Flygtninge og ulve

Her nogle måneder efter lejrens lukning er fraværet af asylansøgere i Thisted tydeligt.

Der er tomt på fortovet langs fjorden på Simons Bakke, hvor der før sås små grupper af mørke mænd, som skuttede sig i kulden og gik rygende og snakkende rundt imellem byen og lejren.

Det kunne virke, som om teltlejren aldrig har eksisteret, men både holdninger og følelser omkring stedet er stadig både stærke og delte i byen.

De første asylansøgere ankom til teltlejren 19. november 2015, og i december blev der afholdt borgermøde, hvor 38 naboer mødte op. Nogle var bekymrede for asylansøgernes ve og vel, andre var bekymrede for, om asylansøgerne ville skabe problemer. En af dem var Hanne Pedersen, som bor for foden af Simons Bakke: ”De kommer gående i store grupper ned ad bakken. Før var det familier med barnevogne, der gik forbi,” sagde hun dengang. Hun følte sig utryg og turde ikke længere lade sin 16-årige datter gå alene hjem fra McDonald’s om aftenen.

I dag, et år senere, er hendes holdning uændret: ”Jeg er rigtig godt tilpas med, at de er væk. Det er rart, at der ikke er alle de sorte hoveder på vejen mere,” siger hun med det samme, da jeg spørger, hvad hun mener om lukningen.

Hverken hun eller andre naboer har faktisk oplevet noget direkte negativt med lejren, siger hun, bortset fra at en nabo fik stjålet et par nye kondisko, som stod til luftning på trappen. Hun indrømmer dog, at ingen faktisk ved, om det var asylansøgere, der nuppede dem. Men asylansøgernes tilstedeværelse har gjort hende nervøs:

”Det har været ubehageligt at have dem til at gå ude på vejen, fordi de regner ikke liv for noget,” siger hun og tilføjer: ”Sådan nogle negere, for eksempel.”

Hvor ved du fra, at de regner liv for mindre?

”Det ved jeg fra at følge med i medierne. De er ikke civiliserede.”

Hanne Pedersen er klar i mælet og mener, at hun taler på vegne af flere end sig selv. Hun siger, at mange har det som hende, de tør bare ikke sige noget.

”Det eneste, vi kan få heroppe, er flygninge og ulve. Alt andet bliver taget fra os.”

Mens vi taler, går Hanne Pedersens frustration fra asylansøgerne til også at omfatte tingenes generelle tilstand i Thy:

”Vores togforbindelser til København er dårlige, og vi har heller ikke et ordentligt sygehus i byen mere. Vi har ingenting heroppe.”

Foderbrættet

Langs fjorden ind mod byen ligger først teltlejren og Beredskabsstyrelsen, og på den anden side af vejen er der villaer og en margarinefabrik og en ubemandet tankstation. Kun ét sted lyser indbydende op, og det er grillbaren Foderbrættet. Eftersom de fleste af asylansøgerne ikke spiser svinekød og heller ikke har råd, har de primært besøgt grillen for at søge ly for uvejr.

”Vi har ikke mærket noget til, at de var her, og vi har heller ikke mærket, at de er væk,”  fortæller Bettina Jensen, som står bag disken. Hendes kollega Lene Friborg vender pølser og tilføjer, at der er blevet mere tryghed blandt de unge piger, der arbejder på Foderbrættet.

”De er i større grad blevet kørt hertil og hentet af deres forældre, mens lejren var der,” fortæller hun og understreger samtidig, at der aldrig er sket nogen af pigerne noget.

En enkelt gang stjal en asylansøger en telefon fra en kunde, men der fik de hjælp fra lejrens personale, som gennemså overvågningsbilleder og vendte tilbage med telefonen i god behold.

”Men der var da noget mere liv, mens lejren var der. Der var den her strøm af folk, der gik forbi,” siger Bettina og kigger ud ad vinduet, hvor fjorden ligger grå på den anden side af vejen.

Savner du det? 

”Ikke i den forstand. Jeg har ikke nogen spekulationer eller bekymringer. Men der var altid noget at kigge på, når der var stille her.”

