Fair fordeling eller flugt fra ansvar?

Mens du læser denne serie, er EU’s asylsystem ved at gennemgå en historisk reformation.

En årelang kamp for en fælles europæisk asylpolitik kulminerer, når EU’s migrations- og asylpagt træder i kraft fredag i næste uge. Ifølge EU-Kommissionen er pagten et “sæt nye regler, der skal håndtere migration og etablere et fælles asylsystem på EU-niveau – regler, der leverer resultater og samtidig hviler på vores europæiske værdier”.

Pagten er en gennemgribende lovpakke med ti retsakter, som ændrer proceduren ved EU’s ydre grænser og åbner for — hvis domstolene ellers vil tillade det — at deportere afviste asylansøgere til tredjelande.

Forhandlingerne om pagten, som begyndte tilbage i 2020, har kløvet Europa-Parlamentet i to: Mellem dem, der vil bremse irregulær migration for enhver pris, og dem der frygter at hård grænsebevogtning vil true migranters sikkerhed og deres grundlæggende rettigheder. Måneden efter pagtens vedtagelse i maj 2024 rykkede EU-valget parlamentet mærkbart til højre. Siden har pagten bevæget sig i en retning af mere kontrol, flere stramninger og mere eksternalisering.

Bekæmpelsen af irregulær migration var eksempelvis blandt de øverste emner på dagsordenen under Danmarks EU-formandskab i den anden halvdel af 2025. Anført af Danmark — et af unionens ivrigste strammerlande — forhandlede Rådet en revision af pagtens bestemmelse om at sikre tredjelande på plads med parlamentet. Tiltaget — som vi ser nærmere på i morgen — vil gøre det lettere at afvise asylansøgere. Desuden foreslog Kommissionen i marts 2025 at erstatte tilbagesendelsesdirektivet fra 2008 og indføre såkaldte return hubs for afviste asylansøgere uden for EU.

Nye grænseprocedurer

I begyndelsen af maj udgav Kommissionen den tredje og sidste statusrapport om pagten, som bekræftede, at medlemslandene er kommet langt med implementeringen, mens der tilsyneladende stadig er kritiske huller, der skal udfyldes.

Et af de punkter, der angiveligt halter, er en ny screeningsprocedure ved EU’s ydre grænser, som skal gøre asylbehandlingen hurtigere og mere effektiv. Proceduren må højst vare syv dage og skal screene migranters helbred, sikkerhed og sårbarhed, hvorefter det afgøres, hvor de skal hen — samt om de skal have asyl eller sendes tilbage.

Ifølge de nye regler vil migranter under screeningen ikke blive behandlet, som om de er ankommet til europæisk territorium — et princip, man kalder ‘legal fiction of non-entry’ eller juridisk fastholdelse. I forvejen kender man princippet fra lufthavnens transitzoner, hvor man befinder sig, efter man har forladt flyet, inden man kommer til paskontrollen. Nu udvides idéen om, at man kan ankomme fysisk uden at være juridisk til stede til den første fase af asylbehandlingen.

Michala Bendixen, leder i organisationen Refugees Welcome, kalder tiltaget “mystisk”:

“Det er noget pjat, for de er jo i territoriet. Så snart du befinder dig på territoriet, har du ret til at søge asyl,” siger hun. EU-Kommissionen selv kalder proceduren “et vigtigt skridt mod at lukke hullet mellem den ydre grænsekontrol og asyl- og tilbagesendelsesprocedurer”.

Pagten bidrager desuden med en meget omdiskuteret solidaritetsmekanisme — et bud på den fordelingsnøgle, EU manglede i årene efter 2015.

Samme år drev borgerkrigen i Syrien tusindvis af mennesker på flugt. Europa oplevede flere ankomster end sædvanlig, og herhjemme fløj billeder af syrere på motorvejen rundt i mediemaskinen og blev symbol på “flygtningekrisen”. Tysklands kansler Angela Merkel sagde “vi klarer det,” men EU klarede ikke at finde en fælles asylpolitik, som skulle sikre en fair fordeling af asylansøgere mellem medlemsstaterne.

Visegrad-landene Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet modsatte sig dengang Kommissionens forslag om en omfordelingsmekanisme. Herved tørrede man ansvaret af på landene ved de ydre grænser som Italien og Grækenland, hvor tusindvis af flygtninge samlede sig i overbefolkede lejre. Moria på Lesbos var bygget til 3.000 mennesker, men husede over 13.000. EU’s fejlslagne flygtningepolitik sank til et katastrofalt lavpunkt i september 2020, da lejren brændte og efterlod stort set alle beboere uden husly eller ejendele.

Fleksibel solidaritet

Den nye solidaritetsmekanisme er dog stærkt udvandet sammenlignet med de oprindelige forslag, som lagde op til en obligatorisk omdeling af asylansøgere.

De nye regler gør det obligatorisk for medlemsstater at hjælpe EU-lande, der er under særligt “migrationspres”. Men landene kan selv vælge, hvordan de vil bidrage. Man kan enten modtage asylansøgere, yde økonomisk bistand eller operationel støtte som grænsevagter eller infrastruktur. I praksis kan et land undgå at modtage en asylansøger ved at betale 20.000 euro i stedet. Bidraget går ikke direkte til de pressede lande, men til en fælles pulje — den såkaldte solidaritetspulje — hvorfra midlerne fordeles videre.

Michala Bendixen mener derfor ikke, at solidaritetsmekanismen lever op til behovet for en fair fordeling af asylansøgere i Europa: “Det er ikke lykkedes at lave en fordelingsnøgle. Altså den er der, men kommer jo ikke til at fungere,” siger hun. “De rige stater kan slippe for at tage sig af mennesker, de ikke bryder sig om ved at betale et andet land for det.”

Mange EU-lande sniger sig desuden udenom solidaritetsmekanismen. Seks lande — herunder Polen og Østrig — er undtaget fra at bidrage i 2026, fordi de vurderes at stå i en “signifikant migrationssituation” som følge af den migration, de respektive lande har oplevet de senere år.

Ungarn og Slovakiet nægter at bidrage, mens Danmark ikke deltager i solidaritetsmekanismen på grund af retsforbeholdet.

Retsforbeholdet betyder, at Danmark som udgangspunkt ikke er bundet af de fælles EU-regler på asylområdet. Men siden 2006 har Danmark haft en parallelaftale om Dublin-forordningen, som gør at Danmark kan tilslutte sig dele af de nye asylregler, og indtil videre deltage i den nye screeningprocedure og Eurodac-forordningen, som vil etablere en fælles fingeraftryksdatabase. Folketingets EU-Oplysning har lavet en fyldestgørende oversigt over alle pagtens forordninger og deres betydning for Danmark.

Trods retsforbeholdet har Danmark de sidste par år arbejdet for at tvinge migrationspagten i en strammere retning. I morgen ser vi nærmere på, hvordan pagten kan gøre det nemmere for EU-lande at imitere Danmarks Rwanda-planer og deportere til afviste asylansøgere til tredjelande uden for Europa. /Claes T. Sørensen

Føljeton har forelagt kritikken for EU-Kommissionen, som ikke er vendt tilbage med svar inden deadline.