Åbne lande, lukkede grænser

I den danske og europæiske udlændingedebat hersker et køligt og distanceret sprog. Begreber som ‘remigration’, ‘tredjelandsaftaler’ og ‘asylstop’ runger både i diverse parlamenter (det danske inklusiv) og i rubrikker i de store mainstreammedier. Begreberne er på rekordtid blevet til hverdagstermer, men de færreste forbinder dem med det, de rent faktisk betyder.

Journalist og forfatter Anders Redder har rejst langs Europas ydre grænser. I ældgamle hovedstæder, på tværs af høje bjergkamme og langs vindblæste kyster. Der hvor Europa ender, og resten af verden begynder. I bogen Fort Europa, som netop er udkommet på Politikens Forlag, beskriver han det europæiske kontinent gennem de udefrakommendes blikke. Et potent perspektiv, som åbner op for en anderledes og mindre flatterende skildring af vores hæderkronede og ‘retskafne’ verdensdel.

”Europas grænsepolitik er på mange måder en afskrækkelsespolitik, som ser ud til at virke her og nu,” siger Anders Redder, da Føljeton har sat ham stævne for at diskutere hans nye bog. Prisen for den nye udvikling er dog alt andet end lav. Den betales, foruden milliarddyre investeringer, i form af systematiske rettighedsbrud, som europæiske stater i dag bliver dømt for ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Sidste år blev Grækenland dømt for ‘systematisk’ at tvinge asylansøgere ud af landet (pushbacks), mens lande som Kroatien og Ungarn tidligere er blevet tildelt lignende domme.

Det ‘virker’ – men til hvilken pris?

Meget vand er løbet under (og desværre også over) de mange både fyldt med flygtninge og migranter siden flygtningekrisen i 2015. Ifølge tal fra Frontex, EU’s grænse- og kystvagtsagentur, er antallet af de hundredtusindvis af flygtninge og migranter, der årligt krydser Europas grænser, faldet markant i de senere år. EU’s øgede grænsekontrol og opjusterede økonomiske indsats ser ifølge EU selv ud til at ‘virke’: “I 2024 blev ca. 239.000 ulovlige grænsekrydsninger opdaget af Frontex […] Dette er et fald på 38 pct. i forhold til året før,” skriver Europa-Parlamentet på sin hjemmeside.

Hvis man pakker tasken og rejser ud til EU’s ydre grænser og ind i Sahel-regionen i Afrika, som Anders Redder har gjort det, danner der sig dog et mere mudret billede. Her krakelerer de politiske skåltaler og forestillingerne om, hvem vi europæere egentlig er.

”Bagsiden er, at folk er blevet pushbacket og fængslet i Nordafrika under kummerlige forhold uden rettergang. Og at mennesker, der krydser en grænse, på ret hyppig basis er blevet tæsket og nedværdiget af europæiske grænsevagter eller har fået deres rettigheder krænket,” fortæller Anders Redder, som gennem sit arbejde med bogen har mødt flere flygtninge og migranter, som trods den mildest talt hårdhændede behandling alligevel klarede den over grænsen. De fleste af dem med alvorlige fysiske såvel som psykiske mén.

”Valg efter valg viser, at de europæiske befolkninger gerne vil have kontrol med indvandringen og de ydre grænser. Men Europa er hidtil ikke lykkedes med at finde en måde, hvorpå man kan gøre det uden brud på asylretlige forpligtelser og menneskerettigheder.”

Anders Redder henviser til en samtale med John Dalhuisen, tidligere topfigur i Amnesty International, som nøgternt konstaterer, at Europa har valgt lukkede grænser over grundlæggende rettigheder: ”Stillet over for valget mellem brutale, hårde grænser eller mere tilstrømning, har Europa valgt det første. Det er ikke en hemmelighed, hvad der foregår ved de ydre grænser. Vi har vidst det i årevis,” forklarer Redder.

For at holde migranterne væk har EU indgået milliardaftaler med nordafrikanske regimer, som burde give anledning til selvransagelse:

”Vi taler og skriver enormt meget om, hvad der foregår ved den amerikansk-mexicanske grænse under Donald Trump. Men hvis Trump betalte et grænsekorps i Nicaragua eller Guatemala, som var infiltreret af kriminelle bander og krigsherrer eftersøgt af den internationale straffedomstol, og som drev migrantfængsler, hvor folk blev voldtaget og tortureret – så tror jeg, der ville være et ret stort fokus på det i de danske medier,” siger han og holder en pause.

“Men det er mere eller mindre det, EU gør i Libyen, hvor man samarbejder med og finansierer dele af kystvagten. EU ved godt, hvad der foregår. Det har EU’s tidligere svenske indenrigskommissær Ylva Johansson indrømmet, og det står sort på hvidt i adskillige FN-rapporter.”

