Cesar Olmedo/Reuters/Ritzau Scanpix
Den omstridte handelsaftale EU-Mercosur trådte i kraft den 1. maj. Og selvom klimaforskere og diverse miljø- og menneskerettighedsorganisationer har advaret om aftalens negative effekter på klima, miljø og lokalsamfund, har nyheden ikke rigtig sat ild til debatten herhjemme.
Aftalen, der har været under forhandling i mere end 25 år og i januar blev vedtaget af et kvalificeret flertal i EU, har formentlig hentet ekstra opbakning gennem den aktuelle geopolitiske situation og EU’s håb om at styrke sin globale markedsposition.
Men som en kampagneleder fra Friends of the Earth Europa har udtalt om aftalen: “EU-Kommissionen spiller et spil om imperialistisk dominans i den globale handel med Kina og USA, som ikke gavner hverken arbejdstagere eller forbrugere – og endnu mindre naturen og klimaet.”
Foruden stormagtsdrømme får EU-Mercosur-aftalen også medvind fra samme sted som alle andre frihandelsaftaler: fra mainstreamøkonomiens mest klassiske dogmer om, at mere handel og mere vækst gavner alle.
Ulovlige kemikalier
Frihandelsaftalen mellem EU og Mercosur-landene, som indbefatter Brasilien, Argentina, Paraguay, Uruguay og Bolivia (og de associerede lande Chile, Colombia, Ecuador, Guyana, Panama, Peru og Surinam), er den hidtil største frihandelsaftale, der nogensinde er indgået. Den skaber verdens største handelszone med i alt 720 millioner mennesker og forventes bl.a. at øge EU-landenes eksport til Mercosur-landene med 366 mia. kr. årligt, svarende til en stigning på 39 pct.
Ved at fjerne eller sænke tolden på over 90 pct. af eksportvarer i EU og Mercosur-landene, forventes aftalen at føre til en øget eksport af industrivarer som biler og kemikalier fra EU-landene til Mercosur, mens Mercosur så til gengæld vil eksportere mere kød og andre råvarer til Europa. Netop derfor omtales den også som “bøffer-for-biler-aftalen”.
Af samme årsag har aftalen da også mødt massiv kritik fra et hav af grønne organisationer rundt om i verden, der advarer om, at eksporteventyret vil have betydelige konsekvenser for både klima og miljø. Climate Network Action Europa (CAN) og deres 170 medlemsorganisationer har sendt et åbent brev til EU-Kommissionen med 200 underskrifter fra diverse civilsamfunds- og klimaorganisationer om at stemme nej til aftalen.
Ifølge organisationerne vil aftalen nemlig føre til øget afskovning i Amazonas og være med til at fordrive lokalbefolkninger ved at fjerne deres livsgrundlag. Et væsentligt kritikpunkt går desuden på, at de forpligtelser på bæredygtighedsområdet, der rigtig nok er skrevet ind i aftalen, kun indeholder ikke-bindende klausuler. Det vil sige, at det ikke kan håndhæves juridisk, hvis en part bryder aftalen. En virksomhed kan med andre ord overtræde diverse klima- og miljøhensyn uden at blive sanktioneret.
Den danske organisation Verdens Skove har fremhævet, at aftalen “med stor sandsynlighed vil øge eksporten af kemikalier til landbruget i Sydamerika, der ellers er ulovlige at bruge i Europa”, og at vi med aftalen kommer til at “importere landbrugsprodukter, der er produceret med pesticider og anden kemi, som ikke må bruges af europæiske landmænd”.
Men trods den store modstand fra civilsamfundsorganisationer har der været bemærkelsesværdigt lidt kritik af frihandelsaftalen i den danske presse. Der var da også kun én politiker blandt de danske medlemmer af Europa-Parlamentet, der stemte for at sende aftalen til gennemsyn hos EU-Domstolen, hvilket blev decideret latterliggjort af Berlingske.
Myten om frihandel
At der ikke har været mere kritik i medierne, kunne tyde på, at mange politikere og journalister hænger fast i den sejlivede myte om, at frihandel er en ubetinget win-win: Når den globale handel øges, gavner det alle involverede parter ved at skabe vækst, bekæmpe ulighed – og sågar fattigdom.
Men at den samlede kage bliver større, siger intet om fordelingen af den.
Historisk har frihandelsaftaler bidraget til at skabe massive profitter til investorer og store multinationale selskaber, der med aftalerne får øget markedsadgang, mens det generelle indkomstniveau for befolkningerne faktisk er faldet. Den vækst, som frihandel bidrager til, tilfalder altså i højere grad virksomheder end almindelige mennesker, og uligheden er ikke faldet, men steget.
Frihandelstanken henter altså ikke sin opbakning fra virkeligheden, og det behøver den heller ikke. Den hviler nemlig på økonomiske modeller, herunder mainstream-økonomiske antagelser, der forudser, at når handelsbarrierer fjernes, vil produktionen af forskellige varer rykke derhen, hvor den er billigst og mest effektiv, mens ineffektive producenter vil udkonkurreres, og der vil skabes ligevægt på arbejdsmarkederne. Det vil sige, når fx en europæisk producent udkonkurrerer en boliviansk, vil den omstillingsparate og fleksible arbejdsstyrke i Bolivia blot skifte branche, og på den måde vil frihandel føre til optimal ressourceudnyttelse og fuld beskæftigelse.
Teorien holder bare ikke helt i praksis. Det så vi bl.a. med NAFTA – frihandelsaftalen mellem USA, Canada og Mexico fra 1994, hvor 2 millioner mexicanske bønder mistede deres arbejde som følge af, at virksomhederne nu kunne importere billig, statsstøttet majs fra USA. Siden NAFTA blev vedtaget, er minimumslønnen faldet i Mexico, og ti år efter var der 19 millioner flere fattige i landet, hvoraf mange migrerede til byerne. Nogle kritikere peger ligefrem på, at byer som Mexico City og Mumbai fik deres hastigt voksende slumområder som konsekvens af global frihandel.
Læs den fulde Kære læser i torsdagens udgave af Føljetons nyhedsbrev Ude af kurs om økonomi, banker og finans. Af Marie Hedegaard Jørgensen og Jonas Lodahl.