Kulturelle huller

På første side af noterne fra min anden samtale med Zahna Siham Benamor har jeg skrevet “kulturelle huller” to gange. Det er Benamor, der bruger udtrykket, og det er hendes egne kulturelle huller, hun refererer til. Hun er vokset op i et muslimsk hjem i Sydhavnen, og forældrene var “ikke ressourcestærke”, har hun fortalt i et interview i Femina.

Men fordi hendes far kom til Frankrig som 13-årig og fik fransk statsborgerskab, fik hun og hendes søskende et legat til at gå på Den Franske Skole på Frederiksberg. Som jeg læser mine noter, antyder Benamor, at det er Den Franske Skoles skyld, at hun ikke kender Kurt Ravn og heller ikke indtil for nylig havde set Matador. I mine noter står der “snobberi” og noget med “franske elitære”. Hun oplever med andre ord, at man på skolen så ned på dansk kultur. Navnet Kurt Ravn er formentlig aldrig blevet nævnt på Den Franske Skoles matrikel. Så der er nogle modsætninger her, som jeg vil forsøge at vende tilbage til.

Der står også “Maude” på første side af mine noter og “stemningsfuld”. Benamor har set en håndfuld afsnit af serien, og hun synes, at Maude (spillet af Malene Schwartz) “er ret sjov”, fordi hun reagerer fysisk på hændelser, hun finder overvældende. Men det er “først og fremmest en fortælling om klasse”, siger Benamor, og hun taler om “det ukendte” og “angsten for forandring”.

De fleste, der har set hele serien, får et lidt anstrengt forhold til Mads Skjern (Jørgen Buckhøj) i takt med, at han bliver mere og mere magtfuldkommen og afvisende over for sine nærmeste. Det har Zahna Siham Benamor ikke set endnu, så hun synes, at det “er ret rørende at følge, hvordan han kommer til byen som single dad”. Hun siger, at hun kan se sig selv i ham, fordi han repræsenterer det fremmede. “Tiden er styret af formler hele tiden,” siger hun. “Det ukendte bliver automatisk karakteriseret som noget dårligt eller noget destabiliserende.”

Benamor ser altså sig selv i Mads Skjern og lidt i Maude. Men også i Elisabeth (Helle Virkner), Maudes ældre, ugifte søster, som “er friere end Maude”: Elisabeth er “frihedssøgende” og på en måde hjemsøgt af “eksistentiel hjemløshed” og har “en længsel i sig efter stabilitet”.

Jeg fortæller Zahna Siham Benamor, at Maude, der har det med at resignere, træder i karakter, da serien når frem til Danmarks besættelse. Hun træder i karakter, da det virkelig gælder.

Når jeg ser på mine noter, kan jeg konstatere, at pennen, jeg skrev med, bliver svagere og svagere efter seks-syv sider. Men også at vi langsomt slipper Matador og morfer over i Benamors eget liv, og det er jo det, de siger, at Matador kan.

Pludselig optræder denne sætning i mine papirer: “Jeg hader gentrificeringen.” Og lige nedenunder: “Jeg ser meget op til Anker Jørgensen.”

En række gode sætninger følger. Benamor siger, at hun “savner, at folk ikke har det så fucking religiøst” og at “konservatisme er et problem alle steder, både hos Dansk Folkeparti og hos os muslimer”. Hun taler om, at alle borgere i Danmark har ansvar for, hvordan de taler om andre, hvad enten det er landets politikere eller “Muhammed, der går på gaden”.

Jeg fortæller, at jeg som journalist besøgte Anker Jørgensen, den store socialdemokrat og tidligere statsminister, i hans lejlighed i Sydhavnen, da der var folketingsvalg i 2007. Han var 85 år og gik helt foroverbøjet. Jeg var hos ham til kaffe i halvanden times tid, og han fortalte om dengang i 2003, hvor Gorbatjov fik øje på ham i Berlin og sagde: “Hej Anker!” Da jeg mødte ham på valgaftenen tre uger senere og spurgte, om han kunne huske mig, svarede han: “Nej, desværre.”

Zahna Siham Benamor husker ham fra sin barndom. “Han boede på Borgbjergvej. Han blev i det, han kæmpede for. Han mente, hvad han sagde, og blev i Sydhavnen.”

I næste afsnit af denne føljeton, som indtil videre har handlet om Kurt Ravn, Matador, provinsialisme, kulturelle huller, frihed, konservatisme og Anker Jørgensen, tager vi et stort skridt væk fra tv-serien. /Oliver Stilling