Drømmen om en doughnut

When life gives you lemons, make lemonade. Og når det eksisterende økonomiske system spiller fallit, lav… doughnuts?

Doughnut-økonomi har ud over sit visuelle udtryk sådan set intet at gøre med amerikansk bagværk. Det er en model, der opstiller principper for en økonomi, der sikrer hensyn til både menneskelig trivsel og planeten. For når status quo tillader fri udnyttelse af planetens ressourcer, stigende ulighed, tilbagerullede klimaindsatser og kun mere og mere kulstof i atmosfæren, skal der måske laves noget helt fundamentalt om i vores økonomiske system.

Men kan det lade sig gøre i praksis?

I Amsterdam har man gjort forsøget. Og selvom det (spoiler!) ikke har revolutioneret hverken byens eller Hollands samfundsmodel, viser det, hvad der sker, når store visioner møder virkeligheden.

Antropologen Line Kvartborg Vestergaard har været helt tæt på doughnut-eksperimentet i Amsterdam. Det er blevet til ph.d.-afhandlingen ‘Towards an Alternative Economy: Doughnut Economies in Practice and the Affective Dynamics of Change in Amsterdam’, som hun forsvarede i januar på Institut for Antropologi ved Københavns Universitet.

“Doughnut-økonomi er en reaktion på den dominerende økonomiske tænkning, hvor BNP og økonomisk vækst bliver behandlet som et mål i sig selv. Her peger doughnut-økonomi i en alternativ retning for, hvordan vi kan indrette økonomien på måder, der sikrer gode liv på planeten, men som ikke er på planetens bekostning. Noget, der faktisk er stor interesse for – bl.a. i FN,” siger Line Kvartborg Vestergaard.

Et sweet spot

Ophavskvinden til den runde model er økonomen Kate Raworth, der præsenterede og populariserede den i sin bog fra 2017. Modellen hviler på to grundprincipper: ét, der skal opfyldes, og ét, der ikke må overskrides. De danner hver sin cirkel – en indre og en ydre – og mellem dem ligger doughnutten. Den indre cirkel er fundamentet for, at vi mennesker kan leve og trives: mad, vand, en politisk stemme, adgang til lægehjælp, tag over hovedet, fred og den slags. Den ydre er de 9 planetære grænser for kritiske forandringer i planetens tilstand, fx klimaforandringer og tab af biodiversitet. Lige nu har vi overskredet syv ud af ni. I dejen midt imellem ligger altså sweet spot’et for et bæredygtigt økonomisk system.

Man har eksperimenteret med modellen flere steder, også i Københavns Kommune.

Doughnutten er nemlig mindre kontroversiel end andre post-vækst visioner, der direkte advokerer imod økonomisk vækst. Man kan tillade sig at sige, at den er mere spiselig. Ophavskvinden Kate Raworth kalder sig ‘agnostisk’ omkring vækst: Det vigtige er, i Raworths optik, at vi skaber samfund og økonomier med menneskelig trivsel og planetær balance, vækst eller ej. Det gør doughnutten lettere at sluge for bystyrer og kommuner, fordi den i princippet kan accepteres på tværs af politiske fløje.

Det er altså den model, man har forsøgt at implementere i Amsterdam, både kommunalt og i civilsamfundet. Og selvom det i flere medier blev blæst op til, at Amsterdam var i gang med at vælte kapitalismen, skete det i realiteten i mindre skala: Vice-borgmester for byudvikling og bæredygtighed Marieke van Doorninck (2018–2022) indskrev doughnut-modellen i byens strategi for cirkulær økonomi for 2020–2025. Men i praksis var det kun ét team, der arbejdede med modellen i én strategiplan.

En trekantet doughnut

Det er svært at sige præcis, hvilke resultater der kom ud af forsøget. For doughnutten er konceptuel og svær at oversætte til budgetplaner og regneark. Den fungerede snarere som et mindset, en rammefortælling, hvor sociale og grønne projekter i højere grad blev tænkt sammen, fortæller Line Kvartborg Vestergaard.

