet blev nedsat af forhenværende kulturminister Marianne Jelved (R) blandt andet med det formål at afdække forfatteres leveforhold, og nu viser det sig altså, at de (leveforholdene) for de flestes vedkommende er ret beskedne. Hver fjerde danske forfatter tjener mindre end 8.333 kroner om måneden inklusive indtægten fra deres almindelige arbejde. 41 procent har et arbejde, der ligger langt fra forfattergerningen – taxakørsel, børnepasning, avisomdeling og den slags – og 31 procent af de skønlitterære forfattere over 40 år er afhængige af partnerens indkomst. Faktisk er det nærmest kun Jussi Adler Olsen, der for alvor tjener penge – og så en håndfuld af de andre nordic noir-forfattere. De andre når ikke rigtig over funktionærlønnen.

Man skulle mene, det var et område, hvor det var forholdsvis enkelt at være liberalist: Du vælger selv, om du vil lave litteratur, og hvis du laver litteratur, som ingen gider købe, tjener du heller ikke penge. Så hvis du gerne vil tjene penge, må du enten lave noget andet eller skrive noget andet – ja, noget, som folk gider købe, for så er der faktisk penge at hente, viser rapporten også.

Kulturministeren er som bekendt liberalist. Mette Bock hedder hun og er fra Liberal Alliance, så det burde være en smal sag for hende at vende denne rapport mod forfatterne selv, men det er overraskende nok ikke det, hun bruger sin taletid til. Næ, i Berlingske Tidende anerkender hun ærbødigt forfatternes udfordringer og peger på, at en løsning måske kan findes i dagpengesystemet i forhold til selvstændige og freelancere, herunder kunstnere.

Her er også en del håndtag at dreje på som minister. Blandt andet kunne man gøre det muligt at være på dagpenge, imens man søger fonde og skriver sin poesi, ligesom man kunne gøre legaterne fra Statens Kunstfond skattefrie. Begge er tiltag, der vil gøre livet som eksperimenterende forfatter en del lettere. For selv om vi helt oprigtigt mener, at noget af det fineste ved vores land er statens generøse omend skrøbelige syn på kunst og uddannelse, så er det svært at argumentere for, at den gruppe kunstnere, der får allermest i støtte, skal have endnu mere. Ligesom med journalistik er det et reelt problem, at vores sprogområde svarer til lokale dialekter i større lande, og det sætter sine begrænsninger for det store, kommercielle gennembrud for andre end Jussi Adler. Så kig hellere på oversætterens vilkår, få dansk litteratur bredere ud, styrk det nordiske samarbejde og se på dagpenge og skattereglerne for udøvende kunstnere. Det ville da være vores bud, hvis nogen spurgte os.

Og så køb da lige nogle flere bøger. Gå eventuelt over til den hylde, hvor der står poesi. Tag et par stykker af dem med de flotteste forsider eller de underligste navne. Giv den ene i gave og sig, at det er morgendagens store håb, og at du blev slået fuldstændig bagover, da du læste den. Behold den anden selv. Se om det ikke var alle pengene værd. Det plejer at være bedre end så meget andet, man kan få for 150 kr. Brunch for eksempel. Eller to poser pebernødder i Lagkagehuset. Nogle gange er det også bedre end Jussi.

Her på Føljeton består redaktionen udelukkende af tidligere topatleter. Sportsfolk, der kunne have været gået hele vejen, hvis vi gad. Vi har blandt andet en tidligere junior-mesterrække-håndboldspiller i Østsalling, der havde en træner, som muligvis ikke var en bogens mand, men han forstod simpel logik. Engang da holdet gik til pause bagud med ni mål, forklarede han roligt holdet sin strategi efter pausen: ”Nu skal I bare alle sammen gå ud og score et mål hver, og så skal ti af jer score to gange. Hvis I så ikke lukker mål ind i forsvaret, står vi lige igen.”

Det er lidt den strategi, vi skal have, når det kommer til den smalle litteratur hertillands.