Vidundermidlet, der sejrer sig selv ihjel

Til august skal jeg opereres i min højre hofte, og i april var jeg til kontrol på Bispebjerg Hospital, hvor jeg blev informeret om operationens omfang og sådanne ting, som jeg næsten allerede har glemt igen. Ét spørgsmål, jeg blev stillet af den flinke sygeplejerske, hang dog ved: “Har du været i en svinestald det seneste halve år?” Det kunne jeg informere hende om, at jeg ikke har været. Sygeplejersken svarede, at det var godt, for ellers skulle jeg isoleres, og grundlæggende set ville det skabe en masse ekstra postyr, som hospitalet selvfølgelig er gearet til, men samtidig ikke har helt tid til.

Grunden til, hun spurgte, er, at sundhedspersonalet frygter, at patienter slæber antibiotikaresistente bakterier ind på hospitalet. De resistente bakterier har været et velkendt problem i en årrække efterhånden, men man har ikke formået at slå det ned. Særligt i konventionelle svinestalde lever den resistente MRSA-bakterie i bedste velgående i Danmark, hvilket Dagbladet Information i øjeblikket afdækker. Derfor er hospitalet ekstra opmærksom på patienter, der har opholdt sig blandt grise.

Penicillin for en sikkerheds skyld

Det første antibiotikum, penicillin, blev opdaget i 1928 af den skotske bakteriolog Alexander Fleming. Efter nogle år, hvor Fleming ikke helt vidste, hvad han skulle stille op med antibiotikummet, kom der for alvor gang i produktionen af det under anden verdenskrig, hvor det blandt andet blev brugt til at bekæmpe den seksuelt overførte sygdom gonorré, men også øgede helbredelsesraten for sårede soldater markant. Et mirakelmiddel var fundet. Siden da har rigtig, rigtig mange mennesker overlevet diverse infektioner, og man har opdaget endnu flere typer af antibiotika, som hver især kan slå forskellige bakteriesygdomme ned. Men anvendelsen af vidundermidlet har også sejret sig selv ihjel.

Bakterier muterer hele tiden, og det er sådan med evolution, at den bedst tilpassede vinder. Hvis man er en bakterie, der tilfældigvis er muteret – eller tilpasset – til at kunne tåle antibiotika, så vil man have et noget bedre liv hos et menneske end sin bakteriekammerat, der ikke kan tåle antibiotika. De resistente bakterier blomstrer især, når der er et overforbrug af antibiotika. Ikke fordi de opstår direkte på grund af antibiotika, de er bare tilfældigvis muteret til at tåle det, mens medicinen slår de andre almindelige bakterier ned. På den måde udkonkurrerer de muterede bakterier de ‘almindelige’ bakterier med hjælp fra antibiotika.

Hjælpen kommer fra, at man generelt har været for rundhåndet med brugen af det medicinske vidundermiddel. Penicillin og andre antibiotika har været så effektive som lægemidler, at man har brugt dem unødvendigt meget på verdensplan. Det skyldes både fejldiagnosticering og pres fra patienter, der gerne vil have noget imod deres sygdom. Det har endda været – og er stadig – muligt at købe antibiotika i håndkøb i nogle lande. Alt i alt munder det ud i et overforbrug, og et overforbrug bliver over tid til resistens.

Overforbruget er endnu større i kødproduktionen. I Danmark udskrives der dobbelt så meget antibiotika i kødindustrien som til mennesker, og det er særligt svineindustrien, der står for antibiotikaforbruget. Overforbruget har mundet ud i, at den resistente bakterie MRSA nu er udbredt i over 90 pct. af alle danske svinestalde. Vi dykker dybere ned i svineindustrien og MRSA i næste afsnit.

Millioner kan dø af resistens

Antibiotikaresistente bakterier er farlige, fordi de gør, at det er sværere at behandle syge mennesker, hvis de bærer bakterierne. Hvis patienten fx har lungebetændelse, vil man ofte behandle den med penicillin, men har patienten en penicillinresistent bakterie i sig, kan penicillinen virke dårligere – eller slet ikke virke. Og det sker i skrivende stund verden over.

I 2016 blev den såkaldte O’Neill-rapport offentliggjort, som havde til formål at analysere de globale problemer angående resistens over for lægemidler, herunder antibiotikaresistens. Rapporten forudsagde, at 10 mio. mennesker vil dø på grund af antimikrobiel resistens i 2050. Det er flere, end der dør af kræft.

Det lægevidenskabelige tidsskrift The Lancet offentliggjorde i 2024 et studie, der gjorde status over antibiotikaresistensen og den medfølgende sygdomsbyrde baseret på data fra 1990 til 2021. Forskerne vurderer, at der i 2021 døde 1,14 mio. mennesker, hvis dødsårsag kan tilskrives bakterier, der er resistente over for antibiotika. Til sammenligning vurderer Verdenssundhedsorganisationen (WHO), at covid-19 har direkte forårsaget 7,1 mio. dødsfald siden virussens udbrud.

Derudover mener forskerne, at de resistente bakterier har haft indflydelse på i alt 4,71 mio. dødsfald samme år. De forventer også, at dødstallene vil stige markant, men vurderer også, at det ikke kommer op på 10 mio. mennesker, som O’Neill-rapporten spåede. Forskere mener, at i 2050 vil 1,91 mio. dødsfald tilskrives antimikrobiel resistens, og bakterierne vil yderligere have medvirket til 8,22 mio. dødsfald. MRSA er samtidig den resistente bakterie, som i perioden 1990-2021 har oplevet den største stigning som direkte og indirekte dødsårsag.

Faren – eller frygten – opsummeredes allerede af den danske overlæge Ute Wolff Sönksen, da Føljetons Lasse Lavrsen interviewede hende her i nyhedsbrevet for knap et årti siden: “Nogle forskere taler om det, man kalder den post-antibiotiske æra. En verden, hvor antibiotika ikke virker, og hvor vi ikke kan stille noget op mod en simpel lungebetændelse eller halsbetændelse… Det er reelt set også i den retning vi går, men vi kommer nok ikke tilbage til en tilstand som den, vi havde for 100 år siden med den viden, vi har i dag.”

Det er altså derfor, de spurgte ude på Bispebjerg Hospital, om jeg havde været i en svinestald for nylig. Man har haft – og har stadig – et overforbrug af antibiotika. Både til mennesker og til dyr. I den danske svineproduktion er den resistente MRSA blandt stort set alle de konventionelle grise. Hvis jeg slæbte resistente bakterier ind på hospitalet, kunne jeg risikere at smitte andre patienter, hvis behandling i værste fald ikke ville virke. Og hvis jeg selv skulle være så uheldig at pådrage mig en infektion som følge af operationen, kunne jeg også blive endnu mere alvorligt syg, end hvis jeg ikke havde MRSA. /Gustav Hamborg Albrechtsen