Der er noget ved julens klichéer, der ikke er til at holde ud: Den momentane og pludselige næstekærlighed, fred på jord, overvurderingen af familiens betydning, kærligheden, eftertænksomheden, tilbageblikket, børnenes lysende øjne, julehitsene, ja, selv de klichéer, der handler om knuste drømme, fulde forældre, overtræk og de, der handler om, hvor forfærdelige julens klichéer er, kan være svære at holde ud. Det hele er grundlagt med sange som ‘Sikke en voldsom trængsel’, ‘Højt fra træets grønne top’ (Peter Faber var en fulderik, var han), ‘Glade jul’ og Bob Geldofs ‘Do they Know it’s Cristmas’:
Do they know it’s Christmas time at all?
Ved DE overhovedet, det er jul, som i ’hvad går de egentlig og tænker på dernede’ og:
And there won’t be snow in Africa this Christmas time
Man fristes til at bruge sms-sprog. WTF?!
Men så er der altså også noget ved julens klichéer, der er helt uimodståeligt. Noget i deres banalitet, der er virkelig og helt oprigtigt smukt. Klichéer er jo klichéer af en grund, og den grund kan være, at de er universelt sande: Den momentane og pludselige næstekærlighed, fred på jord, overvurderingen af familiens betydning, kærligheden, eftertænksomheden, tilbageblikket, børnenes lysende øjne, julehitsene, ja, selv de klicheer, der handler om knuste drømme, fulde forældre, overtræk og de, der handler om, hvor forfærdelige julens klichéer er, synes at være universelt sande.
En række af julens salmer kommer så smukt igennem med det budskab: ‘En rose så jeg skyde’, ‘Det kimer nu til julefest’ og ‘Et barn er født i Betlehem’ for eksempel.
En fattig jomfru sad i løn
Og fødte himlens kongesøn
Der står det hele jo: Den fattige jomfru i den mest håbløse (og biologisk mærkværdige) situation, man kan forstille sig, sidder og skal føde den største konge af dem alle. Under de usleste kår. En konge i en stald – vi er alle sammen lige på denne her klode. Nå, men salmerne er fine og tager grådigt for sig af klichéerne, men nok næppe så grådigt som de julepophits, der er dukket op år for år siden engang i 50’erne. Det betyder ikke, at de ikke også kan ramme de sande klicheér om julens budskaber smukt og rent. Her er der altså ingen, som hverken før eller siden i pop-historien har ramt den så rent som John Lennon og hans forhadte kone gjorde tilbage i 1972 med ‘Happy Xmas (War is over)’. For i sin banalitet er den så smuk og åbenlys sand, at man skal være lavet af sten for ikke at blive en lille smule pacifist i de godt fire minutter, nummeret varer.
War is over, if you want it
Det er jo sandt. ”Love is the answer, you know that for sure”. Det virker så dumt ikke at tænke eller gøre andet. Det lyder enkelt, men parret ved også, at de ikke er alene i verden og erkender deres egen utilstrækkelighed:
And so this is Christmas/ And what have we done?
Der spørges retorisk, mens der ængsteligt håbes på mindre ængstelige tider med det næste års skrøbelige profeti:
Let’s hope it’s a good one/ Without any fear
Det er stærke sager, og det er i øvrigt gangbart i alle kulturer og religioner – også for dem, der slet ingen har. Det bliver sgu vores budskab herfra i år. Peace.