En kunde i arbejdstøj fra Jem & Fix siger: ”De gik jo tur langs fjorden hele tiden, de havde jo ikke andet at give sig til. Ligge i deres seng eller gå en tur? Det var, hvad de kunne lave.”

Han fortæller, at som far til en ung pige har han hørt en masse snak om asylansøgerne. ”Men hun har ikke oplevet noget dårligt, og det har hendes veninder heller ikke.”

Lejr i beredskab

Det er koldt i salen, hvor de mobile oliefyr, der forsynede teltene med varme, står linet op langs sovekabinerne, serviceret og klar til brug. Her er gjort grundigt rent, Udlændingestyrelsen har beset stedet og kasseret beskadiget inventar, stablerne af senge er blevet varmebehandlet på grund af væggelus.

”Vi kan være klar i løbet af 24 timer,” siger Ejgil Boye fra Beredskabsstyrelsen i Thisted, ”de kan bare komme an.”

Han viser rundt i lejren, hvor teltene står som tomme hylstre med indertelt og inventar skrællet ud og hurtigt kan klargøres til brug. Lejren er i beredskab og skal kunne åbne med 24 timers varsel, skulle der komme endnu en bølge af asylansøgere til landet. Alle teltlejre i Danmark står i beredskab, det vil sige, at også Herning, Næstved og Haderslev skal kunne rubbe neglene. Udlændingestyrelsen har tegnet kontrakt med beredskabscentrene for 2017, så konceptet om teltlejre for flygtninge i Danmark lever stadig i bedste velgående.

Spiseteltets gulv er overstrøet af efterårsblade, og stole og borde står opstablet her.

I løbet af vinteren i lejrens levetid har Ejgil Boye haft to mand på arbejde døgnet rundt, som blandt andet har sørget for logi, toiletter, varme, vedligeholdelse og levering af måltider til mændene. Siden lukningen har det kun været ham og tre mand, hvis kontrakter udløber ved årsskiftet. Derefter får han nogle timer om ugen til administration og en praktisk mand at trække på.

Intet regelrytteri

Faktisk var Ejgil Boye pensioneret efter mange år i Beredskabsstyrelsen, blandt andet som næstkommanderende og chef for uddannelsesafdelingen i Thisted. Men så blev han hyret til at løse opgaven med den daglige drift af teltlejren. Han har været i international tjeneste flere gange og har blandt andet kørt konvojer med nødhjælp fra Kroatien ind i Bosnien, evakueret flygtninge ved grænsen mellem Kosovo og Makedonien og ledet et mobilhospital i Indonesien efter tsunamien i 2005. I 2015 var han i Sierra Leone, da der var ebola. Her stod han for at få driften af en teltlejr til indkvartering af sundhedspersonale i gang og for koordinering med lokale myndigheder.

”Den lignede meget den herude,” siger han og nikker mod de tomme telte. ”Her i Thisted kunne det være irriterende at skulle søge byggetilladelse til at sætte et drivhus eller et gyngestativ op – og i Sierra Leone var det så nogle andre ting. Der er ikke noget, der kan ryste mig her.”

Han fortæller, at det tog nogle dage, før asylansøgerne forstod, at de uniformerede beredskabsfolk ikke var politi, der ville banke dem, men bare brandfolk der skulle levere mad.

”Man behøver ikke gøre det svært. Man må kigge på de folk, man har med at gøre, og mindre på reglerne. Når man kommer helt ind i spiseteltet er det vigtigt, at man holder en positiv stemning. Så kan det godt være, at de danske hygiejneregler siger, at asylansøgerne ikke må være med til at dele mad ud –men hvis det gør, at en person får en god dag, så er reglerne ikke så vigtige.”

Beredskabsstyrelsen og teltlejren ligger adskilt af et højt metalhegn, og det er Beredskabsstyrelsens gymnastiksal og boldbaner, som er inddraget til indkvartering af de godt 300 asylansøgere.

”Jeg kunne nemt have fået det til at være rigtig træls her. Hvis vi fulgte reglerne til punkt og prikke, og sagde I må ikke dét, og I må ikke dét.”

