Det begynder med Kurt Ravn

Denne uges føljeton handler om Kurt Ravn. Nej, det gør den ikke rigtigt, og det ville også være underligt. Nej, denne uges Føljeton handler lidt om Kurt Ravn. Men som symbol – som markør. Den handler om, hvilke kulturelle, sociale og psykologiske dynamikker der er på spil, når man som dansker ser sig kaldet til at spille det, vi kan kalde ‘Kurt Ravn-kortet’. Altså Kurt Ravn, den folkekære skuespiller, som siden 1970’erne har haft et væld af teater-, tv- og filmroller, og som gudhjælpemig også kan synge røven ud af bukserne på de fleste. Han spillede jo Jean Valjean i musicalopsætningen af Les Misérables på Østre Gasværk i 1992. (Først nu ser jeg, at han engang har udtalt, at der “var nogle toptoner, jeg kæmpede med, så det var en meget hård periode rent fysisk”).

Før vi går videre, skal jeg sige, at det ikke partout behøver være Kurt Ravn. Det kunne også være Ghita Nørby eller Krølle Bølle eller Den afrikanske farm eller Piratos fra Haribo. Men nu er det altså Kurt Ravn.

Hvad sker der, når man tænker, at Kurt Ravn da er et af de navne, man her til lands bare kan fyre af uden yderligere introduktion, for ham kender alle? Og det så viser sig, at det gør alle ikke? En af de følelser, der kan indfinde sig, når man opdager, at man ligger inde med viden, som andre ikke har, kan være selvtilfredshed. Måske rammer det en som en identitetsbekræftelse og en styrkelse af ens sociale status.

Forestil dig, at du nævner Kurt Ravns navn, og at den person, du nævner Kurt Ravns navn for, viser sig ikke at vide, hvem Kurt Ravn er. I nogle sekunder bruser et velbehag af kulturel kapital gennem din krop; du har et indblik i noget populærkultur, som den anden ikke har. Du er hverken til at hugge eller stikke i, din viden er legendarisk, dit udsyn er mageløst. Tænk, at Kurt Ravn af alle skulle kunne åbne døren til sådan en ekstase. Det er som at stå hånd i hånd med ham på Østre Gasværk og bukke og takke, mens det danske musicalpublikum kvitterer for indsatsen med stående ovationer.

Men så sker der noget, som får dit korthus af selvglæde til at vælte. En kættersk tanke slår ned i dig kort efter, at du har sagt noget i stil med “Hvad? Kender du ikke Kurt Ravn?” For tænk hvis det, du troede, var verdens fedeste identitetsmarkør i virkeligheden afslører, hvor provinsiel du er. At din tankegang er gennemsyret af provinsialisme?

Det kan ske for selv den bedste, og det skete for mig, da jeg for nogle uger siden mødtes med den 37-årige digter og kunstner Zahna Siham Benamor, som lige nu laver en del performance. Hun er eftertragtet; siden vi drak den kop kaffe sammen, har hun optrådt flere gange – på Statens Museum for Kunst, på udstillingsstedet ODP Ovenpå, med AKK – Almene Kunstklubber ved Folehaven, Lundtoftegade i København og på Folkemødet på Bornholm.

Vi talte om Zahna Siham Benamors vej ind i kunsten og om hendes opvækst i Sydhavnen og hendes muslimske, algeriske baggrund (hendes forældre kom til Danmark fra Algeriet i 1970’erne). Det, hun kom med til vores kaffe, var som et stort og spraglet kludetæppe, og hun talte om den algerisk-fødte franske forfatter Albert Camus og nævnte sin skolegang på Prins Henriks Skole, den fransktalende skole, der tidligere lå på Værnedamsvej på Frederiksberg.

Jeg fortalte om Føljeton og sendte senere på dagen Benamor en leder fra Føljeton, hvori jeg har beskrevet et fiktivt filmplot og omtalt Kurt Ravn på den der indforståede måde.

Og så er det her, at hun spørger: “Ok, så er Kurt Ravn en fiktiv person?” Hvortil jeg svarer, at Kurt Ravn er en kendt dansk skuespiller, og spørger, om hun da ikke har set Matador, hvor Kurt Ravn spiller rollen som ‘Røde’. Hun svarer, at det har hun ikke.

Alt imens gennemgår jeg det følelsesregister, som jeg har beskrevet ovenfor, og ender med at føle mig utrolig småborgerlig. For Zahna Siham Benamor havde lige siddet og beskrevet en stor verden og et stort udsyn og en ret heftig personlig frihedskamp. Og hvad byder jeg ind med? Kurt Ravn og Matador.

Det korte af det lange er, at jeg i vores korrespondance beder Benamor se så meget af tv-serien Matador, som hun orker, og så skriver vi en føljeton om det, og det er den, jeg nu har præsenteret. Vi ses igen i morgen, onsdag og torsdag og ser, hvor det bærer hen. /Oliver Stilling