Evrard Ngendakumana/Reuters/Ritzau Scanpix
Knap 118 mio. mennesker er blevet tvunget på flugt fra deres hjem på grund af krig og forfølgelse, viser FN’s flygtningeorganisation UNHCR’s årlige rapport. Antallet er “uacceptabelt højt”, men det er dog første gang i 10 år, at tallet er faldende. Det skyldes både, at flygtninge er vendt tilbage til deres hjemlande – særligt Afghanistan, Sudan og Syrien – og at andre har fået statsborgerskab i et andet land, siger organisationens chefstatistiker Tarek Abou Chabake.
Samtidig viser rapporten også, at 7 ud af 10 flygtninge har været på flugt i over fem år. Ofte lever de en usikker tilværelse i flygtningelejre. “For alt for mange flygtninge starter flugten som en livline, men varer hele livet,” siger FN-flygtningekommissær Barham Salih. “Humanitær hjælp redder liv, men det er ikke målet i sig selv. Vi har brug for et paradigmeskifte, der skaber en ny følelse af håb og muligheder for mennesker, der flygter fra krig og forfølgelse.”