Tilstedeværelse af fravær eller omvendt

“EARTH PIECE

Listen to the sound of the earth turning.

1963 spring”

Yoko Ono

Så er det blevet tirsdag i vores sommerskole om tilstedeværelse, og jeg vil gå til vaflerne med det samme. Jeg skrev i introduktionen i går, at jeg i dag ville opsøge et sted, som jeg omtalte som et ikke-sted, og nu står jeg her faktisk. Det vil sige, jeg bevæger mig langsomt fremad. At stå stille i det offentlige rum virker mest naturligt, hvis man står og kigger på en specifik aktivitet, fx vejarbejde, eller hvis det er et sted, man kender godt, og hvor man måske er blevet set før.

Set af hvem, spørger du? Af naboer og folk i kvarteret. Der er altid nogen, der ser dig. Der er altid nogen ved et vindue. Der er altid en, der lige kommer ud med en skraldepose og kaster et blik omkring sig. De ser en skikkelse på det modsatte fortov, studser et sekund over iagttagelsen, og da det går op for dem, at det bare er dig, fortsætter de med deres sysler og tænker ikke videre over det. Udover måske at de er blevet bekræftet i, at du er en sær snegl.

Men steder, hvor du ikke plejer at komme? Her er det godt at holde sig i bevægelse. Særligt når det drejer sig om steder, der hverken er fugl eller fisk. Ikke-stedet her er enden af en vej, en gade, der kiler sig ind mellem på den ene side et broget parcelhuskvarter med både murermestervillaer og æstetisk udfordrende nybyggeri, og på den anden et enormt boligkvarter, der er skudt op i løbet af nogle år. Boligkvarteret var engang et industriområde på kanten af storbyen. Vejen var en industrivej, der førte hen til et gasværk. Gasværket sprang i luften i 1964.

Det er sådan set ligegyldigt, hvor vi er henne i Danmark, dette er ikke en øvelse i nostalgi eller geografi, men tilstedeværelse.

Nu er jeg her. Jeg er gået herhen, og undervejs har jeg forsøgt at have en bevidsthed om mine fødders kontakt med jordkloden. Den ende af vejen, vi befinder os i, munder ud i et befærdet trafikknudepunkt, som 500 meter længere henne morfer over i motorvej. Jeg har været her før, men kun på gennemfart; gående, på cykel eller i bil. Nu er jeg her for at være her, for at tage ophold så længe, det kan lade sig gøre uden at tiltrække mig opmærksomhed. Da jeg kørte igennem i bil i aftes, løb en stor, mager kat med kort pels over vejen og ind i en have gemt bag store buske. Det lignede faktisk ikke en kat. Men hvad skulle det så være for et dyr? Jeg bliver nødt til at holde fast i, at det var en kat.

Få meter fra hvor katten forsvandt, er der en havelåge. Havelågen står på klem, som om nogen, der bruger haven, har glemt at lukke den efter sig. Men det kan ikke være sket for nylig. Man kan kigge ind i haven fra fortovet. Den er fuldstændig tilgroet, og det store træ, der står derinde, er for længst blevet overmandet af en robust klatreplante.

Der har været en del vejarbejde på stedet i det seneste år. Der er lagt ny asfalt, og der er lavet et lyskryds med fodgængerfelter i et T-kryds, hvor trafikanter tidligere måtte – og sagtens kunne – klare sig uden et overflødighedshorn af færdselsregler. Jeg tror, det er for at gøre vejen bedre egnet for skolebørn. Bortset fra det hviler der en fornemmelse af forsømmelse over stedet. Kommunen har plantet nye træer, men unge træer og frisk afstribning alene kan ikke løfte et område. Laissez faire er godt, men her er det gone bananas.

På en belysningsmast ud for et autoværksted, der reklamerer med billige Yokohama-dæk, er der fæstnet et gadeskilt med små, besynderlige rustskader: ‘Retortvej’, står der. Skiltet hænger med et fald på 45 grader og ser ud, som om det er blevet trukket i en snor efter en bil og har ligget i cola natten over. På en gadedør af glas i en treetagers beboelsesejendom har nogen tapet en seddel fast med tallet 40. På et gadeskilt har nogen sat et klistermærke med en illustration af en hatteklædt mand, der sender et småparanoidt blik – det er fra en fangruppering under den tyske fodboldklub Hamburger SV. “Hamburger Süd – wir sind total verrückt,” står der. Jeg ser nu, at de to kældervinduer ved siden af den vietnamesiske restaurant er dækket af folie, der står ‘Massage’ på. Det er wellness-industri uden hjemmeside.

Det, der egentlig gjorde mig nysgerrig på dette specifikke areal, er her slet ikke mere. En dag tidligt på foråret havde nogen stillet en form for bænk op på fortovet ud mod det nye kryds. Bænken så hjemmelavet ud. Oven på en horisontal stang med fire ben af stål i enderne var der påsat fem sæder i gul plastik. Jeg begyndte at lægge mærke til bænken, hver gang jeg kom forbi. Jeg bildte mig ind, at den var blevet placeret der af en socialt anlagt gruppe af mennesker, som ønskede, at folk i området skulle komme hinanden mere ved. Jeg så aldrig nogen sidde på bænken, men jeg var jo også som regel i transit.

Nu er bænken forsvundet, og det er jeg også.