Ingen lette løsninger

Mens flere europæiske regeringer (Danmarks inklusiv) drømmer om storstilede hjemsendelsesaftaler, glemmer de, at modtagerlandene ofte har bygget deres hjemlige økonomier op omkring, at de unge mænd og kvinder ikke kommer hjem igen, påpeger Anders Redder.

“Det er en del af samfundskontrakten i Vestafrika, at man lader unge mænd søge mod Europa,” siger han med henvisning til sine rejser i regionen: “I Gambia kommer op mod 20 pct. af BNP fra de penge, som migranter sender hjem til deres familier. Den gambianske regering er overhovedet ikke interesseret i, at de her mennesker bliver sendt hjem. De penge holder hånden under økonomien. Der er vestafrikanske økonomier, som vil have det meget svært, hvis migrationsbevægelserne stopper.”

Samtidig lider det europæiske system ifølge Redder under en mangel på tillid, fordi vi har vist os ude af stand til at skelne mellem dem, der flygter for livet, og dem, som leder efter et arbejde: “Folk kommer til Europa og påberåber sig retten til asyl, ofte vel vidende at de ikke har ret til det, fordi de i virkeligheden er økonomiske migranter,” uddyber han og fortsætter:

”Det underminerer befolkningernes tillid. En migrant rejser fra Bangladesh til Mauretanien, sejler til den spanske ø El Hierro og søger asyl. Vedkommende har ret til en individuel asylbehandling, og mens den står på, forsvinder man ud i skyggerne og arbejder i det spanske landbrug eller på en restaurant i Madrid. Det udhuler folks tro på, at der er styr på tingene.”

Sideløbende hører man ofte det argument, at vi blot skal øge udviklingsbistanden og skabe økonomisk vækst i Afrika. På den måde stopper eller opblødes migrationen af sig selv, er tesen. Det er dog endnu en (u)bekvem myte, som strider direkte imod migrationsforskningen – blandt andet den hollandske forsker Hein de Haas’ arbejde i bogen How Migration Really Works.

”Det er intuitivt logisk, men det er faktisk ikke rigtigt,” forklarer Anders Redder. ”Jo mere udvikling et land har, jo mere stiger appetitten og lysten til at migrere. Det kræver nemlig ressourcer at rejse til Europa. Du skal have penge til at betale en menneskesmugler, og din familie skal kunne brødføde sig selv i de måneder, rejsen tager,” siger han.

Anders Redder fremhæver Sudan som et tydeligt og tragisk eksempel på denne mekanisme. Landet er plaget af verdens største humanitære konflikt med millioner af mennesker på flugt, men de søger tilsyneladende ikke mod Europa. “Sudan er ludfattigt. Befolkningen flygter internt eller til Sydsudan og Egypten. Imidlertid søger egypterne mod Europa, da de har bedre råd.”

Et pragmatisk dobbeltspil

Mens europæiske politikere offentligt konkurrerer om at fremstå mest afvisende i deres strammer-retorik, foregår der et bemærkelsesværdigt og pragmatisk dobbeltspil i Sydeuropa. Europas mangel på arbejdskraft er særligt udtalt i lande som Italien og Spanien, der har nogle af de ældste befolkninger i verden. I Italien er tallene for alvor alarmerende: Andelen af ældre over 64 år udgør knap 25 pct. af hele den italienske befolkning, hvilket giver en såkaldt ældrebyrdekvote (potentielle forsørgere pr. folkepensionist) på 39 pct., mens kvoten i Spanien nærmer sig 32 pct.

Tidligere på året legaliserede de spanske myndigheder omtrent en halv million ulovlige migranter med målsætningen om at indlemme dem på det hårdt trængte spanske arbejdsmarked, til stor applaus på den europæiske venstrefløj. Alt imens har den stærkt højreorienterede Meloni-regering i Italien i øjeblikket gang i meget lignende planer, som de på papiret burde være hårdnakkede modstandere af.

“Spanien og Italien gør det samme: De samarbejder med brutale kystvagter i Marokko og Libyen for at holde folk ude, og Spanien har endda set stort på Vestsaharas suverænitet for at holde det marokkanske styre tilfredse. Samtidig legaliserer begge nationer migranter i massivt omfang på hjemmefronten, da de mangler hænder til at finansiere den voksende ældrebyrde,” siger Anders Redder.

I både Rom og Madrid dikterer de tørre tal, at den massive grænsekontrol må suppleres med legaliseringer indadtil, hvis de sydeuropæiske økonomier ikke skal kollapse under vægten af sine egne pensionister. Europa afviser således flygtninge og migranter med den ene hånd, mens vi tilsyneladende byder dem velkommen med den anden. /Anders Rod Thomsen