Ifølge reglerne skulle Beredskabsstyrelsen blive på sin side af hegnet og kun dukke op, når de blev tilkaldt af kommunens personale, eller for at klare rutinearbejdet. Men Ejgil Boye valgte en anden strategi.

”Jeg kunne ikke se noget formål med, at vi sad i en skurvogn på den anden side af hegnet og ventede på, at de ringede til os.”

Man kan roligt kalde Ejgil Boye for en underspillet type. Hans sikre og positive ledelsesstil har uden tvivl en del af æren for, at Thisted-lejren har bevaret en god stemning blandt personale og asylansøgere.

”Vi kunne lige så godt være til stede og se, om vi kunne hjælpe med noget. Vi prøvede at få idéerne til at virke.”

Så de hjalp med at bygge scenen til open mic-aftenerne, udlåne skovle og andre redskaber til haveprojekter, lod asylansøgerne give en hånd med havearbejde, skaffede vogne til frisørsalon og systue og var generelt til stede som mennesker i lejren. Da iranerne ønskede at fejre persisk nytår med bål på Beredskabsstyrelsens strand, sagde Ejgil Boye ikke kun ja. Han hjalp også med at skaffe brænde og var personligt til stede om aftenen, hvor han fra mørket observerede fejringen med et lille smil i skægget.

Røde Kors-hatten på

Ejgil Boye har to kasketter, og nu ifører han sig den anden: formand for Røde Kors i Thisted. Røde Kors har hele vejen igennem været imod danske teltlejre, og generalsekretær Anders Ladekarl har kontinuerligt kaldt lejrene unødvendige.

Men rollen som driftsleder i teltlejren og rollen som Røde Kors-formand i Thisted har ikke været i konflikt med hinanden, siger Ejgil Boye. Som Røde Kors-formand er han af den holdning, at danske teltlejre har været ren politik hele vejen igennem, det vil sige ikke så nødvendige, som regeringen har påstået.

”Men når nu ministeren havde besluttet, at asylansøgerne skulle være her, ville jeg sørge for, at de havde det så godt som muligt.”

Da lejren skulle lukke, stod den trofaste kerne af frivillige pludselig med hænderne tomme.

Men som Røde Kors-formand har Ejgil Boye samlet dem i initiativet Café Hjerterum, et sted, hvor flygtninge og asylansøgere kan komme og hænge ud. Han vidste af erfaring, at det var vigtigt at handle hurtigt for at fastholde de frivillige. ”Det er vigtigt at slå til nu – ellers er de væk. Jeg tror, man skal give de frivillige mulighed for at gribe en aktivitet, der er til at overskue. Der er folk her, der kan noget, og de var jo tændt.”

Café Hjerterum vil primært blive brugt af folk, som har fået ophold i Danmark. Folk, der for eksempel har brug for hjælp til praktiske ting som indkøb, sprog, breve til og fra kommunen og sundhedsvæsenet. Ejgil Boye håber, at de frivillige fra lejren kan omskoles fra at arbejde med asyl til at arbejde med integration.

”Med integration risikerer de frivillige jo at hænge på den, så at sige. De folk, der har fået ophold, rejser jo ikke pludselig væk.”

Hjerterum og tomrum

Café Hjerterums lokaler ligger i forlængelse af Røde Kors’ genbrugsbutik midt i Thisted. Indgangen er i baggården, og først kigger jeg ind ad vinduer, hvor et imponerende stort antal ældre damer spiller kort og drikker portvin. Så finder jeg det rigtige sted, og i køkkenet står Ejgil Boye sammen med frivillig Ole Krogh. De to mænd taler om uddeling af julehjælp til familier i byen og om et uledsaget brødrepar fra Afghanistan, som mangler forældremyndighedstagere, mens Ole bakser med at åbne den lille ovn, hvori han vil varme æbleskiverne. Der er et lille tekøkken og et større lokale med nogle borde, ikke mange dikkedarer. Ejgil Boye tager af sted igen, og ind kommer Margit Irene Josefson, som har dagens vagt med Ole. Jeg spørger, hvordan hun har det, og hun taler om lejrens lukning.

