Overforbruget, der ikke bliver taget hånd om

De resistente og potentielt dødelige stafylokokker er overalt i de danske grisestalde, og de spreder sig stille og roligt til mennesker. Husdyr-MRSA blev første gang påvist i en dansk grisestald i 2007 og er nu i stort set alle stalde. I gennemsnit har 85 pct. af de nyregistrerede mennesker med husdyr-MRSA de sidste 10 år været i direkte eller indirekte kontakt med husdyr – primært grise.

Der er to primære årsager til, at husdyr-MRSA bliver ved med at være vidt udbredt i de danske svinestalde: Landbruget fortsætter med at have et overforbrug af antibiotika, og myndighederne har undladt at gøre nok ved det – fx ved at sanere svinebesætningerne, som man har gjort i Norge.

Mindre, men stadig for meget

På forsimplet vis kan man sige, at anvendelse af antibiotika fører til, at muterede bakterier kan leve under bedre vilkår. Derfor er den letteste løsning på problemet med husdyr-MRSA at sænke forbruget af antibiotika i svineindustrien.

I 2024 fik danske grise 73 ton antibiotika, mens forbruget for mennesker var 50 ton. Forbruget til grisene har været faldende, siden det toppede i 2009 med over 120 ton, men de seneste år er denne udvikling stagneret. Det er forbudt at give grisene antibiotika rutinemæssigt – de må altså kun få antibiotika, hvis de er syge – men som Information har afdækket, får grisene det ofte uden grund. Eksempelvis gives der antibiotika til omkring 90 pct. af alle nyfødte pattegrise inden for 48 timer af deres levetid for fx at forebygge navlebrok.

Det faldende forbrug siden 2009 skyldes, at myndighederne indførte Gult kort-ordningen i 2010, som indebar, at svineproducenter ville modtage et påbud om at mindske deres forbrug af antibiotika, hvis de oversteg nogle fastsatte grænseværdier. Det medførte dog, at producenterne stoppede deres pattegrise med medicinsk zink i stedet, da det har nogenlunde samme virkning mod diarré som antibiotika. Zink har bare andre følgevirkninger. Professor Hans Jørn Kolmos påpeger i bogen Hvordan undgår vi, at resistente bakterier slår os ihjel?, at husdyr-MRSA også er resistent mod zink, så hvis grisene er syge på grund af den bakterie, virker zinken ikke. Derudover er zink en miljøgift, “som virker toksisk på mikrofaunaen i jord og vandløb, når det udbringes med gyllen fra svinefabrikkerne,” skriver Kolmos. Derfor blev medicinsk anvendelse af zink forbudt af EU i 2022. At pattegrisene får diarré i første omgang skyldes, at man fjerner dem fra soen, når de er fire uger gamle, hvor de går fra at få mælk til at spise fast føde, hvilket deres spæde maver ikke kan tåle endnu.

I det økologiske landbrug er husdyr-MRSA stort set ikke et problem. I 2015 var det ifølge Fødevarestyrelsen kun 6 pct. af de økologiske besætninger, der døjede med husdyr-MRSA, mens de konventionelle havde en forekomst på 68 pct. I dag regner man med, at over 90 pct. af alle de konventionelle besætninger har husdyr-MRSA. Et tysk studie peger desuden på, at de økologiske grise smider husdyr-MRSA’en fra sig over tid, mens de konventionelle i højere grad beholder den. Når grisene har mere plads, overlever den resistente bakterie i mindre grad på dem.

Dermed kunne en simpel løsning på problemerne med husdyr-MRSA være at omlægge produktioner til økologi, skriver Kolmos. Økologisk produktion mindsker behovet for antibiotika. Derudover foreslår han at reducere antibiotikaforbruget i husdyrproduktionen med 90 pct. Det kan gøres ved enten at indskrænke forbruget eller mindske kødproduktionen generelt.

