Lorten er nøglen

Lad mig male dig et billede.

Solen stråler ind gennem din forrude på vejen ud af storbyen. Vestsjælland kalder, og landskabet ændrer sig derfor gradvist fra større bebyggelse til marker, enkelte huse, mindre landsbyer, skove, åben himmel – og flere marker.

Godt 10 minutter før du rammer Kalundborgs byskilt, passerer du store, gule bygninger. Det er Birkendegaard Gods. Her har Jørgen og Hanne Faye arbejdet med våd-engarealer og rensning af spildvand i over 20 år – og mere specifikt med rewilding i fem. Nærmest som en magnet bliver du trukket videre ind i landet, så du fortsætter ikke mod Kalundborg, hvor Novo Nordisks tårne allerede er trådt frem. Du kører tilbage langs snørklede landeveje og dumper næsten helt uforudsigeligt forbi Kattrup Gods og deres næsten 900 hektar, der skal omlægges til vildnis.

Kører du nu videre langs flere marker og flere små flækker (og ignorerer din sidste mulighed for at komme til Kalundborg By), kan du pludselig høre vindens susen på spidsen af halvøen Asnæs. En af Hempel Fondens nyeste erhvervelser og et projekt, hvor 800 hektar skal omlægges til vild natur. Efter den snørklede køretur kan du passende finde et kort frem og følge dit spor. Du har nu skabt en flot halvbue om Novo Nordisks industrielle imperium, og medregner du Røsnæs, som også har sine egne naturprojekter, så er Novo Nordisk faktisk fuldstændig omsluttet.

Om de tre nyere initiativer er et direkte svar på Novo Nordisks industri, er ikke helt til at sige. Men at der er flere fortællinger end den industrielle i Kalundborg, er åbenlyst.

Novos industri fylder ekstremt meget – næsten alt – i billedet af Kalundborg og i fortællingen om byen. I denne artikelserie dykker vi ned i, hvad der foregår på naturfronten i den gamle fæstningsby. Vi skal besøge dem, der har fingrene i mulden – og øjnene på Novo Nordisk. For de ved, at industri har det med at vokse dem over hovedet.

Noget værre rod

‘Det skal være noget rod!’ udbryder Jørgen Faye.

Jørgen Faye er godsejer og har i over 20 år arbejdet med grønne tiltag på Birkendegaard. Birkendegaard er en gammel herregård lidt uden for Kalundborg på 204 hektar, der til dels kører rundt økonomisk ved hjælp af bortforpagtet jord (314 hektar) samt agerdrift og skov – mens selve driften også indebærer forpagtning af eng, park og have.

De seneste år har Jørgen og Hanne Faye arbejdet med at etablere våde engarealer, lysninger og at tilføje større, græssende dyr – alt sammen for at fremme biodiversiteten.

Og noget af det, der fremmer biodiversiteten, er at rode, fortæller Jørgen Faye:

“Når jeg har arbejdere her, der hjælper med træer og stammer og så videre, så tror de altid, at de faldne stammer skal lægges ind til siden i en ryddelig bunke. Men det er overhovedet ikke det, naturen har brug for.”

De faldne stammer tiltrækker insekter og svampe, og dem er godsejeren altid glad for at se. En herlig rodebutik af gamle faldne blade og grene, nye og friske kokasser og hjorteekskrementer, næsten udsprungne skud på forskelligartede træer og buske samt en god og fugtig jord er hvad der møder Føljeton en forårsdag i 2026.

Inde fra Birkendegaards hjerte er der udsigt over markerne. Kaffen bliver lavet på en moderne kaffemaskine, men måden hvorpå gæster og arbejdere kommer og går virker til at være fuldstændig som det kunne have været for 50 år siden. Og her i den fornemme godsejerstue fortæller Jørgen og Hanne Faye om naturforvaltningen på Birkendegaard Gods.

Hvis man er bekendt med tv-serien Downton Abbey, ved man, at det selvfølgelig koster penge at drive et gods. I serien navigerer Crawley-familien industriens fremmarch og verdenskrige, mens særligt et element går igen – økonomien. For Fayerne afhænger balancen mellem forandring indefra (som et ønske om at skabe natur) eller forandring udefra (som et krav om at skabe natur) også af pengene. Derfor kan de kun skabe natur, hvis også staten vil skabe natur.