”Jeg var bare så træt, efter at alle var rejst,” siger hun. ”Det blev så intenst til sidst.”

Flere af de frivillige har givet udtryk for, at lejrens lukning efterlod dem med et tomrum. For dem var det ikke blot asylansøgere, der rejste væk fra Thisted. Det var deres venner.

Det store fællesskab, der opstod imellem frivillige, asylansøgere og medarbejdere i Thisted, blev opløst med få ugers varsel, og Café Hjerterum hjælper med at køre det meningsfulde fællesskab videre. En kvinde som Margit har dog altid hænderne fulde. Hun har lige sagt farvel til en indisk familie, hun kender fra teltlejren. De er blevet udvist til Tjekkiet, hvor de først er registreret med fingeraftryk.

”Og alle siger, at det er så forfærdeligt dernede.”

Men nu har hun en syrisk familie boende i sit lille rækkehus, en ung mand som netop har fået kone og barn hertil.

”Det er så forfærdeligt, det der sker i Syrien,” siger Margit og taler om Aleppo, hvor de civile er fanget i brutalitet fra militær og militser.

”Jeg kan ikke holde ud at se det. Det var ligesom, da de første bådflygtninge kom.”

Emad og Saleh

Så er der ikke tid til at snakke mere, for pludselig vrimler det ind med folk. Det er kursister fra et job- og integrationsforløb i nærheden, som har hørt om stedet. Ole Krogh og Margit Josefsen får travlt med at brygge kaffe, og en anden frivillig fra lejren, Ulla Veng Birch, dukker også op og hjælper. Der breder sig en småsnakken på flere sprog. Ved ét bord sidder folk fra Eritrea, og ved et andet sidder folk fra Mellemøsten. Jeg ser kendte ansigter fra teltlejren, det er syrere, som har fået opholdstilladelse.

Saleh er 19 år og har boet seks måneder i danske teltlejre. Først fire måneder i Næstved, siden to måneder i Thisted. Nu bor han i Ræhr, en flække tæt på Hanstholm, sammen med Emad på 39 år, som han kender fra teltlejren i Thisted.

”Han er som min søn,” siger Emad og smiler til Saleh. Men snart skal de skilles. Emad skal flytte til København, hvor han har fået praktik som bilmekaniker i Taastrup. Saleh vil også være bilmekaniker og skal i lære hos et firma i Aalborg.

Emad er familiefar og har sin kone og to små børn i Tyrkiet. Han er realistisk, når han taler om det; han kender de stramme regler for familiesammenføring og ved, at det har lange udsigter. Han har ikke set dem i syv måneder.

”Jeg savner mine børn hele tiden. Nogle gange kan jeg ikke tænke klart, fordi jeg savner dem. De er jo små.”

Han viser billeder af en pige på fem år og en dreng på tre. Emad venter kun på at få et pas og tjene penge nok til at besøge dem i Tyrkiet.

Saleh siger med et forlegent smil, at han ikke vil høre om det, fordi han kommer til at tænke på sin egen familie, som han ikke har set i fem år. Han har 11 søskende spredt ud over Grækenland, Sverige og Tyskland. Hans forældre bor i Aleppo.

De frivillige

Der bliver drukket kaffe og småsnakket ved bordene, og så stiller Margit sig op og holder en lille tale.

”Velkommen til denne café, som er for alle mennesker. Både for danskere og andre. Men vi har især åbnet den, fordi vi har været frivillige i Thisted-teltlejren. Fordi vi havde brugt meget tid med dem, der boede derude, og det har været helt fantastisk at få lov til. Ejgil syntes ikke, vi skulle kede os og have al for meget fritid bagefter, så Ulla og han blev enige om, at vi kunne starte en café, og her er vi nu. Vi kalder det Café Hjerterum. Fordi her er plads til alle.”

Der klappes højlydt, og så følger nogle praktiske informationer om åbningstider med mere.

Ulla Veng Birch er en af de frivillige, som brugte flest timer i teltlejren. Hun arbejder nu som socialrådgiver i kommunens jobcenter, men mens lejren eksisterede, var hun sygemeldt og arbejdsløs. Hun beskriver tiden efter lukningen som svær.