Af hensyn til erhvervet

“Realiteten er, at MRSA CC398 [husdyr-MRSA, red.] har nået et niveau, hvor der ingen vej er tilbage: Vi bliver nødt til at leve med MRSA CC398 både i landbruget og i det omgivende samfund.”

Sådan skrev daværende formand for Landbrug og Fødevarer Martin Merrild i et nyhedsbrev til interesseorganisationens medlemmer i 2014. “Vi forstår godt, at folk er bekymrede. Men det er ikke realistisk at fjerne bakterien,” uddybede daværende direktør i Videncenter for Svineproduktion i Landbrug & Fødevarer Claus Fertin i Ingeniøren.

Imidlertid blev der præsenteret realistiske udveje, der ikke førte til total smitte. Efter det første konstaterede udbrud af bakterien i danske svinestalde i 2007 anbefalede DTU Fødevareinstituttet løbende myndighederne at rense avlstoppen af grise for MRSA, skriver Kjeld Hansen i bogen Farvel til dansk landbrug.

Avlstoppen består, kort fortalt, af nogle og hundrede besætninger, som sender grise videre gennem “avlspyramiden”. Besætningerne har de ‘bedste’ grise, og andre producenter køber dem til at fungere som avlsdyr hjemme på produktionerne. Er disse avlsdyr inficeret med husdyr-MRSA, er der god grund til at tro, at de smitter andre, når de sælges videre til besætninger.

DTU’s anbefalinger for at hindre spredningen fra avlstoppen blev stille og roligt fjernet af Fødevarestyrelsen, så de danske politikere aldrig blev forholdt den rigtige viden om husdyr-MRSA’ens udbredelse. Når Folketinget løbende skulle informeres om smitten, konkluderede Fødevarestyrelsen, at der var brug for mere viden. Dette cirkus, hvor Fødevarestyrelsen ignorerede tilsendte anbefalinger fra DTU, blev gentaget fire gange i 2008-2014. Man nåede aldrig at udrydde husdyr-MRSA på avlsbesætningerne, og Rigsrevisionen kritiserede Fødevareministeriet for manglende indsats efterfølgende.

Ovenstående forløb blev afsløret af DR-dokumentaren Den dag penicillinen ikke virker fra 2016. Fødevarestyrelsens veterinærdirektør afviste kritikken og ønskede lidt mere viden. Professor Frank M. Aarestrup, en af forskerne bag DTU-anbefalingerne, svarede: “Stop nu; vi behøver ikke flere undersøgelser. Vi havde på daværende tidspunkt – og i øvrigt også i dag – viden nok om betydningen af handel med grise til at begynde en bekæmpelse af MRSA.”

I 2016 skrev Hans Jørn Kolmos i Ugeskriftet for Læger, at Fødevarestyrelsen valgte at prioritere erhvervet frem for at få bugt med den potentielle epidemi. Kolmos henviser til en beretning til Rigsrevisionen af Fødevareministeriet om bekæmpelse af husdyr-MRSA, hvor de i punkt 58 skriver, at Fødevarestyrelsen “var bekymret for, at en offentliggørelse af MRSA-status ville være meget omkostningstung for svineproducenterne”.

Et  forløb magen til udspillede sig ganske anderledes i Norge. Der blev opdaget husdyr-MRSA i flere norske svinestalde i 2013, hvorefter man besluttede at sanere samtlige stalde, der var inficeret. En sanering indebærer, at man slår de inficerede dyr ned, desinficerer hele stalden og indfører nye, smittefrie grise. Siden da har man overvåget nøje for tilfælde af nye udbrud. I 2025 var der ingen tegn på MRSA i prøverne fra 524 screenede besætninger.

Den norske svineproduktion er dog markant mindre end den danske. Da Fødevarestyrelsen i 2017 regnede på, hvad det ville koste at udføre samme procedure som nordmændene, konkluderede de, at det ville koste op mod 14 mia. kr. Den regning er der stadig ingen politikere, som vil tage. /Gustav Hamborg Albrechtsen