I civilsamfundet viste det sig fx hos en af Line Kvartborg Vestergaards informanter, der fandt finansiering og regulatoriske muligheder for at opføre et kooperativ. En boform, der ellers er svær at realisere i Amsterdam, og som gør det muligt at bo sammen på måder, hvor boligen ikke er en spekulativ enhed.

På det kommunale niveau var det dog en udfordring fuldstændigt at implementere modellen. Dels fordi meget lovgivning foregår på nationalt plan, og dels fordi andre dele af kommunen fortsatte som før. Blandt andet fortsatte kommunen med at bygge en masse nye boliger, der bl.a. grundet sit store ressourceforbrug ikke levede helt op til modellen. På trods inspirerede den dog medarbejderne til at tænke i, hvordan byggeriet kunne opføres anderledes: Hvilke materialer tager mest hensyn til planetens begrænsede ressourcer og er udvundet og fragtet med mest hensyn til menneskeliv andre steder på kloden?

Da Marieke van Doorninck gik af som borgmester for bæredygtighed i 2022, forsvandt også doughnuttens bannerfører. Den nye borgmester var ikke selv begejstret for doughnutten. Ikke fordi hun var uenig i principperne, men fordi selve modellen, navnet og dens konnotationer ikke faldt i hendes smag. Derfor lancerede hun sin egen model med mange af de samme principper. Den havde bare form som en trekant.

Doughnutten delte også vandene blandt dem, der skulle implementere den, som ud over teamet i kommunen også gjaldt dele af civilsamfundet. Her blev den af nogle kaldt elitær og vestlig, mens andre oplevede, at den gjorde deres by bedre, fx gennem upcycling-workshops, haveprojekter eller eksperimenter med lokal energiproduktion.

Som antropolog er det netop den slags følelser og menneskelige dynamikker, der interesserer Line Kvartborg Vestergaard. Hun har fundet ud af, at de vigtige for økonomisk omstilling.

“Følelser kan hjælpe os med at forstå, hvorfor en model som doughnut-økonomi bliver brugt, eller hvorfor den ikke gør,” fortæller hun.

Ukonventionelle tider kalder på ukonventionelle metoder

En model er dog ingen garanti for radikal strukturel forandring. Men den kan være katalysator for at forestille sig en anden virkelighed. Og hvis vi kan forestille os en anden virkelighed, kan vi også kæmpe for den.

“Det er en mørk tid for klimahandlingen. Men det gør det kun endnu vigtigere at have visioner og alternativer til de dominerende narrativer, der fortæller os, at vi for alt i verden skal have vækst, gå i krig og tilsidesætte klimaet og menneskelig omsorg,” siger Line Kvartborg Vestergaard.

Da Amsterdam kastede sig ud i doughnut-eksperimentet i 2020, havde klimadagsordenen et andet momentum, end det har i dag. Parisaftalen fra 2015 kastede stadig skygger af håb og handlekraft; unge over hele verden skolestrejkede for klimaet; herhjemme havde vi klimavalget i 2019; og EU stemte Green Deal igennem i 2020.

Men selvom klimadagsordenen ikke har samme momentum i dag, betyder det ikke, at viljen til forandring er væk. Det spirer derude og tager nye former: inde fra embedsværket selv i Det Grønne Embedsnetværk, der kræver, at de planetære grænser inkorporeres i grundlaget for politiske beslutninger. Eller Jordskred, en alliance mellem aktivistiske græsrodsbevægelser og Christiansborg. Ved det nylige folketingsvalg blev tre af deres aktivister stemt ind i Folketinget.

Netop den slags bevægelser og brede alliancer driver forandring, afslutter Line Kvartborg Vestergaard. Og her kan en vild idé om en doughnut-formet økonomi være lige præcis det billede, nogen sætter kursen efter. /Rosine Ulrich

ØKOTANKER er en artikelserie lavet i samarbejde mellem Føljeton og Center for Applied Ecological Thinking (CApE) på Københavns Universitet. Denne artikel bygger på arrangementet: Doughnutøkonomi i praksis – om følelser og forandring i Amsterdam.