Regeringsgrundlaget har lært af Guantanamo

Ifølge det nye regeringsgrundlag vil regeringen “styrke rammerne for tilbagesendelser og se på konkrete muligheder for udrejse- og modtagecentre i tredjelande med respekt for EU-retten og internationale konventioner”.

Den slags politik kaldes eksternalisering. Og den kan se ud på flere måder: En stat kan flytte selve asylbehandlingen til et andet land, som Danmark har forsøgt i Rwanda. Det kan også være, når EU-finansierede kystvagter i Tunesien eller Libyen opsnapper migranter i Middelhavet. Projekterne hviler på samme princip:

“Eksternalisering er, når stater komplementerer grænsekontrol over deres eget territorium med former for kontrol uden for det,” siger Martin Lemberg-Pedersen, forsker i migration og sikkerhed ved SDU, som gennem mange år har forsket i eksternalisering.

Mandag godkendte EU en omstridt lov, der vil gøre det muligt at deportere afviste asylansøgere til modtagecentre uden for EU. EU’s kommissær for migration Magnus Brunner har kaldt loven for en “innovativ løsning”. Men kan noget være innovativt, når det er prøvet mange gange før?

Ifølge Martin Lemberg-Pedersen trækker nutidens eksternaliseringspolitik tråde helt tilbage til kolonitiden. Faktisk var nogle af de tidligste kolonier i Afrika, det vi i dag ville kalde eksternaliseringsprojekter. I begyndelsen af 1800-tallet begyndte USA at sende frigivne sorte slaver “tilbage” til Afrika, hvorfra deres familier oprindeligt var blevet bortført. Selskabet The American Colonization Society købte jord i Vestafrika og sendte frigivne slaver til det område, som senere blev til Liberia:

“De blev altså sendt til en region, som de ingen tilknytning havde til, og endte i dårlige forhold. De var uønskede og blev tvunget ind i sorte bosættelseskoloniale militser. De blev kaldt ‘Congos’, fordi man havde slettet deres navne og ikke anede, hvor de oprindeligt var blevet bortført fra,” siger Lemberg-Pedersen og tilføjer: “Eksternaliseringslogikken er altså historisk viklet ind i en kolonialistisk tankegang.”

Fra frigivne slaver til bådflygtninge

EU’s eksternaliseringspolitik har desuden tydelige fortilfælde i koloniale projekter i det 20. århundrede.

Efter Anden Verdenskrig underskrev mange lande traktater, som forbyder at sende flygtninge tilbage til steder, hvor de risikerer at blive forfulgt – det såkaldte princip om ‘non-refoulement’ er stadig bærende i international ret i dag. Men flere stater forsøgte dengang at omgå reglerne ved at forhindre, at flygtningene overhovedet nåede frem til deres territorium.

USA var en pioner på området. Gennem 1980’erne og 90’erne opsnappede den amerikanske kystvagt tusindvis af haitianske bådflygtninge, som efterfølgende blev sendt til den maritime militærbase Guantanamo Bay på Cuba. Basen var dengang – og er i øvrigt stadig – et slags kolonialt territorium, som USA ikke ejer, men kontrollerer gennem en lejeaftale med Cuba.

På Guantanamo blev flygtningene interneret og frataget grundlæggende rettigheder for beskyttelse, som gjaldt på det amerikanske fastland. Antallet af indespærrede nåede sit højeste i 1994 under præsident Bill Clinton, hvor mere end 30.000 flygtninge fra Cuba og Haiti sad fanget under kummerlige forhold, herunder hyppige HIV-epidemier.

Martin Lemberg-Pedersen fremhæver, hvordan den amerikanske model alligevel blev en skabelon for andre lande. Australien følger den amerikanske drejebog i 2000’erne med den såkaldte Pacific Solution, hvor landet deporterer asylansøgere til detentionscentre på østaterne Nauru og Papua Ny Guinea.

I 1986 foreslog Danmarks daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) at oprette en EF-flygtningelejr i Afrika, hvor asylansøgere kunne få deres sag behandlet – en idé, der med bemærkelsesværdig lighed genopstod i 2021 med Socialdemokratiets Rwanda-plan, og som nævnt lever videre i det nye regeringsgrundlag.

“En hollandsk minister foreslår noget lignende i begyndelsen af 1990’erne, men dengang blev forslagene hældt af bordet i både FN- og EU-regi som usolidariske og nykoloniale,” siger Lemberg-Pedersen. “Når man kigger på dokumenterne fra perioden, er det tydeligt, at det amerikanske eksempel bliver fremhævet.”

Fra kolonier til forhandlinger

I modsætning til USA har europæiske lande i dag ikke et kolonialt territorium som Guantanamo Bay, hvor man uden videre kan sende uønskede flygtninge hen. Den formelle afkolonisering i det 20. århundrede ændrede magtbalancen mellem de europæiske magter og de forhenværende kolonier i Afrika og Asien, som nu blev selvstændige.

Når europæiske lande i dag forsøger at udlicitere asylprocedurer til lande uden for EU, er de derfor nødt til at indgå i forhandlinger og imødekomme partnerlandets interesser. Da Danmark i 2021 eksempelvis forsøgte at oprette et modtagecenter i Rwanda, stillede landets autoritære styre modbetingelser:

“Kagame-styret krævede landbrugsstøtte, samarbejde om kritiske mineraler og EU-støtte til den rwandiske hær,” siger Lemberg-Pedersen. Han tilføjer, at i samme periode som Danmark forsøger at få en aftale på plads med Rwanda, genoptager præsident Kagame støtten til M23-militsen i det østlige Congo – en milits, der er skyldig i systematiske menneskerettighedskrænkelser: “Rwanda fik international stilhed fra Danmark vedrørende bevæbning og støtte til militsens militærkampagne i nabolandet DRC, der stadig driver mange hundredtusinder på flugt,” siger han.

Noget-for-noget-dynamikken viser sig også i de aftaler, som EU har indgået med nordafrikanske lande som Tunesien, Libyen, Egypten og Mauretanien. Den slags samarbejder bygger ikke på tilbagesendelser, men på oprustning af landenes grænsekontrol, hvilket skal forhindre flygtningene i at nå Europas kyster via Middelhavet.

Logikken er dog den samme. Som migrationsforsker Ahlam Chemlali før har forklaret til Føljeton, bruger Tunesiens præsident Kais Saied fx EU-aftalen til at blåstemple sit autoritære regime, som fængsler journalister og udøver systematisk vold mod migranter.

“Fra Rwanda til Tyrkiet, Egypten, Tunesien og Marokko – dem, man taler med, er i virkeligheden ganske repressive og autoritære styrer. Det er dem, der er villige til at sige ja til EU. Så i sit behov for at føre eksternaliseringspolitik går man med åbne øjne ind og støtter, bevæbner og legitimerer en række antidemokratiske aktører,” siger Martin Lemberg-Pedersen. /Claes T. Sørensen