Plakaterne i natten

Natten før Donald Trumps særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, lander i Nuuk, bliver op mod 150 protestplakater hængt op i lygtepælene rundt om kulturcenteret Katuaq, hvor erhvervskonferencen Future Greenland afholdes. Men da præsidentens gesandt næste dag går gennem gaderne, er de fleste pist forsvundet.

Nogen ønsker åbenlyst ikke, at guvernøren fra Louisiana skal mødes af for synlig modstand. Næsten som et slags ekko af et tilsvarende optrin i Danmark: dengang Københavns Politi fjernede Tibet-flag, før den kinesiske præsident Hu Jintaos kortege skulle passere Højbro Plads under statsbesøget i 2012.

Officielt afviser Grønlands Politi ethvert kendskab til fjernelsen af “USA ASU”-plakaterne. Samme melding kommer fra hovedstadskommunen, Kommuneqarfik Sermersooq. Ingen ved noget. Ingen har set noget. Men protesterne er væk.

Også den folkelige modstand virker dæmpet. Modsat sidste år, da en betydelig del af borgerne i Nuuk samledes til demonstration mod Trump, er stemningen nu mere afventende, næsten demonstrativt afventende. Bemærkelsesværdigt nok bliver Jeff Landry ikke for alvor mødt af modstand i gadebilledet, som samtidig er blevet renset for protestplakater.

Men intensiteten bliver også hurtigt trukket ud af selve konferencen. For efter mindre end en time i salen i Katuaq forlader Jeff Landry Future Greenland. Trumps særlige udsending er kommet hele vejen fra Louisiana til Nuuk for at tale om Grønlands fremtid. Men den praktiske erhvervspolitik, panelerne, oplæggene og de mere jordnære diskussioner om turisme, råstoffer, lufthavne og investeringer synes ikke at fastholde ham længe.

Det efterlader konferencen med et mærkeligt tomrum. Jeff Landry fylder mest, når han ikke er der. Så meget for venskaberne, relationerne og ønsket om at “lytte og lære”.

Grønlands stolthed

Udenfor bliver modstanden gjort usynlig. Indenfor får den ansigt, alder og stemme. For mens Landry glider passivt-demonstrativt ud af salen, træder andre frem.

På scenen står to unge grønlændere, Uiloq Bak og Veronica Geisler, som en del af programmet “Greetings from the future”. De er ikke diplomater. De er ikke investorer. De kommer ikke med mineselskaber, konsulentrapporter eller udenrigspolitiske talepunkter. De kommer med det enkleste spørgsmål i hele sagen: Hvad med os?

“Trump vil købe Grønland. Prøv at tænke over det,” siger 18-årige Veronica Geisler fra scenen i Katuaq. Hun læser også en tale op fra en ung kvinde i Sisimiut, som ikke selv kan være til stede, fordi hun har eksamen. “Hvad så med folkene i landet? Hvad med os?” lyder det.

Da talen slutter med en erklæring om stolthed over at være grønlænder, rejser salen sig i applaus.

Det er dagens stærkeste kontrapunkt. Udenfor er protestplakaterne forsvundet fra lygtepælene. Inde i salen rejser modstanden sig i stedet på to ben. Ikke som råb på gaden, men som stemme fra scenen. Ikke som antiamerikansk gestus, men som grønlandsk selvhævdelse.

Og måske er det derfor, øjeblikket rammer hårdere end en demonstration. For Future Greenland handler ikke kun om, hvad der kan bygges, graves, flyves ind eller investeres i. Konferencen handler også om, hvem der får lov at sige “vi”, når fremtiden bliver diskuteret. Denne formiddag i Katuaq er svaret ikke Jeff Landry. Det er ikke Trump. Det er ikke København. Det er de unge grønlændere, som siger det højt: Før nogen kan tale om Grønlands fremtid, må de tale med dem, der skal leve i den.

Det er samme pointe, Jens-Frederik Nielsen senere forsøger at formulere i statsmandsprosa: “Vi har gentaget, at det grønlandske folk ikke er til salg, og vores ret til selvbestemmelse ikke er til diskussion.” Men i Katuaq bliver budskabet sagt uden diplomatisk filter. Ikke som pressebriefing. Ikke som høflighedsmøde. Ikke som fælles arbejdsgruppe. Bare som et ungt grønlandsk “vi”, der rejser sig midt i rummet.

Mellem stormagter

På sin rundtur ude i byen, hvor Jeff Landry får tid til at tale med KNR, undrer han sig over, hvorfor nogen dog skulle kunne være kritiske over for USA’s interesse i Grønland: “Jeg tror, at den modstand eller uro, der er blevet bygget op, bygger på misforståelser eller fortællinger skabt af misinformation på nettet, eller ganske enkelt dårlig journalistik,” fortæller han og svarer dernæst på, hvad hans alt andet end hemmelige mission handler om: “USA’s præsident ønsker at sikre, at den vestlige halvkugle er sikker, og at landene i den vestlige halvkugle får del i alle de muligheder, som USA, verdens største økonomi, har at tilbyde.”

Indenfor til erhvervskonferencen formår Frankrigs minister for udenrigshandel og investeringsfremme, Nicolas Forissier, at skabe mere direkte kontakt. Han har også et noget mere populært budskab med fra Paris.

Han roser de unges taler fra scenen som “meget gribende”, og allerede tirsdag underskriver Frankrig og Grønland en hensigtserklæring om at styrke samarbejdet om kritiske mineraler og metaller.

Indtil videre ser de eneste rigtige, nye penge således ud til at komme fra den gamle europæiske kolonimagt Frankrig, som bizart nok solgte Jeff Landrys hjemstat Louisiana til USA for 15 millioner dollar tilbage i 1803 og dermed fordoblede De Forenede Staters territorium. Som et kuriøst paradoks var det Frankrig, der i sin tid gjorde USA mægtigt.

Historien gentager sig ofte som en farce.

Forskellen er imidlertid ikke, at Frankrig er uden interesser. Forskellen er, at Frankrig i dag taler det sprog, som Grønland efterspørger: aftaler, respekt og konkret samarbejde. USA kommer i stedet med noget større, mere uklart og truende: våbenmagt, råstof-feber og en præsident, der stadig taler som en mulig ejer.

Den ene kommer fra det land, Frankrig solgte. Den anden kommer fra det land, der solgte det.

Midt imellem, uden officiel dansk deltagelse, sidder Grønland og forsøger at undgå at blive næste kapitel i den samme gamle købmandslogik. /Lars Trier Mogensen