Kære læser

Er højreorienterede politikere bedre til at danne regering?

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det, Mette Frederiksen (S) ikke kunne gøre på 44 dage, har Troels Lund Poulsen (V) gjort på mindre end to uger: præsenteret et konkret bud på en regering og en politisk ramme for selvsamme.

Har den politiske højrefløj besluttet sig for at udvise noget af det der “ansvar”, de hele tiden taler om? Eller måske har de fulgt med i debatten om, hvorvidt venstreorienterede skriver bedre digte end højreorienterede og besluttet sig for at bevise, at selvom højrefløjen ikke kan skrive poesi, så kan den godt finde ud af at danne regering.

Knap havde Troels Lund præsenteret projektet tirsdag formiddag, før manden i midten – Lars Løkke Rasmussen (M) – smed det til jorden med en sprogblomst: “Jeg betragter det her lidt som en prøveballon, og den kan jo ikke flyve.”

“Det er ikke dem, der laver de bedste metaforer, der skal fylde mest, tænker jeg,” lød reaktionen på den umiddelbare afvisning fra Mona Juul (K), og det kan hun jo have ret i. I modsætning til digtning handler regeringsdannelse ikke om metaforer, men mandater.

Dem har VLAK bare kun 46 af. Som mindretalsregering har de dermed brug for støtte (eller i hvert fald ikke modstand) fra Moderaterne og resten af højrefløjen: Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne, diverse løsgængere og ikke mindst – eller jo faktisk – Borgernes Parti.

Ligesom man, hvis man vil læse såkaldt højreorienteret poesi, må sluge højreekstremistiske strofer, der raser mod barnløse, feministiske kvinder og “fremmede arter, hjemmehørende på den anden side af Jorden”, må man se i øjnene, at en højreorienteret regering er afhængig af højreekstreme partier. Altså partier, der har stillet ultimative krav om “muslimsk nettoudvandring”, vil melde Danmark ud af FN’s statsløsekonvention og Europarådets statsborgerretskonvention, og som angiveligt har fået hjælp til at formulere udlændingepolitik af den selverklærede “racerealist” Rasmus Munch Søndergaard.

Sådan en regering kan passende beskrives med Weekendavisens litteraturkritiker Lars Bukdahls anmeldelse af den højreorienterede poesi: “Er det dårligt, fordi det er højreorienteret? Nej, det er dårligt, fordi det er dårligt, men måske, bare måske, skyldes den ideologiske skingerhed, at ideologien faktisk er skinger. Måske er meningerne grimme, fordi meningerne er grimme – så måske ja!”

Eller hvad? I Troels Lunds præsenterede politiske ramme er der blevet luget lidt ud i de skingre ideologier og grimme meninger. Fx vil en VLAK-regering bevare udviklingsbistanden og føre udlændingepolitik inden for konventionernes rammer – stik modsat Troels Lunds egne udmeldinger i valgkampen.

Overraskende nok vil hverken Morten Messerschmidt (DF) eller Inger Støjberg (DD) modsætte sig denne mere kompromissøgende mindretalsregering. Det kunne tyde på, at de politiske ledere har fundet en større fælles fjende i Moderaterne end muslimerne. Eller måske tænker de, at der er plads til forhandling, siden Troels Lund tydeligvis sagtens kan sige det ene og mene noget andet, og et kompromis i dansk politik også sagtens kan omfatte en udvisningsreform.

Snarere end et reelt bud på en regering ligner Troels Lunds udmelding mest en manøvre, der skal presse Lars Løkke. Men mon ikke Lars Løkke, bevæbnet med metaforer, mandater og morgenkaffe fra en københavnsk salon, finder en måde at udmanøvrere sin tidligere partifælle? /Emilie Ewald

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12