Dominobrikken mod nord

Efter Donald Trumps besøg i Beijing i sidste uge er en ny magtdeling begyndt at træde frem som et koldt træk under døren: En verden, hvor stormagter forhandler om interessesfærer og andres territorier.

Forleden sendte det øjeblikkelig kulde gennem alle lande, der hidtil har fundet tryghed i amerikanske garantier, da Donald Trump åbent sagde, at han ikke længere betragter Taiwans sikkerhed som et løfte, USA skal indfri for enhver pris. I stedet ser den amerikanske præsident nu ud til at have bøjet sig for sin eneste jævnbyrdige modpart, Folkerepublikken Kinas præsident Xi Jinping, og Kinas kontante krav om at “genforene” Taiwan med det kinesiske fastland.

Det varsler ilde, ikke mindst for Grønland.

Nu er Trumps mand i Nuuk. Ikke i uniform. Ikke med et købstilbud foldet ud på bordet. Men med den slags politisk tyngde, der kan gøre selv en erhvervskonference til et udenrigspolitisk signal. Jeff Landry, Louisianas republikanske guvernør og Trumps særlige udsending til Grønland, har meldt sin ankomst til Grønlands Erhvervs konference Future Greenland.

Derfor bliver de kommende dage i Nuuk ikke kun en samtale om hoteller, miner og landingsbaner. De bliver en test af, hvor langt USA allerede er begyndt at tænke Grønland ind i sin egen interessesfære.

Et arktisk aktiv

Optrinnet er næsten for mærkeligt til ikke at være sigende: En republikansk guvernør fra Louisianas sumpe og olieindustri på vej til Nuuk for at tale om Grønlands fremtid. Fra Mississippi-delstatens fugtige varme, oliekanaler og orkaner til fjelde, is, uran, sjældne jordarter og arktisk radar. Men netop i den absurditet ligger pointen. Landry behøver ikke have et personligt forhold til Grønland. Han behøver alene at have Trumps mandat med som en skygge.

Før grænser flyttes, flyttes ordene.

På vej hjem fra statsbesøget i Beijing sagde Trump om Taiwan: “Jeg ønsker ikke, at nogen går hen og erklærer sig uafhængige. Og altså, vi forventes at rejse 15.000 kilometer for at kæmpe en krig. Det er ikke det, jeg ønsker. Jeg vil have dem til at dæmpe sig. Jeg vil have Kina til at dæmpe sig,” sagde Trump i et interview på Fox News her i weekenden.

Var signalet ikke tydeligt nok, kom næste sætning som en iskold fodnote til denne uges erhvervsmøde i Nuuk: “Når man ser på styrkeforholdet, er Kina et meget, meget magtfuldt og stort land. Det er en meget lille ø. Tænk over det: [Taiwan] ligger under 100 kilometer væk [fra Kina]. Vi er 15.000 kilometer væk. Det er et lidt vanskeligt problem.”

Den sætning bliver ikke i Taiwanstrædet. Den rejser nordpå. For når Trump taler om Taiwan som en lille ø langt fra USA, taler han samtidig ind i en logik, hvor små samfund reduceres til geografi, afstande og militære omkostninger. I den logik er Grønland ikke først og fremmest et folk med selvbestemmelse. Det er en beliggenhed. Et arktisk aktiv. En brik på kortet.

Derfor er Jeff Landrys besøg ikke bare en kuriøs amerikansk deltagelse ved en grønlandsk erhvervskonference. Det er den nye verdensorden i rejseudgave: Trump taler med Xi i Beijing om, hvor langt USA vil gå for Taiwan. Få dage senere sender han sin mand til Nuuk for at undersøge, hvor langt USA kan komme i Grønland.

Hvis afstand, størrelse og stormagtsinteresser bliver de afgørende målestokke, står ikke bare Taiwan svagere. Det gør alle små samfund, der ligger tæt på en stormagts appetit og langt fra andres forsvarsvilje. Også Grønland.

Trøstepræmie til USA

Xi Jinping pakkede den samme logik ind i klassisk dannelse, da han under mødet med Trump advarede mod den såkaldte Thukydid-fælde: Forestillingen om, at krig ofte bliver næsten uundgåelig, når en opstigende stormagt udfordrer en etableret stormagt.

På overfladen var det en advarsel mod amerikansk-kinesisk krig. Underneden lød det som et tilbud om arbejdsdeling.

Kina søger ikke nødvendigvis krig med USA. Kina søger noget mere værdifuldt: Amerikansk accept af, at verden ikke længere kun er amerikansk. Og Xi Jinping vil i særdeleshed have Trump til at acceptere, at Taiwan bliver kinesisk.

Taiwan er i Beijings øjne den ufærdige sætning i Kinas nationale genrejsning. Xi Jinping har gjort “genforeningen” til en historisk mission, og Folkets Befrielseshær har i de senere år øvet sig stadig mere direkte på det, alle frygter: blokade, afskæring, omringning og militært pres mod øen. Kinas øvelser omkring Taiwan bliver ikke længere kun opfattet som symbolsk intimidering, men som en generalprøve på tvang.

Først pres. Så tvivl. Så udmattelse. Så forhandlinger på dårligere vilkår.

Det er derfor Trumps ord rammer så hårdt. Ikke fordi han formelt opgav Taiwan i Fox News-interviewet. Men fordi han begyndte at tale om Taiwan, som stormagter taler om små lande, når deres skæbne lægges på bordet mellem andre: for langt væk, for lille, for besværlig, for dyr at forsvare.

Og her begynder Grønland at træde frem i samme silhuet.

For hvis Kina får Taiwan som sin historiske genoprejsning, og Rusland allerede har taget bidder af Ukraine, hvad skal USA så have? Hvad er den amerikanske kompensation i en verden, hvor de store igen måler deres prestige i territorier, råstoffer, baser og adgang til havene?

Svaret kan meget vel ligge mod nord. Trumps mand er netop trådt ud på landingsbanen i Nuuk. /Lars Trier Mogensen