Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En forbudsbølge rammer unge verden over. Australien og Indonesien har allerede indført restriktioner på unges forbrug af sociale medier, 40 andre lande overvejer det, og senest har Storbritannien forbudt dem for unge under 16 år.
Forleden forsvarede den britiske premierminister Keir Starmer loven med ikke så få floskler: “Sociale medier gør børn ulykkelige, de gør det lettere for bøller at mishandle dem, og de kan endda skade deres mentale helbred.”
Det er ikke raketvidenskab at konstatere, at endeløs doomscrolling hverken er guf for unge eller gamle hjerner. Men det er også lidt for bekvemt for magthavere (politikere og velmenende forældre) at udpege sociale medier som syndebuk for alle unges mentale dårligdomme.
Unges mentale sundhedskrise er en kompliceret affære, der handler om mere end Instagram. Nutidens teenagere har oplevet efterdønningerne af finanskrisen, en verdensomspændende pandemi, samt krige i Europa og Mellemøsten. Hvis du er ung i Storbritannien, er der desuden en relativt stor sandsynlighed for, at du selv er vokset op i fattigdom, og at dine forældre ikke har haft råd til at betale elregningen. Der er ikke noget at sige til, at ikke alle har det lige godt.
Forbudsfeberen er udtryk for en ideologi, vi før har beskrevet her i spalterne, solutionismen, der som den spanske filosof Marina Garcés skriver i bogen Ny Radikal Oplysning “legitimerer og sanktionerer bestræbelserne på at tage fat på enhver kompleks social situation med udgangspunkt i klart definerede problemer og endelige løsninger”. Hun skriver videre, at ideologien er født i Silicon Valley og er baseret på utopien om at “føre menneskeheden frem til en verden uden problemer”. I det lys er Starmers forbud mod sociale medier ironisk nok et forsøg på løse Silicon Valleys problemer med techfolkets egen tankegang.
Hvad skal man stille op i stedet? Man kunne jo spørge de unge selv. Menneskerettighedsorganisationen Amnesty International har for nylig samlet en gruppe unge aktivister fra hele verden i Kenya for at få dem til at diskutere, hvad de egentlig mener om et forbud. En af dem, en 20-årig aktivist fra Marokko ved navn Ahmed Dhman, siger det meget godt:
“Et forbud mod sociale medier er ikke løsningen. Vi forbyder ikke bøger, fordi de indeholder skadelige idéer – vi underviser i kritisk tænkning. Vi bør finde andre løsninger, som at undervise i digital dannelse, styrke den mentale sundhed og kræve mere gennemsigtighed fra platformene. Et forbud er den svageste løsning, for det bandlyser ikke farerne, men mulighederne.” /Claes T. Sørensen