EU bygger grænsebomme i Mauretanien

EU’s ydre grænse ligger i Afrika – eller der har EU-Kommissionen i hvert fald i år forsøgt at placere den. I sommeren 2023 drog EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen til Tunesien og underskrev en aftale, som gav de tunesiske myndigheder 105 mio. euro til at forhindre afrikanske migranter i at nå Italiens kyster.

Von der Leyen kaldte dengang samarbejdet for “fremtidens opskrift” og insinuerede dermed, at Tunesien-aftalen var begyndelsen på en storstilet udbygning af EU’s grænseregime på det afrikanske kontinent. Som vi før har beskrevet, resulterede aftalen i systematiske overgreb på subsahariske migranter og drakonisk undertrykkelse af det tunesiske civilsamfund.

Men det har tilsyneladende ikke afskrækket EU fra at fortsætte grænseimperiets udvidelse. I februar 2024 indgik EU en aftale med Mauretanien, som denne gang fik 210 mio. euro til at bremse migration.

Ligesom Tunesien-aftalen blev den pakket ind i et humanitært sprog: “Finansieringen vil støtte migrationsstyring, herunder bekæmpelsen af menneskesmugling, samt fremme sikkerhed og stabilitet, humanitær hjælp til flygtninge og støtte til værtssamfund,” skrev EU-Kommissionen.

Den heroiske retorik står ikke mål med den voldsomme virkelighed på landjorden. I marts rejste den prisvindende migrationsforsker Ahlam Chemlali fra Aalborg Universitet til Mauretanien for at undersøge vilkårene for migranterne i den vestafrikanske nation. Til Føljeton fortæller hun om eskalerende vold og undertrykkelse mod mennesker på flugt:

“Det er en 2.0 version af Tunesien-aftalen. Jeg bemærkede mange af de samme ting, som vi har set der: Crackdowns, raids, desert dumps og en tilstand, hvor migranter og sorte mauretaniere bliver mere udsatte.”

Med økonomiske midler fra EU og Spanien opsnapper den mauretanske kystvagt migranter på Atlanterhavet. Herefter bliver de interneret på detentionscentre i hovedstaden Nouakchott, hvorefter de bliver sat på busser og efterladt i ørkenen på grænsen til Mali eller Senegal.

Mange migranter i Mauretanien er vestafrikanere fra Mali og Sierra Leone, som forsøger at nå De Kanariske Øer for at søge asyl i Spanien. Mauretanien er blevet en travl udskibningsstation de senere år, efter den EU-finansierede grænsekontrol i Libyen og Tunesien — og Spaniens i Marokko — har gjort det mere besværligt at krydse Middelhavet:

“Atlanterhavsruten er farligere end Middelhavsruten, fordi det er et meget vildere hav og afstanden til De Kanariske Øer er større sammenlignet med afstanden fra fx Libyen eller Tunesien til Italien. Der er langt flere, der dør,” siger Chemlali.

Den cirkulære logik

Efter EU-aftalen er antallet af migranter, der ankommer til de Kanariske Øer fra Mauretanien faldet drastisk med 52 pct. På overfladen kan den europæiske politik derfor virke effektiv. Men ifølge Ahlam Chemlali er det ikke tilfældet:

“Migrationen er ikke stoppet, den er bare rykket længere sydpå. I stedet tager migranter afsted fra Senegal og Guinea eller endnu længere sydpå som Gambia, hvilket gør ruterne endnu farligere og længere. Men fordi man måler på Mauretanien, ligner det, man har løst problemet, mens man i virkeligheden bare har flyttet det,” siger Chemlali.

Netop migranternes bevægelse mod syd har fået EU til at udvide migrationsindsatsen i Senegal — bl.a. via tæt samarbejde med EU’s grænseagentur Frontex, som traditionelt har patruljeret Europas ydre grænser. Dermed skriver EU-aftalen med Mauretanien sig ind i en længere fortælling om grænseeksternaliseringens cirkulære logik.

Den første store EU-aftale om grænseeksternalisering var EU-Tyrkiet-aftalen fra 2016, som blev indgået i kølvandet på flygtningesituationen efter borgerkrigen i Syrien. EU gav økonomisk støtte til Erdoğans regime, mod at Tyrkiet skulle tilbageholde “irregulære migranter” og hindre dem adgang til de græske øer.

Tyrkiet-aftalen bremsede ikke migrationen på den lange bane, men fik derimod migranterne til at søge mod Europa via den centrale Middelhavsrute via Libyen. Netop det er baggrunden for, at EU i 2017 gav en indsprøjtning til den libyske kystvagt, som herfra begyndte at opsnappe migranter på Middelhavet og sætte dem i detentionscentre, hvor flere udsættes for vold og tortur – en praksis, der fortsætter i 2026. De forværrede forhold i Libyen avlede Tunesien-aftalen, mens EU i 2024 indgik en lignende aftale med Egypten.

“Volden og brutaliteten er eskaleret i takt med, at EU-aftalerne er blevet rullet ud til flere lande,” understreger Ahlam Chemlali. “I Europa og Danmark er vi involveret i det her meget mere end vi aner. EU’s sikkerhedsbudgetter er EU-borgeres skattepenge, så på den måde er vi med til at finansiere det.”

Ifølge Michala Bendixen, leder af organisationen Refugees Welcome, er den europæiske eksternalisering af grænsekontrol til Afrika ikke kun inhuman, men også baseret på en forkert antagelse om, at man endegyldigt kan bremse migration:

“Det er umuligt at forhindre flygtninge i at komme ind på ens territorium på den lange bane,” siger hun. “Alle de penge, vi bruger på Frontex, burde vi bruge på at opkvalificere sprogundervisning og uddannelse til alle de dygtige, initiativrige flygtninge, som gerne vil bo her. Det vil være en meget bedre investering i fremtiden.” /Claes T. Sørensen

Føljeton har forelagt kritikken for EU-Kommissionen, som ikke er vendt tilbage med svar inden deadline.