Marsmænd

I Sort Hud, Hvide Masker (1952) præsenterer Frantz Fanon et tankeeksperiment, der viser at kolonisering ikke kun handler om at stjæle råstoffer og gøre vantro kristne. Selve de koloniseredes eksistens er på spil:

“Hvis marsboere påtog sig at kolonisere jordboere – ikke for at indvie dem i marsboernes kultur, men for at kolonisere dem, ville det være tvivlsomt, hvorvidt nogen jordisk personlighed ville bestå.”

Lad os tænke lidt videre med Fanon: Forestil dig, at en overmægtig civilisation af marsboere lander på Jorden i morgen. Marsmændene undertvinger menneskeheden og gør os til slaver. De forkynder, at marsisk kultur er den menneskelige overlegen og forbyder alle jordiske sprog og traditioner. Mon ikke, at vi i årenes løb ville udvikle et mindreværdskompleks over for disse marsboere og forsøge at efterligne dem? For at sige det lidt mere pikant: Mon ikke, at vi jordboere ville være eksistentielt på skideren?

Ifølge Fanon svarer scenariet nogenlunde til, hvad de oprindelige afrikanske befolkninger gennemlevede under den europæiske kolonisering i det 19. og 20. århundrede. Som den kenyanske forfatter Ngũgĩ wa Thiong’o senere skrev i værket Decolonising the Mind (1986), er kolonisering som en “kulturel bombe”. I civilisationens navn fratog koloniherrerne de oprindelige befolkningers kultur og traditioner, og dermed selve kilden til deres identitet. Fanon skriver: “En ø som Madagaskar, der over natten blev invaderet af ‘civilisationens pionerer’ – selv hvis disse pionerer opførte sig så ordentligt, de vidste – mistede sin grundlæggende struktur.”

Passagen kommer fra Fanons kritik af den franske psykoanalytiker Octave Mannoni. I værket Psychologie de la colonisation (1950) hævdede Mannoni, at det oprindelige folk fra Madagaskar var født med et afhængighedskompleks. At de inderst inde havde et ønske om at blive regeret, som langt om længe blev tilfredsstillet med ankomsten af de franske koloniherrer i slutningen af 1800-tallet. Fanon gav Mannoni ret i, at den koloniserede befolkning bar på et afhængighedskompleks, men vendte forklaringen på hovedet: Komplekset var ikke medfødt, men et produkt af franskmændenes ankomst.

Kolonialismens skaberkraft

Her når vi frem til hoftanken, der cementerede Fanon som den måske mest betydningsfulde stemme i antikolonial filosofi: Kolonisering er ikke bare en destruktiv, men også en skabende kraft.

Da franskmændene koloniserede Madagaskar, ankom de ifølge Fanon med en ideologi, som opdelte verden i den overlegne hvide ‘hersker’ og de underlegne, uciviliserede ‘vilddyr’. Fortællingen fungerede ifølge Fanon som en slags ontologisk tryllestav – en selvopfyldende profeti, der forvandlede den oprindelige befolkning fra, hvad de var før koloniseringen, til noget i verdenshistorien helt og aldeles nyt: koloniale subjekter.

Udstyret med rifler og en urokkelig følelse af overlegenhed gjorde koloniherrerne deres egen racistiske fortælling til virkelighed: “Lad os have modet til at sige det direkte: Det er racisten, som skaber sin underordnede,” skrev Fanon.

Fanon analyserede sin egen erfaring som sort mand og beskrev, hvordan koloniseringen skabte særlige psykologiske og eksistentielle lidelser for dem med den ‘forkerte’ hudfarve. Komplekser, der ikke fandtes før koloniherrernes ankomst – følelser af mindreværd og ønsket om at blive hvid – blev definerende for det at være sort.

Den hvide mand blev for sorte individer et eksistentielt grundvilkår. Som Fanon skrev: “Den sorte mand har ingen ontologisk modstand i den hvide mands øjne.” For Fanon vil den sorte mand altid være fastlåst af den hvide mands blik, for evigt fordømt til at være ‘en anden’ i relation til de hvide og skabe sin identitet i et landskab af fortællinger, der er skabt specifikt til at nedværdige folk som ham.

Fanon tvinger os til ikke bare at forstå racisme som fordomme og stereotypiske holdninger, der findes i hovedet på racister. For den lever også i psyken hos dem, den går ud over.