”Der var en tomhed. Det var, som om alt gik fuldstændigt i stå. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. Noget, der var blevet som en familie og et hjem for en, er der pludselig ikke mere.”

Hun beskriver Cafe Hjerterum som en ny begyndelse, men erkender – som Ejgil Boye også sagde – at der er forskel på at arbejde med folk, der har fået ophold og asylansøgere: ”Vi frivillige begynder så småt at forstå, hvad det vil sige at være asylansøger. Vores venner begynder at få nej til opholdstilladelse og blive sendt hjem.”

Udfordringen i Café Hjerterum er at få folk til at komme. Hvor de frivillige havde deres gang i teltlejren og stod til rådighed der, skal de nu lokke folk til at komme til dem.

”Kan vi være noget, de har brug for? Vi har en kop kaffe og en café. Er det nok?” spørger Ulla.

Selv om hun kun kan håbe på, at stedet får betydning for byens flygtninge, er der ingen tvivl om, at det allerede er vigtigt for de frivillige.

”Jeg føler en tryghed, når jeg kigger de andre frivillige fra teltlejren i øjnene. Det er mennesker, jeg stoler på. Vi har været igennem nogle ting sammen.”

Hun erkender, at hun kun husker det bedste fra teltlejren:

”Alle blev revet med af stemningen i teltlejren – det var det, der skete. Personalet blev det. De frivillige blev det. Journalisterne blev det. Selv Beredskabskorpset, hvis eneste opgave var at sørge for, at der ikke gik ild i teltene, var relationsopbyggende. Når de skulle skifte en lampe eller se på termostaten i et telt, så trak de af militærstøvlerne og gik på strømpesokker i teltet. Selv på en tør dag. De udviste respekt, og det betød rigtig meget for beboerne.”

De frivillige er bevidste om, at lejren stadig står i beredskab, og alle er enige, siger Ulla: ”Hvis lejren skal genåbnes, er vi klar igen!”

Personalet står parat

Også blandt det tidligere personale fra lejren diskuteres en genåbning. For nylig mødtes de til en afskedsfrokost, og alle meldte sig klar til at drive teltlejr igen. Det fortæller medarbejder Elin Nielsen.

”Vi siger enstemmigt, at vi ville hoppe til, hvis det åbnede op igen i morgen. Vi var en meget forskellig, men sindssygt god personalegruppe, som lavede en form for pionerarbejde. Der var ingen, vi kunne henvende os til og spørge ‘hvordan har I gjort?’ Og fordi det kun var enlige mænd på stedet, havde de kun os at gå til. De havde ingen familie at støtte sig til – hvis de var kede af det, bange eller glade – så var det os… det blev til en landsby, ikke.”

Medarbejdernes kontrakter med kommunen udløber ved årsskiftet, og de fleste har i mellemtiden arbejdet på Hanstholm Asylcenter, som er noget helt andet end teltlejren.

”Det virker stille her, hvor Thisted var helt oppe i fjæset på dig, hele tiden. Nogle gange startede det allerede nede på Simons Bakke, hvis jeg kom kørende med vinduerne rullet ned – så kunne beboerne finde på at råbe alle de ting, de manglede, og hvad du skulle hjælpe dem med. Her er det mere professionelt, hvor det flød det lidt i Thisted. Her har de kontortider. Når vi sidder og spiser, er døren låst, og for mig er det vildt mærkeligt, at så står der nogle beboere derude og banker på. Alt skriger i mig, at jeg skal lette røven og gå ud og hjælpe dem. Men det er nok nødvendigt med systemer,” siger Elin Nielsen.

Medarbejderne fra Thisted giver udtryk for den samme følelse af tomhed efter lukningen som de frivillige. Ud over det står de fleste af de 15 ansatte arbejdsløse fra årsskiftet.

”Det har været lidt en sorgproces,” siger Elin Nielsen. ”Det var meget pludseligt: Den ene uge siger Støjberg, at det kører perfekt og ikke skal lukkes. Og fem dage senere river de tæppet væk under os. Det var en mavepuster.”