For næsten 30 år siden stemte statens ønske om natur og rensning af spildevand overens med Fayernes, som ledte dem ad naturens sti.

I start nullerne fik Faye-familien statslig støtte til at anlægge våde engarealer, der skulle optage kvælstof fra landbruget og rense spildevand fra omkringliggende landsbyer. Kvælstoffet får mulighed for at lagre sig i det græs, der kommer op på engene, og af den grund blev også ‘Grevens Sø’ på Birkendegaards arealer renset.

Jørgen Faye uddyber: “Det var rigtig godt og sådan set en god ordning for at få renset det der spildevand. Så jeg har fået penge for at rense omegnens forurening, synes jeg selv.”

Og det er jo en ret god løsning, hvis han selv skulle sige det.

Gennem de seneste år er flere hektar og mere tid gået til rewilding. Jørgen Faye kører om til dér, hvor magien virkelig sker: til Galloway-køerne, der går og lever deres liv ganske fredsommeligt, og som store dele af Birkendegaards naturprojekt afhænger af.

Jørgen og Hanne Faye fik efterhånden etableret områder, hvor store planteædere blev sat ud, så de kunne være med til at skabe en mere divers natur med plads til flere forskellige arter. Inspirationen fik de for fem år siden, da deres søn Oskar Faye kom hjem fra et højskoleophold med en drøm om en natur, der ikke bestod af monokultur i form af marker og lukkede skove. Her er det også værd at nævne, at undertegnede selv er kalundborggenser og derfor kender både Oskar Faye – og området – i forvejen.

Lige ved og slet ikke næsten

Naturgenopretning i Danmark handler blandt andet om at få vandet tilbage i landskabet. I løbet af de seneste 200 år er søer og skove blevet drænet og ryddet til fordel for landbruget – og heri ligger vores problematik med forurenet drikkevand og kvælstoffyldigt havvand. Siden 1989 har Danmark haft en naturgenopretningspolitik, som gennem tiden har vist sig gennem forskellige projekter.

EU-projektet Natura 2000 er særligt vigtig at bide mærke i og er skabt for at “fremme beskyttelsen af de mest truede naturtyper, svampe-, plante- og dyrearter i Europa”. Projektet handler om at skabe større, sammenhængende naturområder, og selvom det på nogle punkter har været en succes, har det ikke forhindret Danmark i at miste biodiversitet.

Danmark er nemlig et af de lande i EU, der har allermindst beskyttet natur.

Ifølge EU’s biodiversitetsplatform BISE har Danmark 15,07 pct. beskyttede områder, hvoraf EU-gennemsnittet er 26,4 pct. Og da EU’s 2030-mål for beskyttede naturområder er 30 pct., har Danmark altså noget af en fordobling at skulle igennem i løbet af de næste fire år. Ud af de 15,07 pct. er størstedelen betegnet med nøgleordet ‘agro-økosystemer’, som ellers kan beskrives som ‘halvvejs opdyrkede økosystemer’.

Biodiversitetsrådet siger desuden, at kun ca. 2 pct. af det danske landareal er effektivt beskyttet og fungerer som egentlig vild natur.

På Birkendegaard er Jørgen Faye stødt på adskillige efterladenskaber i det grønne. Efter lidt frem og tilbage bliver vi enige om, at den pågældende lort i hvert fald ikke er en kokasse. Vi er hverken dr. Pjuskebusk eller Martin og Kjetil, men så meget kan dog tydes uden at gøre yderligere tiltag end blot at kigge. Ekskrementerne må tilhøre en hjort! I begejstringen over og forestillingen om, at hjortene og køerne går og græsser (og skider) side om side får godsejeren talt sig varm om selvsamme emne:

“Alt det lort, der er her… Det er lorten, der er motoren. Det er motoren, og det er helt professionelt. Lorten tiltrækker insekterne, og så kommer der nogle fugle, der æder insekterne. Og så kommer der nogle rovdyr, nogle rovfugle, der æder de små fugle. Og så er der fuglekadaver, og der er alt muligt.”

For Jørgen Faye er lorten et symbol på, at noget virker.

/Katharina Fie Warrer