Elin Nielsen har fået forlænget sin kontrakt med i Hanstholm Asylcenter i tre måneder. Her er hun en del af det sociale team og har haft succes med at trappe en ung mand fra teltlejren ud af sit stofmisbrug. Hun ”vil asylverdenen”, siger hun, selv om arbejdet er hårdt.

”Jeg har mødt alt andet end terrorister. Fantastiske mennesker, som jeg kan se blive fantastiske borgere i Danmark. Men danskerne ser kun nyhederne, så det kommer til at styre deres holdninger. For de har aldrig kigget dem ind i øjnene. Jeg møder mennesket bag og kan se, at deres liv er noget lort, fordi politikken på området er noget lort.”

Hvor er de nu?

Da de sidste asylansøgere rejste fra Thisted i oktober, var den brede befolknings opmærksomhed allerede flyttet videre. Én fløj havde jublet over lukningen af lejrene, og på den anden fløj gik Inger Støjberg videre med oprejst pande: Lejrene havde ifølge regeringen været en succes og konceptet afprøvet med tilfredsstillende resultat. Midt imellem stod asylansøgerne, som brat blev fordelt ud på asylcentre i landet, hvor de kan fortsætte ventetiden.

Her får de tag over hovedet, flere penge til rådighed, og de skal selv stå for madlavning.

Abdullah fra Kuwait bor i Sønderborg og fortæller, at de folk, der kommer fra teltlejren, stadig holder sammen. Han går i skole i to timer fire dage om ugen. Ud over det har han ‘praktik’ på kontoret, hvor han hjælper med at oversætte. Han er ved at lære at lave mad: ”Jeg laver kylling og lasagne, og jeg er ikke så god til det, men jeg øver mig. Jeg glemmer altid at putte salt i risene.”

Han dikterer, at jeg skal skrive, at Sønderborg er smukt, at der er dejlige mennesker der, men at han savner Thisted.

”Jeg beder for dig og din familie,” siger han og slutter med et ”mojn”.

Max fra Iran, som har boet mange år i Italien, er også glad for Sønderborg.

”Det er et bedre liv her end i Thisted,” siger han. ”Bortset fra at i Thisted havde vi gode venner.”

Han arbejder på asylcentrets kontor og på klinikken med at oversætte og hjælper til på et lokalt pizzeria.

”Vi laver mad, som vi vil, og det er dejligt, jeg spiser meget pizza. Jeg har altid travlt. Fra klokken 8 -17, og det er godt for mig. Men jeg vil aldrig glemme de dejlige folk i Thisted.”

I Frederikshavn sidder Merza, en afghansk flygtning. Hans kone og to børn lever under jorden i Kabul.

”For at være ærlig har vi ikke noget at lave her. To dage om ugen går jeg i skole, og en dag om ugen har jeg praktik som oversætter i receptionen. Vi gør ikke andet end at lave mad, spise og sove.”

Han er bekymret for fremtiden.

”Jeg boede sammen med en fyr fra Afghanistan, som fik negativt svar på ophold og rejste til Tyskland. 90 % af afghanerne får afslag. Det er på grund af den aftale, Europa har lavet med vores åndssvage præsident. Det koster menneskeliv. Hvis jeg får negativt svar, har jeg ikke andre muligheder end at rejse til et andet europæisk land. Min familie bakker mig op, for de vil hellere undvære mig i live end se mig død.”

Merza er en af de asylansøgere, som stadig har tætte bånd til Thisted, og som har besøgt frivillig Ulla Veng Birch flere gange. Han regner med at tage til Thisted i juleferien.

Kurderen Barzan er også familiefar og bor på asylcenter i Hvidding. Han fortæller, at han er dårlig til at lave mad og spiser omelet hver dag. Da jeg facetimer med ham, har han forbinding på næsen, for han har fået en på hovedet. Han fortæller, at det var, fordi han skruede op for noget musik i fællesrummet, imens en anden mand lyttede til koranen. De kom op at skændes om religion, og Barzan fik tæsk. Han beder mig skrive historien.

Alle fire har nu været i Danmark i over et år og venter stadig på svar fra Udlændingestyrelsen på ansøgningen om opholdstilladelse.